Hege Storhaug, HRS
Hamza Kashgari flyktet til Malaysia da drapstrusler begynte å hagle etter at han på twitter meddelte sin tvil om Muhammed som profet: ”Jeg har elsket sider ved deg, og jeg har hatet sider ved deg, og det er mye jeg ikke forstår av deg. Jeg vil ikke be for deg,” skrev han. Saudiske geistlige fordømte han, og ettersom Malaysia sendte Kashgari tilbake til Saudi-Arabia, risikerer han dødsstraff for blasfemi. Endog intellektuelle og politikere i vesten som fordømte Muhammed-tegningene, vil nok også fordømme utviklingen i Saudi-Arabia og andre muslimske land der minoriteter forfølges, og der bruk av ytringsfrihet er synonymt med livsfare. Men Muhammed-krisen og arresten av Kashgari er to sider av samme sak, eller?
Det mener i hvert fall Jacob Mchangama, ledende jurist i danske Cepos. En strøm av ferske eksempler viser at ytringsfriheten er under både juridisk og folkelig press i mange land der islam dominerer som religion. Og i vesten merker vi oss at islamister har intensivert både det psykiske og fysiske presset mot ytringer som misbehager dem, altså et folkelig press.
I Egypten blev den populære skuespiller Adel Imam idømt tre måneders fængsel for at krænke islam tidligere på året. Da en egyptisk kristen lagde en tegning af Muhammed på internettet, medførte det voldelige angreb på kristne landsbyer, og politiet valgte at anholde den kristne ”blasfemiker”. I Pakistan sidder en kristen kvinde stadig fængslet på dødsgangen, efter hendes muslimske naboer beskyldte hende for blasfemi. Det fik en række liberale pakistanske politikere til at kritisere landets blasfemilovgivning, hvilket kostede dem livet som følge af islamisters attentater. Pakistan oplever også omfattende vold mod Ahmadiya-muslimer, hvilken minoritet også er udsat for intimidering i Indonesien.I Vesten oplever vi i mildere grad det juridiske pres igennem hatespeech-love, mens det fysiske og psykiske pres fra islamister er intensiveret. I november 2011 blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo udsat for et brandattentat efter at have offentliggjort en karikaturtegning af profeten Muhammed på forsiden. Ingen har længere tal på, hvor mange islamister der har truet eller forsøgt at begå terror mod Jyllands-Posten. Senest blev tre personer i Norge dømt for forsøg på terror mod JP. I London blev ateistiske studentergrupper på University College og London School of Economics for nylig truet med eksklusion, efter de valgte at vise karikaturtegninger af Jesus og Muhammed på Facebook-grupper.
Dette er kun noen eksempler på juridiske og sivile angrep på folkelige ytringer om islam. Og de bevitner at argument om begrensininger av ytringer lovmessig eller ved selvsensur ikke medfører sosial harmoni, ei heller at blasfemilover vil dempe fremveksten av fundamentalisme. Kanskje tvert om. Vi kan gå til egen historie og høste erfaring.
For argumentet om den sociale fred var præcis det samme som man i 1800- og 1900-tallet brugte til at retfærdiggøre blasfemilovgivning i mange vestlige lande. Logikken lød som følger: Kristendommen udgør sammenhængskraften i kristne lande, og tillader man forhånelse af kristnes religiøse følelser, risikerer man at undergrave samfundsfreden og de samfundsbærende institutioner. Det viste sig, at vestlige samfund udmærket kunne tåle, at kristendommen blev kritiseret og hånet sønder og sammen af folk som Nietzsche og Tom Paine uden at opløses i ufred. Rent faktisk banede kritikken vej for andre friheder og indgød med tiden en tolerance blandt både almindelige kristne og kristne institutioner. Når man ser, hvad der sker i lande som Saudi-Arabien, Nigeria, Yemen, Iran og Egypten, må man spørge, om det ikke er en meget god idé, at islam udsættes for samme behandling, som kristendommen har været igennem, snarere end at forskåne de religiøse ligtorne.
Her vil nok Jacob Mchangama høste storm av motbør fra OIC, som i dag og morgen arrangerer en work shop i Brüssel om islamofobi, om hvordan media I vesten bedriver såkalte “svertekampanjer mot islam”. OIC er av meningen at ”kampen mot islamofobi” handler om å beskytte et sårbart mindretall mot forhånelse og utstøtning, akkurat samme tankesett som lå bak særlig venstresidens fordømmelse av Muhammed-tegningene, påpeker Mchangama. Men se på land som Iran, som Saudi-Arabia og Pakistan. Hvem er det som er ofre for begrensninger i ytringsfriheten? Nettopp: minoriteter og fritenkende muslimer. Det er her Mchangama kommer til poenget om ”de lavere forventningers rasisme”, et uttrykk han har lånt av den modige egyptiske debattanten Mona Eltahawy, nå bosatt i USA.
Det er også helt misvisende, at kampen mod ”islamofobi” handler om at beskytte et sårbart og marginaliseret mindretal mod forhånelse og udstødelse. En række muslimske organisationer – bistået af en række partier og debattører på centrum-venstrefløjen – var ellers dygtige til at fremstille Muhammed-krisen som et spørgsmål om en majoritets mobning af en minoritet. Men dette argument er i virkeligheden dybt navlebeskuende uden øje for internationale tendenser. Det insisterer på at gøre Muhammed-krisen til et stykke dansk indenrigspolitik, hvor man vælger positioner alt efter afsenderen af en ytring. Løfter man blikket fra Danmark og kigger på den internationale udvikling, vil man se, at langt de fleste ofre for drakoniske blasfemilove og fysiske overgreb tilhører religiøse mindretal eller skeptiske og fritænkende muslimer, der afviger fra den officielle version af islam i deres hjemlande. Og hvis det ikke er nok, behøver man kun at se på reaktionerne i lande som Egypten, Saudi-Arabien og Iran for at forsikre sig om, at principielle betragtninger om minoritetsbeskyttelse og ligebehandling var det sidste, som de krænkede havde i tankerne. Tror man virkeligt, at disse lande, der brutalt og systematisk undertrykker etniske og religiøse minoriteter, går op i værdier som ikke-diskrimination? Selv i en snæver vestlig kontekst er majoritetsminoritetstankegangen udtryk for en intellektuel falliterklæring. Som den fremragende egyptiske (og muslimske) debattør Mona Eltahawy udtrykker det, er ønsket om at beskytte minoriteter fra ytringer, som majoriteten må tåle, udtryk for, ”de lavere forventningers racisme”. Hvis vi virkelig mener, at der bør gælde lighed for loven, skal muslimer ikke beskyttes, men tåle den samme kritik og satire, som vi efter hundreder af år er nået frem til, at kristne må tåle.
La oss si at i Norge gjeninnfører vi blasfemilovverket. Hvem vil dette styrke? Ikke Walid al-Kubaisi, ikke Lily Bandehy, ikke liberale kunstnere eller forfattere, men Arfan Bhatti, Mohyeldeen Mohammad, Islamsk Råd, reaksjonære prester og imamer. Derfor: hvis man mener at ytringsfriheten innebærer også retten til kritikk og satire overfor religion i Saudi-Arabia, jamfør Kashgari-saken, så innebærer dette at samme kritikk og satire også må kunne fremføres overfor islam her i vesten?
Begrænsninger af ytringsfriheden styrker også de mest reaktionære kræfter blandt minoritetsgrupper og isolerer andre strømninger. For der findes ikke én homogen gruppe af muslimer eller danskere med samme holdninger eller tolerancetærskel. Men hvem er det, der råber højest om krænkede religiøse følelser? Det er så godt som altid de mindst liberale kræfter, som vi bl.a. så det under Muhammed-krisen, og som vi ser det i Egypten, hvor det er salafister, der fører blasfemisager mod kunstnere og fysisk angriber dem, der kritiserer islam. Det er trods alt nok de færreste danskere, der havde problemer med Muhammed-tegningerne, der også støtter den groteske udvikling i Saudi-Arabien, Egypten, Iran og mange andre muslimske lande. Men i bund og grund er Muhammed-krisen og anholdelsen af Hamza Kashgari to sider af samme sag. Må man have lov til at krænke religiøse dogmer ved at lave grin med eller skarpt kritisere en religiøs skikkelse som profeten Muhammed? Hvis man mener, at ytringsfriheden indebærer retten til sådan kritik og satire, der ofte vil krænke troende, kan man ikke kræve, at Saudi-Arabien og Egypten tillader kritik og satire af islam samtidig med, at man fordømmer folk, der gør det her i Vesten.
Et samfunn der folk med ulik religiøs bakgrunn og ikke-religiøse kan leve fredelig sammen forutsetter at én trosretning ikke gis rett til å definere rammene for andres ytringsfrihet. Det urokkelige grunnprinsippet må være det enkelte menneskets ytrings- og samvittighetsfrihet, fremholder Mchangama. For da styrker man stemmer som Kashgari som utfordrer den kvelende religiøse konformiteten, som også islamister i vesten ønsker implementert. Som Kashgari uttrykte det i The Daily Beast:
”Jeg ser mine handlinger som led i en proces mod frihed. Jeg krævede retten til at udøve mine mest basale menneskerettigheder – ytrings- og tankefrihed – så intet var forgæves. Jeg er blot en syndebuk i en større konflikt. Der er mange mennesker i Saudi-Arabien, der ligesom mig kæmper for deres rettigheder.”