Dengang, med håret fritAf Helle Merete Brix, HRS”Min mor, før det iranske, islamiske regime. Hun var medicinstuderende”. Sådan lød teksten under et billede jeg så for nylig på facebook. Kvinden på billedet var slank, med langt, mørkt hår og hun var i jeans og kortærmet t-shirt.
Den pågældende er mor til en af mine facebookvenner. Som så mange iranere flygtede også denne familie til Vesten, da det islamiske regime vendte op og ned på det iranske samfund i 1979.
Det er banalt, men sandt, at fotografier nogle gange siger mere end ord. Det gælder også, når det drejer sig om kvindernes frihed eller mangel på samme i de muslimske lande. Homa Darabi er navnet på endnu en kvinde, der voksede op i Iran før revolutionen. Darabi, der var født i 1940, blev en af Irans mest anerkendte børnepsykiatere. Men hendes liv endte ulykkeligt: En dag i 1994 satte hun ild til sig selv på et torv midt i Teheran. ”Død over tyranniet. Længe leve friheden”, var nogle af Parabis sidste ord.
I 1999 skrev Parabis søster Parvin, der var emigreret til USA, sammen med sin søn Romin P. Thomson ”Rage against the veil” (Prometheus Books, 1999) en bog om Parvins liv og om kvindernes miserable liv i den islamiske republik. Årsagerne til Homa Parabis selvmord forekommer komplekse, og det er ikke min mening at redegøre for dem her. Bogen er værd at læse, men det er også interessant at betragte bogens fotografier. For eksempel billedet af Homas islamiske bryllup. Hun er i bådformet, hvid kjole og bærer diadem og slør. Ved siden af den siddende, bedårende brud ses søsteren Parvin og nogle veninder. De er i ærmeløse, stramme kjoler, typiske for 1950erne og 1960erne. Det samme er kvindernes noget stive frisurer. Her er naturligvis ingen hovedtørklæder. At holde øje med kvinderForvandlingen i samfundet illustreres af et billede i bogen fra Evin fængslet, hvor de indsatte kvinder er formummet i de sorte chadors, der blev obligatorisk under ayatollah Khomeinis styre. Naturligvis handler undertrykkelsen af kvinder i disse lande ikke blot om indførelse af islamisk lov. I bogen om Homa Parabis liv skriver forfatterne om det problematiske i, at en iransk kvinde i 1960erne – altså længe før den islamiske revolution – ikke er gift i en alder af femogtyve. Sådanne kvinder blev nærmest udstødt fra det sociale liv, ligesom en fraskilt kvinde eller en enke ikke kunne deltage som gæst i en bruds værelse før brylluppet.
Også en anden erindringsbog, eksiliraneren Azar Nafisis fortælling ”Things I´ve been silent about” (Windmill Books, 2010), indeholder fotografier af kvinder med håret frit. På biledet af forfatterens bryllup i Iran kan man se forfatterens knæ under den kvide kjole. En enkelt kvinde fra en endda tidligere generation, forfatterens mors stedmor, viser sine bare skuldre frem. Bogens tekst minder dog om at kvinder, også i velstående familier i det pre-islamiske Iran, døjede med problemer knyttet til mænds overherredømme. Men derfra og til det tyranni, som ayatollah Khomeini indførte, er der ikke blot en vej, men en verden til forskel. Fra præsident Nasser til BroderskabetI disse dage er der, forståeligt nok, meget fokus på det egyptiske valg og udsigterne til, at Det Muslimske Broderskab får en unik magtposition i Egypten. Men Broderskabet har længe kunnet skabe et klima af usikkerhed og frygt blandt frit tænkende individer. Og også i Egypten er der sket en mærkbar forandring med hensyn til tildækning af kvinder.
Forfatteren Somaya Ramadan sagde allerede i 2004 i et interview med en af Danmarks kendteste forfattere, Hanne-Vibeke Holst, at hun ikke tidligere havde haft den fornemmelse, at læseren stod og kiggede hende over skulderen: ”Det har jeg nu. Nu ved jeg at Det Muslimske Broderskab kan finde på at reagere og sige dit og dat. Tidligere var det ikke noget, jeg skænkede en tanke. Så det kan være, jeg bliver mere forsigtig”.
Ramadan, der er født i 1951 er fraskilt og på tidspunktet for interviewet boede hun alene med sine sønner i Cairo. Hun skabte skandale med udgivelsen af bogen ”Leaves of Narcissus” (American University in Cairo Press, 1994). Ramadan blev – helt velfortjent – tildelt Naguib Mahfouz medaljen for bogen. Men anmelderne holdt sig ikke tilbage. En mandlig anmelder citerede bogens eneste elskovsscene på fire linier ti gange på en side, og Ramadan blev med egne ord, beskrevet som ”skør og neurotisk”.
I interviewet med hende, der indgår i Holst bog ”Da jeg blev vred” (Gyldendal, 2004) optræder et fotografi fra formentlig Cairo Universitet, hvor Ramadan studerede. Ikke en eneste af de unge kvinder på billedet er dækket til. Hvorimod det i dag er helt almindeligt med tildækkede unge kvinder i gaderne. Ramadan siger i interviewet at med ”Nasser-revolutionen i tresserne gik alt in opfyldelse med et fingerknips! Barselsorlov, familieorlov, arbejdsbeskyttelseslove for kvinder, you name it, we had it!” I shorts og uden hovdtørklædeI den seneste tid, forklarer forfatteren – og vi taler altså om 2004 – har hun bemærket, at der er sket forandringer: ”Der bliver holdt øje med kvinder på en anden måde end tidligere”. Og videre: ”Hvis jeg har besøg af en mandlig gæst, vil portneren med en meget gennemskuelig undskyldning komme og op og tjekke, hvem det er og hvor længe han bliver. Tidligere ville det have været uhørt. Jeg ville, selv som enlig kvinde, blive behandlet med respekt.”
Ramadan fortæller om sin egen ungdom, hvor ”vi som unge piger gik i shorts og cyklede og kunne færdes frit. Nu tager pigerne tørklæde på – fordi det beskytter dem, siger de. Tørklædet er blevet deres rustning”.
Denne udvikling er fortsat. Da jeg i 2008 interviewede den libanesiskfødte forfatter Hanan al-Sheikh i London fortalte hun, hvor forbløffet hun blev, da hun et par år år før skulle holde et foredrag på det amerikanske universitet i Cairo: ”Jeg var chokeret. 80 procent af kvinderne var dækket til. Havde det været et fattigt område, kunne jeg forstå det. Men i hjertet af det amerikanske universitet?”.
Både i Libanon og Egypten har der været stærke kvindebevægelser. I 1923, på Cairos banegård, fjernede den egyptiske feminist Huda Sharawi sit slør i en gestus, der skulle symbolisere kvindens frigørelse. Hun var lige steget af toget fra en international kvindekonference i Rom.
Kunne man forestille sig noget lignende i Egypten i dag? Ja, faktisk. Der er håb. Den egyptiske blogger og billedkunstner Aliaa Magda Elmahdy smed vinteren 2011 tøjet og poserede nøgen i protest mod de islamiske partiers valgsucces.
Tildækning af kvinder går hånd i hånd med deres manglende rettigheder i samfundet. Også derfor er det så interessant at se på gamle fotografier fra blandt andet Iran og Egypten.