Et morderisk opgør med den norske venstrefløj
Af Helle Merete Brix, HRS
Vil man have fred for enhver pris, kan man ikke have frihed. Kan man ikke få hævn over massemorderen Breivik, så kan man hævne sig på de debattører, der har peget på problemer med multikultur og indvandring fra muslimske lande. Debattører og venner som Hege Storhaug og Hans Rustad skal skammes ud ikke blot som racister og islamofober men som nogen, der har gødet jorden for massakren på Utøya. Det samme skal bloggeren Fjordman, som Bawer brød med før Utøyamassakren, men som han tager i forsvar i bogen.
Og hvad skal man kalde de, der – i Bawers optik – kynisk har brugt Utøya til at genvinde magten over meningsdebatten? De er de nye Quislinge, Vidkun Quislings arvtagere.
Det forekommer at være essensen i den amerikanske forfatter Bruce Bawers netop udsendte e-bog om tiden og debatten efter det forfærdelige terrorangreb 22. juli 2011. Bawer har udgivet flere glimrende bøger om farerne ved multikultur og radikal islam i Europa, og han har boet både i Amsterdam og mange år i Oslo. Men jeg må indrømme, at jeg glippede med øjnene, da jeg så hvilken titel Bawer havde givet sin nye bog. For at blive betegnet som en Quisling, må være omtrent det værste, man kan blive kaldt i en norsk kontekst. Quisling er trods alt synonym med forræderi og et tilhørsforhold til en totalitær ideologi. Selvhad og romantiseringJeg glippede også med øjnene flere gange undervejs. Det begynder ellers med en ret nøgtern beskrivelse af Breiviks manifest, hvor Bawer optræder som så mange andre hæderlige og agtværdige folk. Breivik har citeret fra bloggeren Fjordmands essays – hvor Bawer er citeret.
Bawer opsummerer også helt udmærket, hvordan regeringerne i Europa og Norge har forsømt at forlange af de nytilkomne, at de skal lade sig integrere i samfundet. Årsagen Bawer angiver, er en blanding af selvhad til den europæiske kultur og en romantiseret opfattelse, af hvad de fremmedes kultur indeholder.
Når Bawer giver eksempler på det ensartede mediebillede i Norge, på en farlig omfavnelse af såkaldte ”moderate” muslimske talspersoner, på dæmoniseringen af Fremskrittspartiet og individuelle debattører og på et ønske om at undertrykke en fri debat om disse emner, har han ret. Og når han citerer en række eksempler på citater fra den intellektuelle, eller såkaldt intellektuelle venstrefløj før og efter Utøya, ryster man på hovedet, ikke af Bawer men af de citerede. Som Marte Michelet, Dagbladets kommentator, der den 30. juli 2011 skrev i avisen: ”Her i Grønland, hvor vi bor, er det som om et tungt og længerevarende pres er forsvundet, opløst af 200.000 mennesker, der fyldte Oslo med kærlighed og roser, der blev holdt højt. Somalierne gik lidt lettere. Hijab pigerne så ikke længere så nervøst på forbipasserende.”
Bawer er forundret over Norges svar på tragedien. Han mener, at et større land, et anderledes land, havde reageret helt anderledes på terrorangrebet: ”På bunden af den eksistentielle krise var to spørgsmål: Hvordan kan nogen gøre dette mod os? Hvordan kan en af os gøre dette mod os?” Her synes jeg forfatteren glemmer, at terrorangrebet 22. Juli er det største angreb på civile i Norge siden 2. Verdenskrig. Skandinavien har ikke Storbritannien eller USA´s erfaring med terrorangreb, skolemassakrer med mere.
Terror og terrorBawer skriver videre i bogen om mange skandinaviske venstreorienteredes ”patologiske had til Israel”, som de sammenligner med en moderne udgave af det nazistiske Tyskland. Det kan være rigtigt nok. Men så går Bawer over til at skrive om Utøya og citerer Jewish Telegraph Agency for at skrive, at blot dage før massakren havde de unge på øen diskuteret en boykot af Israel. På et billede på internettet, skriver Bawer, kunne man se unge, der holdt en plakat med teksten ”Boykot Israel” – de havde også lagt pres på den norske udenrigsminister for at anerkende en palæstinensisk stat.
Israel bashing har en lang historie på Utøya skriver Bawer: “Tilsyneladende var tonen på 2011 lejren ikke anderledes end de øvrige år. Den tragiske ironi ved Utøya er muligvis, at før massakren begyndte, dannede øen rammen om taler hvor politikere og aspirerende politikere mellem lejrens deltagere, gav deres hjerte og sjæl til grupper, der er involveret i nøjagtig den samme form for forfærdelig terrorisme, der ville meje dusinvis af dem ned, før ugen var omme. De blev, kort sagt, opmuntret til at give deres støtte til grupper, der internationalt er anerkendt som terrorister – og derfor, til at omfavne ideen om at det koldblodige mord på uskyldige mænd, kvinder og børn er legitimt for at nå et ideologisk mål. Som en facebook bruger udtrykte det: Før terroristerne myrdede børnene i lejren, gav børnene deres støtte til terrorister, der myrder børn” Arbeiderparti og partiloyalitet Her synes jeg Bawer er på tynd is. Det er han adskillige andre steder i bogen. Som når han skriver om den nærmest Sovjetagtige loyalitet over for Arbeiderpartiet og bruger en enkelt privat samtale med en ven som en art dokumentation. Vennen imødegår rasende enhver kritik af Arbeiderpartiet ved at fortælle Bawer at nordmændene skylder Arbeiderpartiet alt, for partiet ”byggede Norge efter krigen”. Bawer skriver også, at “mange mennesker uden for Norge have været forbløffede, endda chokerede, over ideen om en ungdomslejr for Arbeiderpartiet”. Hvorfor i alverden skulle man være chokeret over det?
Der er andre mærkværdige forhold: Som når Bawer skriver, at den venstreradikale gruppe Blitz i vidt omfang omfattes som Arbeiderpartiets ”stormtropper”. Eller når Bawer et sted skriver, at ”i årenes løb er utallige norske teenagere blevet dræbt af muslimer”. Hvad mener Bawer? Hvis han taler om teenagere med muslimsk baggrund, er der ubehagelige, uopklarede forhold. Man kan ikke vide, som Storhaug har anført, om der er muslimske piger, der er blevet dræbt i oprindelseslandet eller om visse selvmord blandt denne gruppe er camouflerede drab. Men Bawers fremstilling gør det uklart, om han rent faktisk mener, at etniske unge nordmænd i stor stil er blevet dræbt af muslimer. Det er jo helt usandt.
Så er der beskrivelsen af norsk historie i tiden før, under og efter 2. verdenskrig som forekommer mangelfuld og fejlbehæftet. Bawer skriver således et sted: “….at bo i Oslo under krigen var at bo i midten af en kulturel og politisk elite, der viste få udvendige tegn på modstand over for Nazi tyranniet”. Han får også nævnt i bogen, at Norge i 1814 indførte en lov om, at jøder ikke havde adgang til riget. Men han nævner ikke, at loven blev ophævet igen i 1851. Det duer ikke. De nye Quislinge?De nye Quislinge deler ikke Vidkun Quislings nationalisme og kærlighed til norsk mytologi, skriver Bawer. Men: ”De deler med ham troen på en stærk stat og en respekt for propagandaens kraft – ligesom en villighed til at dæmonisere jøder”. Disse mennesker, der er vokset op i efterkrigstidens Norge er villige til at knuse enhver, der står i vejen for at de kan gøre deres ideologi til virkelighed: ”…skoler og universiteter, politikeres retorik og nyhedsmedierne (næppe mindre langt ude, kan det forekomme, end i Nazi tiden) gav deres Quislingagtige mentalitet videre til deres børn og børnebørn af nationens elite. Resultatet: En herskende klasse, der er i stand til at give Yasir Arafat en fredspris og omfavne Hamas som en ven og partner”.
Bawer taler også om ”Goebbels-lignende propaganda teknikker”, der har været i fuldt flor efter Utøya massakren. Hvor ubehagelig debattend end har været, finder jeg det misvisende konstant at referere til modparten i form af referencer til nazitiden.
Bawer er ikke bleg for at sætte navn på nogle af disse nye Quislinger: De er ikke blot koncentreret til Norge, f.eks. får også den amerikanske blogger Andrew Sullivan et fur. I Norge er der blandt andre tale om Dagbladets opinions redaktør Simon Ekern, Petter Nome fra Norsk TV, filossoffen Jostein Gaarder, professor Thomas Hylland Eriksen, antropologen Sindre Bangstad og den tidligere formand for den norske humanist forening, Lars Gule. Alle disse mennesker er kommet med skammelige udtalelser om kritikere af islam og multikultur, Israel med mere, og det er kun godt, at Bawer minder om det. Men er de Quislinge? Nej.
Her synes jeg, kæden hopper af for Bawer. Det er unægtelig sandt, at Storhaug og mange andre europæiske kritikere af multikultur, herunder undertegnede og også Bawer selv, i årenes løb er blevet udråbt til højreekstremister, xenofober og det, der er værre. Men lad os ikke forfalde til det niveau, som en række af vore kritikere er landet på. Det bringer intet godt med sig. Bruce Bawer: The New Quislings: How the International Left Used the Oslo Massacre to Silence Debate. Kindle Edition, Broadside e-books.