To, der elsker hinanden
Af Britta Mogensen, sosialantropolog
Under den tidligere borgerlige regering (2001 – 2011) havde vi en af vor tids mest menneskekærlige opposition. Hvis nogen forestillede sig, at venstrefløjspolitikere er kolde, uempatiske personer, der kun kan tænke i især (forhøjede) skatter og fantasifulde afgifter, længere arbejdstid til de stressede, hårdtarbejdende skatteydere, større bistand til skatte(s)nydere, højere selskabsskatter, så vi kan slippe af med de forbandede kapitalistiske arbejdspladser, så vil jeg gerne bringe dem ud af den vildfarelse.
Under den borgerlige regering blev en ny grum lovgivning præsenteret i november 2010. De gode mennesker på venstrefløjen mente, at loven var skabt i Helvede og vedtaget af Fanden. Loven betød, at en udlænding fra den 3. verden for at blive ægtefællesammenført skulle bestå en indvandringsprøve, dvs. kunne lidt dansk og kende en smule til landet. Derudover indførte den borgerlige regering et pointsystem, der skulle sikre, at kun uddannede og integrerbare udlændinge kom til landet, hvad enten disse var ægtefællesammenførte eller arbejdstagere. Ideen var, at de nyankomne ikke blot skulle bidrage til samfundet med arbejdskraft og skattekroner. De skulle også blive medborgere.
Oppositionen rasede: Lovene var udelukket vedtaget for at hindre visse udlændinges indrejse og ophold i landet. Ja, netop. Ikke flere ghettobeboere, ikke flere livsnydere på skatteydernes bekostning, ikke flere analfabeter, ikke flere ikke-uddannede, der ikke kan finde arbejde i et højteknologisk samfund. Med pointsystemet forsøgtes endvidere (igen-igen) at sætte en stopper for tvangsægteskaber. Det havde jo vist sig, at hver gang regeringen fik sat en prop i hullet, fandt folk en udvej til at lirke proppen op. Proptrækkeren hedder Malmø.
Indvandringsprøven var der ifølge venstrefløjspolitikerne ikke ret mange fra den 3. verden, der ville være i stand til at bestå. En sådan højrøvethed og nedladenhed over for mennesker fra den 3. verden, forklædt som pylrende bekymring, mestrer venstrefløjen til fuldkommenhed.
Pointsystemet er ifølge venstrefløjen at betragte mennesker ud fra deres nytteværdi for samfundet. Og det er et ækelt menneskesyn. Ganske vist anser venstrefløjen urbefolkningen som nyttedyr uden værdi derudover, men det er ”noget andet”, for de tilhører majoritetsbefolkningen og er som sådan forpligtet til at forsørge enhver, som de gode lirker over grænsen.
Det var forbløffende at overvære især Det Radikale Venstres varme og blødende hjerte, der altid har omfattet alle, der ønsker at importere en person fra den 3. verden. Ord, som jeg ikke erindrer udtalt fra nogen politikers side førhen, hverken fra den borgerlige eller venstresnoede politiske fløj føg ud i æteren i en lind strøm: ”to, der elsker hinanden”, ”to elskende”, ”når man elsker hinanden”, ”leve sammen med den, man elsker”, ”bo i sit fædreland med den, man elsker”. Hvem har dog nogen sinde hørt politikere interessere sig for kærlighed?
Og – hævdede venstrefløjen – det er en menneskeret at bo i sit fædreland med sin elskede. Og Fædreland er synonymt med Danmark. Intet andet land i verden synes at være nogens fædreland. Så derfor kan ”to, der elsker hinanden” naturligvis ikke slå sig ned og lade kærligheden blomstre og sætte frugt noget andet sted i verden end lige netop i Danmark – Fædrelandet. På forunderlig vis er det blevet en menneskerettighedskrænkelse ikke at kunne udfolde sit samliv i Danmark.
Oppositionen rustede til kamp mod lovene, og våbnet var mikrofonholderne i TV, der indkaldte til tudehistorier. Man sorterede kraftigt i historierne. Ikke tale om, at mordtruede kvinder, der havde søgt skjul på et krisecenter for tvangsægteskabstruede, skulle komme til orde. Det ville jo helt ødelægge tudehistorierne. Næh, man skulle skaffe nogle rigtigt forelskede, der ville bo i dét Fædreland, der var blevet allemandseje.
Den første var en ung kvindelig advokat. Hun havde forelsket sig i en inder (og Indien ligger jo som bekendt i den 3. verden), som efter pointsystemet ikke kunne komme til Danmark. Hun fortalte sin og sin elskedes historie: Han har ingen uddannelse, men arbejder som ufaglært tjener 13-14 timer om dagen for at forsørge sin familie, der består af 4 personer. Altså en flittig og hårdtarbejdende mand, kan vi forstå. Og også pæn. Faktisk en smuk mand viser fotoet på skærmen af ham. Så man forstår hende jo godt. Med et sidste fast, urokkeligt blik, der brænder gennem skærmen helt ind i stuen, forkynder advokaten, at hun så må leve med sin Elskede i Indien. Måske er en uddannelse som dansk jurist ikke den mest hensigtsmæssige at transformere fra et vestligt samfund til et 3. verdens land, så det kan ende med, at den indiske tjener får én mere at forsørge. Men ellers synes jeg da, det er en rigtig god idé.
Måske er det unge par endt i Malmø?
Næste tudehistorie: En mandlig studerende har en kæreste i Mexico (som også ligger i den 3. verden). Den mexicanske kæreste har afbrudt sin egen uddannelse for at kunne komme på turistvisum til Danmark. Det lyder nok i de flestes ører som helt vanvittigt at afbryde sin uddannelse for at tage på ferie. Men det var altså, hvad den unge forelskede mand sagde. Turistvisaet gælder også for det lille barn, hans kæreste har i maven. De færreste studerende har ret mange penge, og han mener, det er direkte fascistisk, at parret og deres kommende barn ikke kan bo i Danmark. Det er måske nok liiiige i overkanten at kalde sit land fascistisk, fordi en ny lov gør hans håb om mange års skatteyderbetalt forsørgelse til skamme. Han har sikkert ikke skænket en tanke, at det ville være skatteyderne, der skulle bære ham igennem hans uddannelse, forsørge hans kæreste under hendes graviditet, barselsorlov og forældreorlov, forsørge fortsættelsen af hendes uddannelse samt forsørge det kommende barn med børnetilskud og betaling af institutionsplads. Jeg vil ikke bruge grove udtryk som den forelskede unge mand og kalde ”to, der elsker hinanden” beregnende eller samfundsnassere, men jeg tænker mit.
Måske er det unge par endt i Malmø?
Men endelig opstod den dag, som venstrefløjen havde ventet på i 10 lange år. Skiftedagen. Valget. Og siden oktober 2011 har vi haft verdens mest menneskekærlige regering.
De mange, mange løfter til venstrefløjsvælgerne skal nu indfries. Nu skal det være nemt at være dansker. Nu skal det være nemt at blive dansker. De menneskefjendske grænsebomme blev som det første fjernet. Der er nu fri adgang til landet med verdens måske mest afslappede forhold til forbrydelser mod urbefolkningen. De, hvis elskede venter på den anden side af jorden eller i Malmø på at kunne rejse til deres Fædreland, ser et paradis på jorden nærme sig. Starthjælpen til udlændinge skal fjernes. Begrænsningen i børnetilskud til 4.-5.-6.-7.-8.+ barn skal fjernes. Pointsystemet skal fjernes. Det skærpede tilknytningskrav skal fjernes. Og efter næste valg, når socialisterne vinder igen, skal i øvrigt både 24-års-reglen og tilknytningskravet helt fjernes.
Den slags koster penge, rigtigt mange skatteyderpenge. Og så skete der det, der måtte ske. Den nye regerings hammer faldt, mens deres vælgerskare, der intet har lært af historien, måbende så til. Fedt blev pålagt afgifter, dvs. kød med en høj fedtprocent, fløde, slik, chokolade, mayonnaise. Og selvfølgelig på tobak, biler, benzin, olie og elektricitet, en socialistisk regerings yndlingsskatteobjekter. Priserne på dagligvarer – uanset hvilke – er steget til vanvittige højder, så danskerne så vidt muligt køber ind i svenske byer eller i grænsebutikker på den dansk/tyske grænse.
De elskende par, der bor i Malmø, kan nu flytte hjem til Fædrelandet.
Hvad gør vi andre? Finder et land med en knapt så menneskekærlig regering?