Hege Storhaug, HRS
Som rights.no, har nå også Jyllands-Posten vært i London og intervjuet journalisten og forfatteren Nick Cohen, som i boken «You Can’t Read This Book» avdekker hvordan sensuren har bredt om seg i Europa (papirutgaven 27.februar). Cohen tilhører den politiske venstrefløyen. Han har aldri vært redd for å si nøyaktig hva han mener, men det er ikke alltid han får lov, ikke minst grunnet injurielovgivningen i Storbritannia som er en gave til korrupte regimer og institusjoner, her eksemplifisert med danske Extrabladets erfaringer:
Da den islandske bank Kaupthing i 2007 ikke kunne få opbakning i det danske pressenævn, brugte banken det engelske retssystem til at stævne Ekstra Bladet, som havde lugtet en historie og skrevet om bankens luftige vokseværk og forbindelser til oligarker og eksotiske skatteparadis.
I Danmark koster en dyr injuriesag 200.000 kr., men i London røg regningen op på flere mio. kr., før den overhovedet var blevet hørt af en dommer. Ekstra Bladet endte med at indgå forlig, fordi det var for dyrt at fortsætte, selv om Kauphting et par måneder senere kollapsede i finanskrisen.
Mange lignende sager har fået britiske medier til at tage sine forholdsregler.
Cohen har selv et par gange fået nej til at få en artikel i avisen, og injurieloven er en af de ting, som han raser imod i sin nye bog «You Can’t Read This Book». Her har han samlet hundredvis af eksempler, der til sammen danner et skræmmende billede af det snigende pres, som ytringsfriheden konstant er under fra religion, pengenes magt og stater.
Cohens yndede skyteskiver er religiøst hat og fanatisme. En annen er de progressive i vesten, som han mener feige: De har snudd ryggen til vestens opprinnelige verdier og er ikke lenger i stand til å skjelne mellom religiøs undertrykkelse og reelle frihetsverdier.
»Det største forræderi er kommet fra venstrefløjen, som er holdt op med at støtte, at alle folk skal have lov til at tænke og tro det, som de hver især ønsker,« siger Cohen.
»En form for identitetspolitik har presset de progressive ud i en absurd position.
Fordi de primært bekymrede sig over etniske mindretal, homoseksuelle og kvinder, havde de ikke noget forsvar, når etniske religiøse ledere selv agiterede had. Det hele var blevet så rodet, at progressive ikke ville sige noget negativt om minoriteter overhovedet, men udelukkende angreb højrefløjen.
Ironien er, at folk, som er flygtet fra undertrykkelse i Iran, ikke ønsker at se den type mennesker, som de netop er sluppet væk fra, være inde i varmen her.«
Trusselen om undertrykkelse er reell, mener Cohen. Det viser drapstruslene mot Ayaan Hirsi Ali fordi hun kritiserer islams undertrykkelse av kvinner, trusslene mot Kurt Westergaard for å tegne Muhammed og trusslene mot Salman Rushdie for skrive De sataniske vers, som til tross for at boken kom for over 20 år siden fremdeles er kontroversiell og trusselutsatt. I 2007 brant bitiske flagg i Pakistan fordi Rushdie ble slått til ridder. I år truet sinte islamister med kaos hvis arrangøren av den største litteraturfestivalen i India inviterte Rushdie. Rushdiesaken var en milepæl i kampen for ytringsfrihet. Den delte aktører i to grupper:
De, der støttede ham, støttede individuel frihed og samvittighed. De, der var imod ham, satte kollektivet over individet. Det har intet at gøre med venstrefløjen og højrefløjen, men folks attitude til verden. Men det interessante er, at det på den ene side var en sejr. Rushdie lever stadig. Bogen kan stadig købes.
På den anden side var det et nederlag, fordi ingen ønsker at gå igennem det samme som ham. Det har været en stærk drivkraft for et tilbagetog, og det et stort problem.
Cohen er også innen Behring Breivik og ulike aktørers bruk/misbruk av tragedien. Han har tydeligvis fått med seg både Jostein Gaarde, Thomas Hylland Eriksen, Lars Gule og Bruce Bawers ståsted i debatten i kjølvannet av 22.juli.
I juli skrev forfatteren af «Sophies verden», Jostein Gaarder, og antropologen Thomas Hylland Eriksen i New York Times, at Breiviksagen viste, at højrefløjens islamkritikere og andre, der hævder at beskytte den næste generation i Norge mod islamistiske ekstremister, »faktisk udgør en større fare«. Den tidligere leder af Norges Humanistiske Forening, Lars Gule, skrev i avisen VG, »at det var åbenlyst, at bestemte grupper, personer og dele af samfundet havde bidraget til at give Breivik en forkvaklet realitetssans, og at disse mennesker bør ransage sig selv eller hjælpes til at gøre det«. Det fik i denne uge den norsk bosiddende amerikanske forfatter Bruce Bawer, der står bag New York Timesbestselleren «Sov sødt, Europa» om venstrefløjens blindhed over for radikal islam, til at beskylde de progressive for at iværksætte en heksejagt: »Magtfulde personer blandt landets progressive forsøger at lukke munden på islamkritikere ved at trække en parallel mellem dem og en massemorder, som måske er blevet en af de mest forhadte personer i moderne norsk historie,« skrev han i The Wall Street Journal.
Cohens budskap er at vi skal være tykkhudede, ikke minst i et multikulturelt samfunn. Å begrense ytringsfrihet kan dessuten gi næring til høyreesktreme, som kan ikle seg offerrolle.
Efter Cohens opfattelse er det misforstået at tro, at det vil skabe et mere homogent samfund at dæmpe kritikken af bestemte grupper.
»I et multikulturelt samfund er vi nødt til at være tykhudede.
Vi skal kunne argumentere uden frygt. Det skaber ikke respekt at lade være, tværtimod. Det skaber uvilje.
Se på Frankrig. Landet har en af de mest repressive love mod ytringsfrihed i Europa, men er det eneste land med en massiv højrefløj. Marine le Pen bliver nummer to ved det næste valg, og en af grundene er, at de restriktive love har givet partiet en vis platform til at sige til franske vælgere: «Magten forsøger at forhindre os i at sige det, som vi gerne vil fortælle jer.» Det virker ikke,« buldrer Cohen.
Av samme grunn er Cohen mot lover som forbyr Holocaustbenektelse. Makten må stole på folket, mener Cohen.
»Magteliten har ikke tillid til masserne. Den tror, at de blive racister og nazister. Det er delvist en arv efter monarkiet og enevælden og delvist en arv efter kommunismen og nazismen, men reelt er Europa det kontinent, hvor det er mindst sandsynligt, at vi vil se fascisme igen. På samme måde som Iran er det land i Mellemøsten, hvor der er mindst sandsynlighed for en islamisk regering igen. Iranerne har oplevet konsekvenserne. Europa har set fascismen,« konkluderer han.
Men et mere fundamentalt problem er den frygt, som har sneget sig ind på journalister, intellektuelle, forfattere og kunstnere.
»De fleste fører sig frem som frygtløse på niveau med revolutionære dissidenter, der tør sige magten imod.
Det er let at være modig og kritisere en premierminister, der aldrig ville true med at komme hjem til dig og slå dig ihjel. Reelt er mange bange for at kritisere radikal islam og russiske oligarker, men der er et behov for, at vi er ærlige om det. Det er vitalt, at Europas progressive ryster deres nervøsitet for at støde nogen af sig,« siger Nick Cohen med henvisning til Det Arabiske Forår, som har bragt islamiske partier til magten i Egypten og Tunesien og gjort liberale grupper til mindretal.
»De har brug for støtte, men lige nu er Europas progressive ikke i en position, hvor de er i stand til at give særligt meget,« siger han.