Hege Storhaug, HRS
42 prosent ev beboeren i kommuner med flest innvandrere stoler på hverandre, mens åtte av ti i kommuner med færrest innvandrere har tillit til hverandre, viser undersøkelsen referert i Kristeligt Dagblad.
Danmark er et af de samfund i verden, hvor mennesker har allerstørst tillid til hinanden. Ikke desto mindre har de seneste 30 års indvandring haft betydning for danskernes tiltro til andre. Borgere i kommuner med mange nydanskere stoler lidt mindre på hinanden end beboere i områder, hvor de mest udbredte navne er Hansen og Jensen.
Det er konklusionen i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Københavns og Aarhus Universitet, der har målt tilliden mellem danskere. Undersøgelsen bygger på interviews med 9529 personer i en række danske kommuner foretaget mellem 1979 og 2009.
”Vores undersøgelse viser, at den etniske mangfoldighed har haft en lille negativ effekt på tilliden mellem danskerne. I en model, der bygger på data fra hele perioden og renser for forskelle i social baggrund som eksempelvis uddannelse, forudsiges andelen af borgere, der stoler på andre, til at være 42 procent i kommuner med flest indvandrere, mens den tilsvarende andel er 80 procent i kommuner med færrest indvandrere. Forskellen i tillid mellem mere typiske kommuner er dog væsentligt mindre, hvilket peger på en noget mere begrænset negativ effekt af indvandring på tillid,” forklarer lektor Peter Thisted Dinesen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, der har lavet undersøgelsen sammen med Kim Mannemar Sønderskov fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Peter Thisted Dinesen understreger samtidig, at danskerne generelt er et af de lande i verden, hvor borgerne har størst tillid til hinanden.
”Når danskerne bliver spurgt, om man generelt kan stole på andre mennesker, så svarer 80 procent bekræftende, og det er noget nær verdensrekord i tillid. Mange europæiske undersøgelser viser, at indvandringen ikke har nogen betydning for tilliden mellem mennesker, mens nogle undersøgelser fra USA og England viser det modsatte. Vores undersøgelse viser, at indvandringen har en lille negativ effekt, samtidig med at tilliden generelt er steget meget i det danske samfund,” siger Peter Thisted Dinesen.
Han henviser til, at hvor halvdelen af danskerne i 1979 havde tillid til andre mennesker, så svarer otte ud af ti danskere i dag, at de har tillid til personer, de ikke kender.
I Høje-Taastrup Kommune har en femtedel af de 48.000 indbyggere anden etnisk baggrund end dansk, og kommunens konservative borgmester, Michael Ziegler, er ikke blind for, at befolkningssammensætningen kan mindske borgernes tillid til hinanden.
”I nogle grupper kan der være en tendens til, at kulturel forskellighed øger mistilliden. Når diversiteten bliver større, så kan der for eksempel være grupper af danskere, der er skeptiske over for, om nydanskere laver sort arbejde. Omvendt har borgerne i Høje-Taastrup nok generelt en større forståelse for indvandrernes situation end borgere i kommuner, hvor der kun bor få med anden etnisk oprindelse. På den måde opstår der sammenhængskraft ved, at man kender hinanden,” siger Michael Ziegler.