Hege Storhaug, HRS
Den danske avisen Politiken står godt til venstre i dansk politikk. De fleste vil nok huske posisjonen avisen inntok under Muhammed-krisen: underkastelse. Ja, det gikk så langt som til at avisen beklaget offentlig og skriftlig overfor ”Muhammeds 94.923 etterkommere” de grusomme tegningene. Vår egen ”pressesjef”, Per Edgar Kokkvold, trodde først det hele var en spøk, men han tok ”skammelig” feil.
Hvorfor disse ordene innledningsvis? Fordi europeisk media generelt, intellektuelle og politikere flest, har snudd ryggen til den kristne befolkningens situasjon i den arabiske verden spesielt, og den muslimske verden generelt. Derfor er det nesten oppsiktsvekkende at danske Politiken vier undertrykkelsen av de kristne i Midtøsten bred oppmerksomhet (papirutgaven 26.februar). Avisen har besøkt en kristen enklave i Libanon, der ordføreren i en landsby slår fast følgende: ”Det er ingen fremtid for de kristne i Midtøsten”. Den hyllede arabiske våren – hyllet så varmt (eller naivt) av den herskende klassen her på berget – kan bli nådestøtet for de kristne: islamistenes stormtropper er i sterk medvind.
Fra sin terrasse skuer den kristne borgmester Joseph Farraj ud over den snedækkede Bekaadal med vinmarker, landsbyer og Antilibanonbjergene, der rejser sig blidt bag Litanifloden.
Udsigten er betagende; et nærmest tidløst vue over afslutningen af Riftdalen, den enorme kløft, der strækker sig fra Afrika op gennem Det Røde Hav for at ende her i grænseområdet mellem Syrien og Libanon.
Men for Farraj er det ikke den geografiske kløft, der er bemærkelsesværdig, men derimod den teologiske afgrænsning, som han kan se fra sit hus.
»På den anden side af floden er det hele sunni. Og til højre er det shia«, siger han og slår fejende ud med armen.
Farraj er borgmester i den lille libanesiske landsby Ain Zebdeh, der sammen med en lille håndfuld andre kristne landsbyer udgør en kristen enklave i Bekaadalen, der ellers mest er kendt som center for den militante shiamuslimske Hizbollah-bevægelse.
Næsten alle de 2.000 indbyggere i Ain Zebdeh er maronittiske kristne og har boet der i århundreder. Den maronittiske kirke i Libanon går tilbage til det 5. århundrede, men trods de dybe rødder tvivler den 61-årige Joseph Farraj på, at hans to børnebørn – der bor med deres forældre i underetagen, og hvis legende hvin kan høres i hele huset – vil kunne forblive i landsbyen eller i regionen som sådan.
»Der er ingen fremtid for de kristne i Mellemøsten«, siger han dystert og forklarer, hvordan indbyggerne i Ain Zebdeh med stigende frygt og bekymring har fulgt udviklingen i den arabiske verden den senere tid.
»Syrien er lige på den anden side af bjergene, og hvis Assad falder, vil det blive slemt for de kristne«, siger han. »Ingen ved, hvad der sker, men det vil jo formentlig blive en eller anden form for islamistisk styre, som vil få de kristne til at flygte.
Se bare, hvordan det er gået i Egypten«.
Joseph Farraj er langtfra alene om sine dystre prognoser. De kristne i Midtøsten har overlevd alt fra Romerriket, Napoleon, islamske regimer til kommunisme, panarabisme og zionisme. Det ligger nå an til at islamismen blir et endelig nådestøt for Jesus etterkommere. Marginalisering og vold har redusert den kristne befolkningen til 4 prosent av innbyggerne i Midtøsten, ifølge PEW. Verst stilt er de kristne i Irak, som etter Saddam Husseins fall er redusert med totredjedeler av den opprinnelige befolkningen.
Diktatorenes fall i andre land i Midtøsten forventes å gi samme utslag. Eksempelvis har allerede over 100 000 kristne forlatt Egypt etter Mobaraks fall. Situasjonen for kristen egyptere har aldri vært verre, sies det. Og i moderate Tunis er også de kristne urolige, ettersom den nye grunnloven går i retning av mer sharia. I Syria ligger det an til langt verre konsekvenser for de kristne, men generelt i Midtøsten ligger det an til at de kristne blir annenrangsborgere.
»Det har aldrig været værre«, forklarer Estemalek Amir, der arbejder som hjælpepræst i en af kirkerne i Kairos gamle centrum, og det er budskabet fra kristne i samtlige de lande, som det arabiske forår indtil videre er skyllet ind over.
I Tunesien, det måske mest moderate arabiske land overhovedet, har vinderen af valget, det islamistiske parti Ennahda, til de godt 20.000 kristne tuneseres store bekymring erklæret, at den nye forfatning skal være mere i retning af sharia end hidtil.
I Libyen ser de kristne frygtsomt på, hvordan tidligere al-Qaeda-krigere er kommet til magten og vil stille op til valget senere på året, og i konfliktramte Syrien gruer de kristne for deres skæbne, hvis Assad-regimet falder.
Allerede nu er talrige syriske kristne ifølge lokale organisationer blevet kidnappet, voldtaget og myrdet rundt om i landet på grund af deres tro.
»Vi er skrækslagne for, at radikale muslimer får magten i Syrien«, siger Claude, en kristen husmor i Damaskus, der kun ønsker at offentliggøre sit fornavn til Politiken.
»Vi er bange for at blive andenklassesborgere – for lad os ikke narre os selv: Der findes ikke noget demokratisk islam.
De vil tvinge alle i landet til at leve som dem selv«, siger hun, og den holdning er uhyre udbredt blandt kristne i det konfliktramte land.
»Da folk i Homs og mange andre steder i Syrien begyndte at citere Koranen og bruge radikale udtryk under demonstrationerne, blev det meget klart for os kristne, at det ikke havde noget at gøre med en ‘ sekulær intellektuel opposition’«, siger Sammy Khouri, en butiksejer i Damaskus.
Omlag 90 prosent av befolkningen i Syria er muslimer, mens rundt 10 prosent er kristne. Flertallet er sunnimuslimer, men under Assadregimet har de shiitiske alevitter, som utgjør omkring 10 prosent av befolkningen, vært dominerende. En kristen student i Damaskus, som ønsker å være anonym, forteller Politiken at han familie i Banjas i det nordøstlige Syriaen har hørt ”mange historier om hvordan kristne er blitt drept eller truet, og butikkene og husene deres er brent ned når de har nektet å delta i demonstrasjoner mot Assad-regimet”. Det er slike historier som har fått observatører til å omdøpe den arabiske våren til ”den antikristne våren”, et begrep som går hjem hos Joseph Farraj i Libanon, landet der de kristne var i flertall etter uavhengigheten i 1943.
»Hårene rejser sig på hovedet, når man hører det« (begrepet ”den antikristne våren”, min merknad), siger han og forklarer, hvordan oprøret i Syrien vækker minder fra den libanesiske borgerkrig, der i vidt omfang var en sekterisk kamp mellem muslimer og kristne om kontrollen i landet.
Formelt sluttede den 15 år lange borgerkrig i 1990 næsten uafgjort, men reelt er der efter Farrajs mening ingen tvivl om, at selv i Libanon – det eneste arabiske land, hvor de kristne har reel politisk magt – er deres indflydelse hastigt dalende.
Ganske vist er præsidentembedet i Libanon stadig reserveret til de kristne, men magten er i stigende grad blevet koncentreret hos premierministeren, der skal være sunni, og den mest magtfulde gruppe er den shiamuslimske Hizbollahmilits.
»Vi bliver færre og færre og har mindre og mindre at skulle have sagt«, siger borgmester Farraj.
Reelt er der ingen, der ved, nøjagtig hvor mange kristne der er i Libanon i dag, og hvor meget deres andel af befolkningen er skrumpet. Den sidste officielle folketælling i landet var i 1932. Siden har ingen turdet gennemføre en ny af frygt for at forstyrre den skrøbelige politiske balance i landet, men de fleste iagttagere er enige om, at de kristnes andel af befolkningen formentlig i dag er i underkanten af en tredjedel.
Stadig mange, men markant færre end da landet blev uafhængigt i 1943. Dengang udgjorde de kristne flertallet.
Ifølge forskeren Yezid Sayigh fra Carnegie Middle East Center i Beirut skyldes den synkende kristne befolkningen en kombinasjon av diskriminering, bedre utdannelse og lavere fødselstall. Et sentralt spørsmål er hvor de kristne som forlater sine hjem blir av.
»Kristne har traditionelt været bedre uddannede og mere velstillede end muslimerne generelt set – med mange lokale undtagelser – så i takt med, at regionen har været ustabil og er blevet mere og mere islamisk de senere år, har mange valgt at emigrere«, siger Sayigh.
Hvor de kristne i Mellemøsten tager hen, er svært at få overblik over. Mange af de flygtede irakere er stadig i regionen, især i Syrien og Jordan, mens mange kristne libanesere, palæstinensere og koptere menes at være taget til USA eller Europa.
»Både fordi de kunne – måske på grund af familieforbindelser – og fordi de så mindre og mindre fremtid i Mellemøsten«, siger Sayigh om de kristne, som i de senere år er flytte til Vesten.
I Jordan er andelen af kristne næsten halveret i løbet af de sidste 40 år – fra 5 procent til knap 3 – og selv i de allerhelligste byer i Israel står det skralt til.
Mens omkring en tredjedel af befolkningen i Jerusalem var kristne, da Israel blev født i 1948, er antallet i dag mindre end 2 procent, og næsten lige så galt står det til i Jesus fødeby, Bethlehem. Byen havde indtil midten af 1900-tallet mere end 80 procent kristne, men også her er andelen dalet voldsomt til under en tredjedel.
»Det ser dystert ud«, sagde John Eibner, der er leder af den store kristne menneskerettighedsorganisation Christian Solidarity International, for nylig til avisen USA Today.
»Hvis udviklingen fortsætter, vil de kristne samfund ikke være levedygtige om en generation«, sagde han og vurderer, at de kristne enklaver i Mellemøsten vil ende med at minde om de triste rester af de jødiske grupper i de arabiske lande, der er stort set forsvundet i årene siden Israels oprettelse.
Det vil være en stor skam. Ikke bare for de kristne, men for regionen som sådan, mener historieprofessoren Habib C. Malik, der er professor ved Lebanese American University:
»Stabile, fremgangsrige og rimeligt frie kristne samfund i Mellemøsten har fremmet islamisk åbenhed og tilbageholdenhed«, skrev Malik i et indlæg til den amerikanske tænketank Hoover Institute for nyligt.
Men Mellemøsten er blevet langt mere konservativt i løbet af de sidste 20-30 år, og alt tyder på, at de muslimske bevægelser får betydeligt mere magt efter det arabiske forår. Stort set ingen arabisk politiker tør i dag tale for et sekulært system.
At politikere generelt ikke våger å heise sekulære faner, er ikke så underlig i lys av regionenes erfaring med sekulære diktatorer som har ført til repressive regimer, og derav mangel på velferd, humanisme og frihetsverdier. Ved de kristnes støtte til disse regimene har mange muslimer sett på de kristne som medskyldige i undertrykkelsen.
Ordføreren i den lille landsbyen i Libanon, Joseph Farraj, som har utrykt sterk fremtidspessimisme, klamrer seg således til håpet om at Assad-regimet overlever eller at det erstattes av noe annet enn militant islamisme. Uansett, sier han, de kristne vet å tilpasse seg de rådende forholdene.
I både Syrien og Egypten – de lande ud over Libanon, der har det største antal kristne i regionen – forsøger de kristne at navigere gennem de nye tider.
I Egypten er et af de nyvalgte parlamentsmedlemmer for Friheds-og retfærdighedspartiet – De Muslimske Brødres parti – kristen, og også i Syrien forsøger mange kristne at bane vej for en fremtid uden Assad.
Men uanset hvordan det går, er en ting efter Joseph Farrajs mening sikker: De kristne i Mellemøsten vil tilpasse sig, kæmpe, dø, flygte eller emigrere. Men ikke svigte Jesus.
»Det kristne ligger i vores blod. Det kan ingen ændre. Nogensinde«.
Les også Ayaan Hirsi Alis bekymring for de kristnes fremtid i Midtøsten og den muslimske verden. ”Folkemord som burde vekke global alarm”