Natalie Holland: Jeg ville elske at male Ayaan Hirsi AliAf Helle Merete Brix, HRS
London: Det seneste billede, kunstneren Natalie Holland har malet, er placeret så man først ikke opdager det: Ved havedøren i det atelier, som hører til kunstnerens hus i den britiske hovedstad. Men har man først fået øje på billedet, er det svært at slippe. Det forestiller en ung, mand med bar overkrop. Han ligger i bedestilling, og han har arabiske skrifttegn tatoveret på ryggen: ”Allah”. Billedet hedder ”Submission”, ”Underkastelse”. Og er naturligvis malet efter model.
Holland og jeg betragter billedet lidt. Så sætter vi os i atelieret og taler, om Hollands baggrund, om islam og om tildækkede kvinder. Ind imellem rejser Holland sig fra stolen, stiller sig ved døren ud til haven og ryger. Haven er smuk, og det er en kold, klar dag.
Holland er født i det daværende Sovjetunionen. Hun voksede op som vidunderbarn med en ambitiøs mor og fik en uddannelse, som hun betegner som ”meget elitær”.
”I hvert fald dengang jeg gik i skole var det sådan, at ethvert talent blev spottet, indenfor matematik, kunst eller sport. Forældre ville få besked om, at deres barn var særligt talentfuld og nok havde brug for en specialskole, hvor man fokuserede på det. På sådanne skoler ville der være tests hvert år. Det er et benhårdt system, men det producerer resultater: De bedste dansere, de bedste sportsfolk, de bedste videnskabsfolk.” De tildækkede kvinderEfter skolen uddannede Holland sig på kunstakademiet i Sct. Petersborg. Som 19-årig flyttede hun med sin mor til Norge, hvor hun blandt andet studerede to år hos maleren Odd Nerdrum. Hun blev gift og fik en i dag voksen datter. Holland har udstillet i blandt andet Boston og Chicago og New York, hvor hun også har boet, samt Italien og Norge. I dag har hun tilbragt næsten 30 år i Vesten.
De seneste fem år har Holland boet i London. For: ”Norge er et vidunderligt land, men jeg er et konkurrencelystent menneske. I London er jeg tæt på gallerier og udstillingssteder, og jeg har mulighed for at måle mig med og konkurrere med kunstnere fra hele verden.”
Holland siger: ”Jeg har en mulighed og et talent som kunstner. Jeg fortæller hvad der provokerer mig og interesserer mig. Billedet fortæller er en historie fra London. De to søstre på billedet er født i London af ikke særligt religiøse forældre. Den ene søster er helt vestliggjort. Den anden har bevidst valgt at dække sig helt til. Det er problematisk, dette med det frie valg og tildækning.”
Opvokset under et ateistisk system er Holland selv ateist. Som voksen begyndte hun at interessere sig for at læse om religion. Hun er ikke begejstret for nogle religioner. Men:
”Det største problem med islam er ønsket at bygge islamiske stater. Vi vil bygge demokratiske stater. Selv med fredelige midler, selv uden terrorisme og ekstremisme, er målet for islam en stat baseret på sharia overalt, hvor det er muligt.” Piger uden valgHolland er bekymret over udviklingen. Som hun siger: ”I dag immigrerer mange mennesker til vesten. Jeg er ikke imod immigration. Men det er problematisk med anden og trediegenerationsimmigranter, der er mere ekstremistiske end de ekstremister, vi finder i Saudi Arabien. Og det er problematisk, når vi i Vesten ikke vil forsvare vores værdier. Hvad man end kan sige om islam, så kæmper islam for at udbrede sine værdier. Vi må også tage et standpunkt. Sige ”det jeg tror på, har værdi. Jeg ønsker ikke, at mine værdier ændrer sig til det, du tror på.”
”Man kan levende forestille sig, hvilke udfordringer sådanne piger vil møde. De vil se alt det der er muligt og tilgængeligt for andre børn. Når de når en vis alder, forventes det, at de dækker sig til. De vil have valget om ikke at dække sig til, naturligvis, men formentlig vil de gøre, som deres mor har gjort, dække ansigt og krop.”
Man kunne måske forestille sig, at Holland havde fået voldsomme reaktioner på billederne. Men:
”Det er aldrig sket. Jeg prøver at fortælle en historie, og der er jo aldrig kun en side til en historie. Jeg håber, at jeg maler billederne på en sådan måde, at emne bliver belyst med mere dybde. Jeg har ikke forsøgt at gøre det uproblematisk. Som kunstner og historiefortæller skaber jeg et billede, som siger ”du skulle tænke over dette, det er interessant”. Det, mennesker fortæller mig er, at de finder billederne interessante. Måske fordi jeg ikke er en provokerende maler, jeg maler ikke for at chokere, jeg finder virkeligheden langt mere chokerende. Jeg tror, det er mere produktivt at få mennesker til at tænke end at chokere dem.”
Den skrøbelige oplysning
Og hvordan har reaktionen været fra kunstnerkollegers side, vil HRS vide:
”Kunstnere ser ofte mere på den tekniske side: Er billedet godt eller dårligt, hvilken teknik er der brugt, sådan noget. Men nogen har spurgt, hvorfor lige det emne interesserer mig? Jeg skal jo leve af min kunst, det er mit erhverv. Så hvorfor male mennesker i burkaer, har nogen spurgt, ingen vil da købe dem?” Holland ler. Og så fortsætter hun: ”Det vil de nu, men jeg ville have malet dem lige meget hvad.”
Holland nævner et menneske, som hun meget gerne vil male:
”Jeg ville elske at male Ayyan Hirsi Ali. Jeg var vældig inspireret af hendes bøger. De gjorde sådan et stort indtryk på mig. Hun ændrede sin tankegang efter at være blevet udsat for undervisningen på universitetet i Vesten og for oplysningsværdierne. Hirsi Ali er en fantastisk kvinde og gør et meget vigtigt arbejde. Hun påminder folk om ikke at blive dovne. ”
Og Holland fastslår: ”Vi skal forsvare, hvad vi har. Så mange fantastiske mennesker har igennem historien kæmpet for frihed. Vi er knap indtrådt i oplysningens tidsalder, og vi er på vej til at opgive den.”