Hun fikk svar på tiltale. I Danmark fulgte Firoozeh Bazrafkan opp med dette stuntet:
Dette er to kvinner som bedre enn de fleste her i vesten vet hva som er frihet og verdt å kjempe for, og hva som er ufrihet og verdt å kjempe mot. Helle Merete Brix har møtt sistnevnte, en usedvanlig modig frihetsstemme i dagens Europa.
Med kunsten som politisk redskabAf Helle Merete Brix, HRS
Århus: Iranskfødte Firoozeh Bazrafkan på 29 år er billedkunstner, blogger og – ikke feminist. Det kunne man ellers godt tro, for på sin blog på Jyllands-Posten i sin billedkunst, sine installationer og sine videofilm, beskæftiger Bazrafkan sig med kvinders forhold. Hendes solidaritetserklæring vinteren 2011 til den egyptiske nøgenblogger Aliaa Magda Elmahdy gav Bazrafkan mere opmærksomhed, end hun tidligere havde oplevet gennem sin kunst – blandt andet blev hun interviewet til undergrundsmedier i Iran. Men allerede for år tilbage offentliggjorde hun en videooptagelse af, hvordan hun piskede en koran i protest mod sagen mod den iranske kvinde Sakineh Ashtiani. Ashtiani sidder fængslet i Teheran, dømt til døden for mordet på sin mand i en kafkask retssag.
Men Bazrafkan, der er petite og feminin, med omhyggelig make up og blankt hår har et brysk svar klart, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt hun er feminist: ”Nej. Ihvertfald ikke, hvis man tænker på vestlig feminisme. Det.er noget med retten til at være mand, retten til at have hår under armene og til at lugte.”
Og Bazrafkan fortsætter: Jeg har også læst om en feminist, der havde skrevet en artikel, hvor hun klagede over at der ikke var flere kvinder, der kørte på motorcykel. Men hvis hun gerne vil køre på motorcykel, kan hun da bare gøre det. Hun har retten til det.”
Bazrafkan mener, at der er problemer, som de vestlige feminister ikke ønsker at beskæftige sig med: ”De forsømmer kvinderne i Mellemøsten. Der er omkring 100 æresdrab om året i Iran. Det taler man ikke om. Man taler ikke om de muslimske kvinders problemer, kun når det er et spørgsmål om retten til at gå med burka. Feministerne taler ikke om den kvinde, der ikke ønsker at gå med tørklæde eller burka.” De unge iranere på skypeBazrafkan bor i dag i Århus, hvor hun også har atelier. Hun er født i Shiraz i Iran. Hun har vage minder om byen. Hun husker luftsirenerne – det var under krigen med Irak – og sin bedstemors hus, hvor der var springvand i haven. Men det er familiemedlemmer, der har fortalt Bazrafkan, at der var guldfisk i bassinet. For allerede da Bazrafkan var fem år gammel flygtede familien ud af Iran. Hendes far var politisk aktiv og modstander af ayatollah Khomeinis regime. Familien, der dengang bestod af far, mor og Firoozeh og en mindre søster – senere kom endnu en søster til – rejste først til Tyrkiet. Herefter stod valget mellem USA og Danmark. Det blev Danmark, fortæller Bazrafkan med et smil, fordi ”min mor syntes, at USA var frygtelig langt væk med to små børn”.
Bazrafkan følger med i kvindernes forhold i nutidens Iran. Hun fortæller, at der før i tiden fandtes mange kvindegrupper, der ikke eksisterer længere.: ”Der var feministiske aviser, men de blev lukket under revolutionen. I disse år hører jeg om flere og flere iranske feminister, der bliver forhørt, fængslet, bøder, pisk eller er blevet chikaneret.”
For Bazrafkan har kontakt til iranere i Iran, også uden for hendes egen familie: ”Rigtig mange unge iranere, mænd og kvinder mellem 18-30 år fra byerne, henvender sig til mig. De har fundet mig på internettet og så skyper vi sammen. De spørger for eksempel til, hvordan vi debatterer Irans situation i Vesten, om der er iranere i Europa, der tager del i debatten og om vi støtter frihedsbevægelserne. De er også interesserede i at få at vide, hvad Vesten mener om Iran? Og om vi har råd til, hvad de kan gøre. En stolt mor og kvindebevægelsenBegge Bazrafkans forældre er uddannede som kirurger. I Danmark flyttede de først til den lille by Nykøbing Mors – Aksel Sandemoses fødeby – siden til provinsbyen Randers. Derefter til Århus, der er Danmarks næststørste by. I dag er forældrene skilt, og Firoozeh har ikke så ofte kontakt med sin far. Han er bange for at hendes kunstneriske manifestationer kan give hende problemer.
Bazrafkans mor er naturligvis også bekymret, ”hun er jo min mor”. For det er ikke alle, der bryder sig om datterens manifestationer, det gør for eksempel ikke en gruppe af islamisterne: ”Min grænse går, hvor de begynder at true. Det er en gruppe, der er god til at true i stedet for at debattere”.
Samtidig er Bazrafkans mor vældig stolt af sin datter: ”Vi diskuterer meget, og vi er også uenige om mange ting. Det drejer sig om måden, jeg tager debatter op på. Min mor synes, jeg er for bombastisk. Hun er fra en anden generation”.
Den politiske kunstLige siden Bazrafkan har været lille, har hun ønsket at blive kunstner. Efter at være færdig med skolen arbejdede hun et halvt års tid, derefter søgte hun ind på det Jyske Kunstakademi. Hun tog afgang i 2008 og udstillede allerede længe inden forskellige steder. I dag tæller udstillingsstederne blandt andet Galleri Draupner – der også udstiller Muhammedtegneren Kurt Westergaards billeder – et undergrundsgalleri et hemmeligt sted i Iran samt gallerier i København, Århus og andre danske byer. Sidste år var hun inviteret til Athen for at holde foredrag og vise sin ”piskevideo”, som Bazrafkan betegner den video, hvor hun pisker koranen.
”Jeg har givet koranen de antal piskeslag, som Sakineh Ashtiani har fået. Grækerne fangede fint, hvad jeg ville med denne video. Andre mener, at det jeg har gjort er noget af det værste man kan gøre. Jeg plejer at sige: Hvad er værst? At slå mennesker ihjel eller piske en bog?”
På Bazrafkans hjemmeside kan man også finde tegninger med sætninger, der er muntre varianter over danske børnesange, tilsat kritik af religiøs dogmatisme. Som de første sætninger af for eksempel et værk om Ayatollahen: ”Nede i Khomeinis kælder/kan man sgu ikke købe frikadeller”
Bazrafkan har altid været bevidst om, at hun ville bruge kunsten politisk:
”Det er en måde at skabe et værk på, som man kan debattere. Da jeg gik på akademiet blev jeg meget ærgerlig over, at når man havde lavet et værk, så kunne man kun tale om det i en halv time, så var det slut. Jeg ønskede at tage nogle problemer op, som var interessante. At ytre mig på en anden måde end måske politikere eller bloggere. Kunsten er mit redskab.”
Det første Bazrafkan lavede af politisk kunst drejede sig om koranen. Bazrafkan talte op, hvor mange steder ordet vantro indgik:
”Det skete på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde lyst til at tale om religion og krig og ødelæggelse. Men jeg kom alligevel til at debattere det. Og hvis jeg ønskede at debattere, hvad der står i koranen og andre islamiske tekster, så blev jeg nødt til at læse koranen. Når nogen spurgte, hvad religion jeg tilhørte, vidste jeg ikke hvad jeg var. Jeg vidste kun at jeg var født som muslim i Iran. Jeg måtte vide, om jeg kunne stå inde for koranen. Jeg købte en koran.”
Og Bazrafkan fortsætter:
”Bare ved at bladre i den gik det op for mig, at ordet vantro indgik rigtig mange gange. Jeg blev mere og mere sur, da jeg læste den. Min mor, der er sufimuslim, havde rådet mig til ikke at læse den. Hun mente, at jeg blot ville blive vred. Men jeg har været en teenager på tværs – så selvfølgelig skulle jeg også læse koranen. Jeg blev sur, fordi den ikke taler direkte til kvinder. Jeg kunne ikke finde nogen respekt for kvinder i koranen. Bogen er henvendt til mænd, det er mænds regler. Selvfølgelig er der også nogle fine ting i koranen. Men de negative ting overdøver det andet. Ikke mindst fordi ordet vantro popper op på hver tredje side. Mere forargeligt er det dog, hvordan der tales om hvordan kvinder skal behandles. Hvis de har gjort noget, mændene ikke bryder sig om, kan man straffe dem, spærre dem inde og den slags.” Afhørt af dansk politiBazrafkan besluttede sig for at skabe et kunstværk, hvor man kunne debattere det med de vantro. Hun udstillede en koran, hvor hun havde understreget hvor mange gange ordet vantro indgik: Det blev til 347 understregninger på 906 sider. Hun kaldte værket ”Infidel”, det engelske ord for vantro. Det blev solgt til en privat samler i 2007
Bazrafkan vil gerne skabe endnu flere værker fremover, der kan skabe debat. Hun ville også gerne grave lidt mere i sine rødder. Men det er svært. For tage tilbage til Iran kan hun ikke. Det er for farligt i dag.
Også i Danmark kan dog komme i klammeri med myndighederne på grund af sine meninger og holdninger. Forleden var Bazrafkan til afhøring hos det danske politi, på grund af hendes udtalelser på sin blog sidste år. Bazrafkan gentog, som en happening og i protest mod paragraf 266b de linier, som den tidligere politibetjent Lars Kragh Andersen havde skrevet på sin blog: ”Jeg er overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening en defekt menneskefjendsk kultur, der bygger på en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”
Udtalelsen var en principiel kommentar til dommen over politikeren Jesper Langballe. ( Uwe Max Jensen har skrevet om sagen her, red.) Læs mere om Firoozeh Bazrafkan her