Nick Cohen: Undervurder aldrig frygten
Af Helle Merete Brix, HRS
London: ”Du vil ikke tale om tegningerne?” Forfatteren Nick Cohen ler. Vi er nået hen mod slutningen af interviewet, som han har ladet være op til mig at bestemme, hvor kan foregå. Vi har derfor tilbragt en times tid i den store boghandlerkæde Waterstones hyggelige café i Bloomsbury. Og nej, Muhammed-tegningerne har vi ikke været omkring. Men vi har talt om så meget andet af det, der indgår i Cohens aktuelle og glimrende bog ”You can´t read this book. Censorship in the age of freedom”. For hvorfor er der så meget censur i det, der skulle være frihedens tidsalder?Cohen, der er en kendt kommentator – han skriver blandt andet en blog for det konservative magasin Spectator og kommentarer for avisen the Observer – vandt berømmelse uden for Storbritanniens grænser, da han i 2007 publicerede bogen ”What´s left: How liberals lost their way” – et fremragende opgør med blandt andet venstrefløjens leflen for militant islam. Cohen selv har været på venstrefløjen hele sit liv og er forblevet der. Religiøs tolerance og respekt for religionDen aktuelle bog ”You can´t read this book” – der er dedikeret til den nu afdøde forfatter Christopher Hitchens – er inddelt i to halvdele: Den ene har hovedoverskriften ”Gud”, den anden ”Penge”. For Cohen har ikke blot interesseret sig for skrive om Rushdieaffæren, om selvcensur, om blasfemi, om misforstået respekt for religion med mere, men også om den censur, der beskytter den økonomiske magt, om Storbritanniens vidtrækkende bagvaskelseslove med mere. HRS`s spørgsmål retter sig nu kun mod bogens første halvdel, og det accepterer Cohen med et smil, formentlig fordi de fleste andre journalister har foretaget den samme prioritering:Du skriver et sted i bogen, at religiøs tolerance og respekt for religion er hinandens modsætninger. Kunne du uddybe dette? ”Religiøs tolerance i Europa og Nordamerika har historisk været et spørgsmål om at gøre en ende på blandt andet blasfemilove og de såkaldte religiøse ”tests for office”, altså det forhold, at man ikke kunne få et job hos det offentlige, komme på universitet og den slags, hvis ikke man var medlem af den anglikanske kirke. Religiøs tolerance betyder, at du tillader konvertering, uden at sige, ”du bliver straffet for frafald”, du tillader argumentation – er du muslim og jeg kristen, kan vi overtale hinanden til at konvertere til vore respektive religioner. Du kan gøre grin med min religion, jeg med din. Vi argumenter bare.Respekt for religion, som alle nu taler om, og det er sådan set kun islam, det drejer sig om og som folk er bange for, er det modsatte. Det forhindrer argumentation. Tolerance tillader videnskab, den frie tanke, satire og tegninger og konvertering. Det er tolerance. Respekt er at lukke debatten, at afskære debatten, at sige, at der er områder, du ikke kan bevæge dig ind på: Du kan ikke stille spørgsmålstegn ved religionens myter, du kan ikke foretage tekstkritik. Det ville ikke have nogen betydning, hvis ikke religion spillede en rolle. Men når religion kræver konkret magt, magt over kvinders kroppe og menneskers sind, så er der noget alvorligt på spil.”Den officielle venstrefløjs svigtHvorfor er folk på venstrefløjen modvillige mod at diskutere alt dette?
”Det er slet ikke alle på venstrefløjen, der ser sådan på sagerne. Det drejer sig om, hvad man kan kalde den officielle venstrefløj. Det er universiteterne, det er den venstreorienterede presse, forlag og middeklasse-intelligentsiaen. Hvis du argumenterer for kvinders frigørelse, bøssers og lesbiskes rettigheder, frihed for en inkvisitorisk stat, så er det klassiske venstrefløjsanliggender. Højrefløjen forsøger at tage disse emner op, men de er ikke så gode til det. Men det handler naturligvis om frygt, ikke mindst efter De Sataniske Vers og efter det, der skete med Salman Rushdie. Rushdie har det i øvrigt godt, jeg så ham i sidste uge. Men ingen vil igennem det igen. Man skal aldrig undervurdere frygt. Der er frygt for at blive anklaget for islamofobi. Og frygt for at træde udenfor partilinien. Den britiske filosof John Stuart Mill anses for at være vort lands største ytringsfrihedsforkæmper. Han bekymrede sig om netop dette: Angsten for at være forskellig fra folk omkring dig. Det er en stor kraft. Mill mente således, at det er den mest overbevisende form for censur.”
Du skriver i bogen, at den frihed vi har i dag ikke skyldes de mennesker, der lever her og nu, men den tidligere generations kamp for frihed.”Folk i Storbritannien og Danmark opfatter sig som modige mennesker, der kæmper for frihed. Men det er de ikke. Den frihed, vi har, blev vundet i fortiden. Testen kommer, når folk skal kæmpe for den. Når det sker, er folk ofte ikke så modige. Jo, vi er modige i den forstand, at vi kan kritisere og satisere over politikere, så meget vi har lyst. De vil ikke sætte os i fængsel. Det sande mod kommer, når du stiller dig op imod mennesker, der kan gøre dig ondt. Så er europæerne ikke så modige.” Selvcensur og frygtHvad mener du med din bemærkning i bogen om, at de konservative undervurderer liberalitetens kraft og tiltrækning?”Vi lever i en politisk forvirret tid. For tredive år siden ville et menneske som Ayaan Hirsi Ali, en afrikansk feminist, blive kritiseret sønder og sammen af konservative aviser. Nu bliver hun kritiseret sønder og sammen af den venstreorienterede presse. Hvad der vil appellere til en kvindelig liberal muslim i for eksempel dagens Danmark vil være kvindens frigørelse, retten til prævention, abort den slags. Hun vil måske ikke forelske sig i den danske, lutheranske kirke.”Du mener, at vestlig kultur har forandret sig i årene fra fatwaen mod Salman Rushdie i 1989 til mordet på Theo van Gogh i 2004. Tænker du på selvcensur?
”Ja. Noget, jeg finder fremherskende blandt europæiske journalister og kunstnere er forestillingen om at man tilhører en gruppe, der altid tør fortælle sandheden. Det er ikke sandt. Den store fejl ved den opfattelse er, at man aldrig kan indrømme, at man er bange. Gør man det, falder ens image som sandhedsiger sammen og publikum ler. Det bedste ville være, hvis kunstnere, journalister med flere kunne sige at de er bange. Så kan samfundet gøre noget ved det.” ”You can´t read this book: Censorship in the age of freedom”. 330 sider. Fourth Estate, London. Ca. 8 britiske pund.