Racismen imod os

Britta Mogensen, sosialantroplog

Det er ganske vist én gang for alle blevet fastslået, at for at kunne være racistisk skal man være hvid og tilhøre majoritetsbefolkningen. Det har medierne og politkerne ofte nok fortalt befolkningen i de vestlige lande. Ofrene for racismen er derfor i sagens natur ikke-hvide og tilhører minoritetsbefolkningen. Derfor er dét at erklære sig som offer for de fremmedes racisme i sig selv racistisk. Egentlig er det nok at være hvid, så er man en potentiel racist.

Til gengæld er det yderst sjældent, at den racisme, som befolkningerne i Europa udsættes for fra kriminelle tilvandrede personers side, overhovedet omtales som racisme. Bevægelser såsom Hizb ut’Tahrir og Salafisterne kan give udtryk for deres afsky over for alt, hvad der er vestligt, og åbent erklære, at de arbejder for, at vores demokrati skal afskaffes og i stedet styres af shari’a. Salafisterne vil forbyde dansk kultur at udfolde sig i dét, de kalder ”deres område”, som de drømmer om skal udspredes til hele landet. Begge bevægelser har opfordret til mord. Salafisterne på danskerne og amerikanerne, og HuT på jøder. Kun HuT er blevet politianmeldt, og dommeren gav bevægelsens talsmand et lille rap over fingrene i form af to måneders betinget fængsel, men derudover havde det ingen konsekvenser for bevægelsen.

Når politikerne lukker øjnene og bagatelliserer den racisme, urbefolkningen udsættes for, og medierne undlader at rapportere, beskrive eller fotografere tilfældene, har befolkningen ikke andre steder end på diverse blogs at berette, hvad der sker ude i virkeligheden; den virkelighed, som hverken medier eller politikere vil kendes ved, og som de efter endt arbejdsdag kan fjerne sig meget langt fra, så de ikke risikerer at blive konfronteret med de ulykker, de har nedkaldt over den sagesløse befolkning.

Sagesløse er de, der ikke kan fjerne sig noget som helst sted hen: almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, de mere eller mindre fattige, ja alle, som betaler prisen for en ryggesløs medie- og politikerverden. Såvel blogs som de mennesker, der beretter om de racistiske overgreb, de udsættes for, må lide den tort omgående at blive udråbt som racister og højreekstremister. På den ene side kvæles enhver protest over det, politikere og medier har påført befolkningerne, på den anden side dæmoniseres de mennesker, der forsøger at komme til orde andre steder.

Utallige undskyldninger kommer de, der har forkastet de vestlige samfund, til gode, når deres diskriminerende og chikanøse adfærd over for urbefolkningen er fuldstændig uacceptabel – og i øvrigt formentlig ville være det i ethvert land på kloden. Selv mennesker, der kun kommer til vores hospitaler for en kortere periode for at få udført operationer, der ikke kan foretages i deres eget land, stiller omgående krav om særbehandling og behandler hospitalspersonalet frækt, racistisk og chikanøst. Med det samme stiller en hjemmehader, overlæge Niels Dieter Röck, op til interview og undskylder de uforskammede og utaknemlige patienter med, at de jo er blevet bragt fra en krigszone og puttet ind i et af forsvarets fly og er endt på et dansk sygehus. Ja, det må i sandhed været traumatiserende at blive bragt i sikkerhed og få hjælp. Og hvordan, spørger overlægen, ville en såret dansker mon have det med at ‘lande’ på et vildt fremmed hospital?

Hans spørgsmål er naturligvis retorisk. Han er slet ikke i tvivl om, at danskerne – ligesom libyerne – ville møde deres menneskekærlige hjælpere med foragt, vende op og ned på hele hospitalet med deres særkrav og chikanere læger og sygeplejersker. Jeg tvivler på, at overlægen kan dokumentere dette forvrøvlede nonsens med bare ét eneste tilfælde. Uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse, at overlægens bemærkning om, at indkaldelse af libyske myndighedspersoner ”har løst nogle af de der kulturelle problemer” skal tages med et gran salt. ”Løsningen” består i, at han er gået på kompromis med hospitalets regler og har underkastet sig libyernes særkrav. Reglerne håndhæves naturligvis altid over for danske patienter ned til sidste punktum.

Nå, vi skal ikke klage. Vi er trods alt ”kun” udsat for racisme. Det er gået meget værre til i Skåne, hvor de ”hårdt sårede” havde kræfter til at slås indbyrdes, og politiet måtte affyre skud mod en libyer, der ville overfalde politiet med en kniv. Han blev naturligvis løsladt efter endt afhøring. Er der noget at sige til, at vores politi og domstole behandles med foragt?

En lille strøtanke: Hvor i himlens navn ved disse mennesker fra, at deres adfærd ingen konsekvenser har i vores lande? Er det vores latterligt lave domme, der går verden rundt og fortæller folk, hvor det er mest risikofrit at være forbryder? Hvorfra ved de, at uanset hvor racistisk de opfører sig, vil det være landets egne borgere, der beskyldes for racisme, hvis de tager til genmæle eller ikke bøjer nakken?

Men er traumatisering lig med kriminalitet og racisme og hadefulde ytringer over for de befolkninger og de lande, der huser de traumatiserede? Næppe! Det vil være svært at finde nogen mere traumatiserede end Holocaust-overlevere, der alle i årevis blev torturerede på sjæl og legeme. Alligevel har deres arbejdsiver, energi, foretagsomhed og fredelige sameksistens med deres landsmænd været (og er) en gevinst for de samfund, hvor de har slået sig ned. Det ville fylde flere bøger at remse den daglige linde strøm af hadforbrydelser op, som befolkningen – bare her i Skandinavien – udsættes for. I stedet vil jeg påpege de områder, hvor vi til stadighed angribes:

De kriminelle tilvandrede har overtaget områder i vores byer, hvor urbefolkningen ikke længere er ønskede. For at få os væk, udsættes vi for Indbrudshetz og overfald. Det er livsfarligt at anmelde racistiske overgreb til politiet. Trusler på livet bliver konsekvensen. Forfølgelse af jøder, som sker overalt i Europa – her Frankrig. Angreb på kirker og kirkegårde. Angreb på præster. Angreb på og dødstrusler af islamkritikere. Had mod politiet.

Voldtægt er et kapitel for sig. Det er den ultimative krænkelse af et andet menneske. Voldtægt af kvinderne i et erobret land anvendes af barbariske krigsherrer som ydmygelse af den mandlige befolkning. Kvinderne har ingen værdi i sig selv. Det er efterhånden næsten umuligt at holde styr på alle voldtægtstilfældene. Man skulle måske tro, at selv om politikerne accepterer alle mulige andre overgreb på befolkningen, så ville de sætte grænsen ved voldtægt. Men nej, ikke engang så alvorlig en forbrydelse kan formå politikerne til andet end at blive ”bestyrtede” og ”chokerede”, hvis de tilfældigt bliver spurgt af en journalist. De tilvandredes voldtægt af kvinderne i vore lande forklares af apologeterne som ”et forkert kvindesyn”. Jamen, så lad os lige få rettet op på det med nogle millioner til integrationsbranchen, så ophører voldtægterne såmænd helt af sig selv. Eller? Selv asylansøgere betragter vores unge kvinder som et tag-selv-bord. Straffen er absurd lille, og udvisningen er ligegyldig. De skal såmænd nok skaffe sig tilbage til det grænseløse Europa.

Det er racistisk at have et dybfølt ønske om, at vores politikere vil beskytte den befolkning, de er valgt til at beskytte og lade handling følge på deres evige ”bestyrtelse”. Erfaringen har vist, at det er for meget at håbe på, at vores politikere sørger for, at de tilvandrede, der er kommet til vores lande for at lave om på dét, vi har kæmpet for i århundreder, bekæmper vores værdier, angriber vores medborgere, eller på andre måder er kriminelle, sættes på et fly direkte til hjemlandet. I stedet trækker de racisme-kortet.