Af Helle Merete Brix
Der rejste sig en mediestorm, da den danske dramatiker Christian Lollike tidligere i år annoncerede, at han til efteråret sætter en monolog baseret på massemorderen og terroristen Anders Behring Breiviks manifest op i København. Forestillingen, der har titlen ”Manifest 2083” får premiere den 11. oktober på CaféTeatret, hvor Lollike også er kunstnerisk leder. Breivik skal spilles af den danske skuespiller Olaf Højgaard. I forbindelse med forestillingen vil teatret sætte spot på højreradikalismen gennem en række seminarer.
Dagen efter at monologen har premiere i København, får den premiere i Oslo. Det sker i samarbejde med Dramatikkens Hus, der også er med til at udvikle forestillingen i samarbejde med Lollike. Den kunstneriske leder Kai Johnsen har overfor NRK forsikret om, at manifestet ”på ingen måde vil bidrage til at udbrede Breiviks tanker”.
Pårørende og andre – heriblandt Det Norske Teaters chef Erik Ulsby – har forståeligt nok reageret voldsomt på Lollikes projekt også fordi opsætningen sker så relativ kort tid efter ugerningen. Og fordi forestillingen baserer sig på Breiviks manifest. Både norske og danske medier aviser har talt med pårørende, der finder tanken om Breivik på scenen stødende og meget pinagtig.
Også denne skribent glippede med øjnene, da nyheden om projektet kom frem i medierne. Men: I et demokrati må kunsten være fri. Kunstnerne er vilde med projekter om Breivik Det er dog tankevækkende, at der er en så enorm interesse blandt kunstnere, dokumentarister m.fl. i Nordeuropa for at beskæftige sig med Breivik. Alene i Norge er der allerede udkommet ni bøger om de tragiske hændelser den 22. juli, og der skulle være mere end dobbelt så mange på vej.
Og ser man på hjemmesiden for organisationen Fritt Ord, fremgår det at der i 2011 blev uddelt 1 835 000 kroner i støtte til 29 projekter vedrørende 22. juli tragedien. Støtten er givet til bogprojekter, filmprojekter, udstillinger, konferencer og organisationer.
Den danske avis Politiken skriver i en artikel, at der er tale om en hel ”bølge” af projekter der handler om Breivik og terrorangrebet den 22. juli. Også ude i Europa er der interesse for at belyse de tragiske hændelser. Der er flere teaterprojekter i gang i Storbritannien, Sverige og Holland. Således planlægger kulturcentret De Balie i Amsterdam et stykke om det tænkte møde mellem den selverklærede tempelridder Anders Breivik og Hollands ”markante højrefløjsprofil” Geert Wilders, som Politiken kalder politikeren i sin omtale af projektet.
Men hvad er det præcist, der interesserer kunstnerne ved tragedien 22. juli? Christian Lollike selv har forklaret, at ”betragter det som en demokratisk forpligtelse især over for den muslimske del af befolkningen at undersøge, hvorfra denne højrenationalisme stammer.” Osama, islam og kunstnerneSkruer vi tiden tilbage til den 11. september 2001 skete en anden rædselsgerning, der rystede verden: Terrorangrebet på USA. Omkring 3 000 mennesker mistede livet den dag, da Osama bin Laden foretog en række koordinerede terrorangreb mod USA. Det mest omtalte var naturligvis angrebet på World Trade Centrets to tårne, der sank i grus.
Man kunne måske forestille sig, at der siden havde været et væld af teaterforestillinger og film, der beskæftiger sig med 11. september og den islamiske terrorisme og radikalisme. Og at vi for længst var blevet præsenteret for en monolog om bin Ladens liv, baseret på bin Ladens skrifter og manifester.
Vist er der lavet film om 11. september. Men ikke mange. Og vist er der lavet teaterforestillinger om 11. september. Men ikke mange: Christian Lollike selv skrev i øvrigt i 2005 ”Underværket – the re-Mohammed-ty show”. Det handler om 11. september, terrorisme og kunst og blev opført på teatret Katapult og som radiospil på Danmarks Radio.
I London har man haft flere forestillinger, der omhandler 11. september og islamisk radikalisme: På tiårsdagen for terrorangrebet opførte Headlong Theatre forestillingen ”Decade”. Scenerummet er omdannet til restauranten øverst i World Trade Center, og tiden var ved åbningen af forestillingen skruet tilbage til den 11. september om morgenen, lige før det første fly rammer.
I sommeren 2009 genopsatte man i London Hanif Kureishis glimrende forestilling ”The Black Album”, der tager publikum tilbage til tiden omkring fatwaen mod Salman Rushdie og De Sataniske Vers i 1989. Stykkets hovedperson den unge Shaid Hasan forsøger bl.a. at stoppe en afbrænding af bogen med et citat af 1600-tals digteren John Milton: «Den, der ødelægger en god bog, dræber selve fornuften». Men forgæves. Hvor er spillefilmen om De Sataniske Vers?
Tidligere samme år opførte National Theatre i London Richard Beans forestilling ”England people very nice”. Det handler om immigrationen til Storbritannien igennem tiden. I de scener, der omhandlede den muslimske indvandring, var der flere modige tiltag: En kvindefjendsk tegneserieimam svævede over scenens kulisser af huse. Der blev også refereret til en af radikal islams pinger, Sayyd Qutb.
De måske kunstnerisk mest vellykkede produktioner er nok den amerikanske dramatikers Christopher Shinns forestilling ”Now or later”, der gik for fulde huse i London i 2008. Det inddrager Muhammedtegninger med mere. En kæmpe værdikonflikt er i gang, og et siger forestillingens unge hovedperson – han er søn af den amerikanske præsident og har medvirket i en kontroversiel Muhammed-video: ”Jeg synes ikke, vi skal opgive vores værdier for at finde fælles grund. Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den.”
Derudover skal nævnes den britiske koreograf Lloyd Newsons spoken word danseforestilling ”Can we talk about this?”, der opføres 11.-13. maj i Dansens Hus i Oslo. Den har været på verdensturné siden august 2011. Det er et brag af en forestilling om ytringsfriheden og radikal islam.
Monolog om bin Ladens liv
Min liste her er ikke udtømmende og kender læsere til flere eksempler, hører jeg gerne om dem. Men man kan fastslå at: Vi har endnu ikke fået en spillefilm om den iranske revolution. Eller om ayatollah Khomeini og fatwaen mod Salman Rushdie og De Sataniske Vers. Eller om bin Ladens liv. Eller en teatermonolog om bin Laden. Kunstnerne synes ganske tilbageholdende med at beskæftige sig med dette emne? Hvorfor?
Måske får vi aldrig et klart svar på, om det skyldes noget så enkelt som frygt. Men nu har jeg i samarbejde med kunstneren og skribenten Uwe Max Jensen, der også er kendt fra disse spalter, besluttet at gå i gang med at skrive en sådan monolog om bin Ladens liv. Spørgsmålet er om vi kan finde en instruktør og en skuespiller, der vil medvirke? Vi får se.