Revolutionen der kom bag på eksperterne
Af Helle Merete Brix, HRSKøbenhavn; ”Det med salafisterne, det havde jeg ikke set komme”. Vi er i Trykkefrihedsselskabet, mødet handler om det arabiske forår og Mellemøstkender og journalist på Weekendavisen Pernille Bramming har ordet. Bramming hentyder til salafisternes succes ved det nylige valg i Egypten. (Efter tre valgrunder fik salafisterne omkring 25 procent af stemmerne, red.)
Om Mellemøsteksperterne burde have forudset revolutionen, om de samme forskere og medier forstår af vurdere for eksempel Det Muslimske Broderskab bliver omdrejningspunkter for aftenens debat. I panelet sidder ud over Bramming Jakob Erle, direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo, som også Norge er med til at finansiere: ”Hvad vil du i Egypten, der sker aldrig noget?”, havde venner og bekendte sagt, før Erle tiltrådte stillingen. Det var 10 dage før et folkeligt oprør brød frem.
Sidste paneldeltager er forfatter og kulturforsker Kaspar Støvring, hvis kommentarer et par gange har været trykt her på siden. Støvring er en skarp kritiker af de, der har jublet over revolutionen. Han har tidligere fremdraget undersøgelser fra for eksempel analyseinstituttet PEW, der giver et noget foruroligende fingerpeg om hvad den menige egypter egentlig mener om stening, frafald fra islam og den slags. På sin blog på Berlingske Tidende mindede Støvring for nylig om nogle af de, efter hans opfattelse, største dumheder fra danske eksperter i forbindelse med foråret. Denne aften nævner han som et eksempel islamforskeren Michael Irving Jensen, der har udtalt, at Det Muslimske Broderskab slet ikke var interesseret i magt. Men Broderskabet fik mere end 47 procent af stemmerne ved valget. Broderskabet og moderate islamister Bramming kritiserer blandt andet den arabiske Tv station Al Jazeeras dækning af det arabiske forår. Vist skal der være plads til begejstring, når en kæmpe menneskemængde står på Tahrir-pladsen i Cairo og jubler og Hosni Mubaraks fald. Men, ”der må også være plads til kritik”. Og hvad med alle de egyptere, der ikke var på Tahrir-pladsen? ”Der er sluppet en masse kræfter løs, det er både godt og bekymrende”, mener Bramming. Så er der mere grund til optimisme, når det for eksempel gælder Tunesien.
Og hvad med Broderskabet? Erle påpeger, at Broderskabet har en kopter som næstformand i partiet. Det mener han ikke blot er udtryk for facade. Men samtidig kan Erle fortælle om en kvinde fra Broderskabet, der var ude og kritisere den store kvindedemonstration, der fandt sted i protest mod soldaternes brutale behandling af en ung, kvindelig demonstrant. (Hun blev kendt som kvinden med den blå BH, red.). I øvrigt mener Erle ikke, at man skal slå alle islamister over en kam.
En række tilhørere ryster på hovedet over at eksperterne ikke har forudset den islamiske fløjs valgsuccés. Og over en forestilling om, at islamister kan være moderate. Danmarks tidligere ambassadør i Pakistan Bent Vigotski er blandt tilhørerne; han udtrykker det på denne måde: ”En moderat islamist er en islamist, der er løbet tør for ammunition”. Og: ”En moderat islamist er en islamist, der interviewes af en vestlig journalist”.
Springer man fra mødet i Trykkefrihedsselskabet i København til debatten om Egypten og det arabiske forår ude i Europa, kan man notere sig både optimistiske – denne skribent ville nok mene naive – og pessimistiske – denne skribent ville nok mene realistiske – vurderinger af den islamiske fløjs betydning for Egyptens fremtid. Thune og Broderskabet
Et optimistisk eksempel stammer fra Norge. Seniorforsker Henrik Thune, der for tiden er projektleder i Udenrigsdepartementet, skrev for nylig en artikel i magasinet Samtiden med overskriften ”Frygten for andres frihed”. I slutningen af artiklen skriver Thune: ”Demokrati vil betyde flere islamistiske regimer, med mange store udfordringer på vejen. Men Det Muslimske Broderskab er ikke yderliggående. Det er en konservativ muslimsk massebevægelse, ikke ulig europæiske kristendemokratiske partier i 1950-tallet, milevidt fra Iran og radikale islamister.”
Som forfatter til en bog om Det Muslimske Broderskab i Europa (Mod Mørket, som kan leses gratis her i pdf red.), der også inddrager et kapitel om Broderskabets opståen i Egypten i 1928, glipper man med øjnene, når man læser sådan noget. Ethvert studie af Broderskabet – medmindre man læser som apologet – afdækker organisationens villighed til at anvende vold, hvis det er muligt. Samtidig er det værd at huske, at Broderskabet aldrig har ændret sin programerklæring: ”Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb”. Roy og Taheri og I Krigens HusDen franske islamforsker Olivier Roy skrev den 25. februar i en stor artikel i Information med overskriften ”Frygt ikke den arabiske vinter”, at ”vist er islamisterne hverken sekularister eller liberale, men det forhindrer dem ikke nødvendigvis i at være gode demokrater. Det er ikke overbevisningerne hos de politiske aktører, der former deres politik, men de praktiske realiteter, som de er underlagt”.
Roy taler også om, at islamisternes valgsejre ikke vil kunne ”forstyrre demokratiseringsprocesserne i Egypten og andre steder,….”.
En lidt mindre optimistisk analyse får man fra forfatteren og journalisten Amir Taheri, der var et øjenvidne til den iranske revolution og som siden har boet i Paris og London. Taheri skrev en lang artikel i januar/februar udgaven af det konservative britiske magasin Standpoint med overskriften ”En islamistisk vinter?”. Taheri påpeger, at ”årvågenhed er nødvendig for at beskytte frihedens flamme”. Taheri går i artiklen i rette med bl.a. Roys tese om, at den politiske islam er død uden for Iran. Roy bygger argumentationen på, at intet islamistisk parti, ingen islamistisk gruppe deltager i et valg og åbent fremlægger et politisk program, der bygger på islamismen. Men, mener Taheri: ”Årtiers træning i at overleve under undertrykkende regimer har lært de arabiske islamister kunsten at praktisere kitman eller forstillelse. De ved, hvordan de skjuler deres sande farver og vinder tid. Hvis det er dumt at overvurderes deres styrke når de er en del af et bredere billede, er det dødsens farligt at undervurdere deres mulighed for at gøre skade, når de bemægtiger sig alle niveauer af magt”.
Tilbage til aftenens debat i Trykkefrihedsselskabet, hvor der er flere, der nævner hvor tidligt de har været ude med korrekte iagttagelser i forbindelser med det arabiske forår. Jeg benytter lejligheden til ubeskedent at minde om, hvad historikerne Lars Hedegaard, Torben Hansen og jeg selv skrev i bogen ”I Krigens Hus”, der udkom i 2003. I et afsnit med titlen ”Islams halve modernitet” mente forfatterne: ”Hvis Hosni Mubaraks egyptiske militærregime blev afløst af en regering i overensstemmelse med flertallets mening, ville de islamistiske partier sandsynligvis komme til magten”.