Hege Storhaug, HRS
Jeg var betalende medlem i Amnesty International (AI) i en årrekke, det vi si inntil jeg rundt år 2000 innså at AI var preget av kulturrelativisme som går på helsa løs til særlig muslimske jenter og kvinner, og, ikke minst, at AI ikke er villig til å stå kompromissløst på for ytringsfriheten i møte med vår tids farligste totalitære ideologi: islamismen.
Den nye rapporten til AI “Choice and Prejudice – Discrimination against Muslims in Europe”, omtalt her på rights.no i dag, er oppsiktsvekkende tynn, og den er en indirekte støtte til islamistiske krefter. Muslimene lider ikke inder fordommer og diskriminering. Muslimer lider under islamismens klør, og de lider under mangel på respekt fra grupperinger som AI, rett og slett mangel på likebehandling. Dette er en form for diskriminering som jeg mener er fullstendig uhørt – uansett hvem som skulle bli rammet av slike holdninger.
Hva er AI sitt motiv bak rapporten? spør Aia Fog i Den korte avis Fog mener undersøkelsen til AI er et rent politisk statement.
Når man har læst rapporten, er man ikke så sikker. Hverken på rapportens konklusioner, eller på Amnestys motiver, der forekommer mere gustne, end den såkaldte menneskerettighedsorganisation giver indtryk af.
Fordomme og diskrimination
Konklusionerne først: Dem når rapporten frem til på baggrund af sølle 200 interviews med europæiske muslimer, der enten ”føler” sig krænkede eller ”oplever” at blive udsat for diskrimination.
Hertil kommer den sædvanlige venstrefløjsforargede opremsning af den lovgivning, som Amnesty og deres politiske trosfæller ikke kan lide: tørklædeforbuddet i franske skoler, forbud mod minaretbyggeri i Schweiz og det belgisk-franske forbud mod fuldstændig tildækning af ansigtet.
Tyndt grundlag
Amnesty burde vide, at 200 interviews er et alt for spinkelt grundlag til at kunne konkludere noget som helst om de europæiske muslimer på. Og de burde vide, at følelser og fornemmelser hos 200 interviewede, hverken er repræsentative for alle muslimer i Europa, eller udgør valide data.
Hvorfor har Amnesty ikke undersøgt, hvor mange anmeldelser for diskrimination og hate crimes muslimer har indgivet i de respektive lande? Og hvor mange domfældelser, det har ført til?
Det er påfaldende, at Amnesty afstår fra at inddrage sådanne indlysende parametre i rapporten.
Den grænseløse trosdyrkelse
Lige så påfaldende er rapportens knæfald for den grænseløse trosdyrkelse. Der er meget langt mellem de grænser den enkelte trosudøver (muslim) skal tåle, når det drejer sig om at udfolde og praktisere sin religion.
Faktisk mener Amnesty, at der overhovedet ikke bør være begrænsninger for trosudøvelsen – med mindre det er for at beskytte den enkelte selv. Sjovt nok rummer rapporten ingen eksempler, hvor muslimer skal indrette sig. Til gengæld mener man nok at kunne forsvare et krav om, at bede en sikh om at afføre sig sin hovedbeklædning for at tage en hjelm på, hvis han arbejder på en byggeplads.
Statens har mange forpligtelserl
Stiller rapporten ingen krav til muslimerne, er der til gengæld fuld valuta for pengene, når det drejer sig om statens forpligtelser:
Staten skal bl.a. sørge for at stille byggearealer til rådighed for trossamfundene (muslimerne), rådføre sig med trossamfundene (imamerne) i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner og iværksætte effektive indsatser mod konflikter mellem trossamfundene (muslimerne) og de lokale beboere.
Religion står over alt andet
Tilsvarende krav gør sig dog ikke gældende i relation til grænserne for, hvad det omgivende samfund bør tåle:Rapporten kendetegnes ved et fravær af forpligtelser i forhold til det sekulære samfund.
Og der tages ikke stilling til, om det er de religiøse eller de sekulære regler, der har forrang i tilfælde af konflikt. Mærkelig nok, for der er ellers mange konflikter at tage af fra det virkelige liv. På baggrund af rapportens tone og menneskesyn må det dog antages, at Amnesty vurderer religionsfriheden så ukrænkelig, at den skal have forrang for andre regler, hvis man vil holde sig fri af diskrimination.
Hvad er diskrimination?
Og netop diskriminationsbegrebet får et interessant twist i rapporten. Det er nemlig diskrimination at beskrive islam som et sæt af værdier, der fremmer kvindeundertrykkelse og som opfordrer til vold. Hermed definerer Amnesty religionskritik som diskrimination. Eller er det kun islamkritik, der er diskriminerende?
Under alle omstændigheder, er det svært at se forskellen på Amnestys rapport og det ærinde OIC (Organisationen for den Islamiske Konference) var ude i, da de i 2010 ville have FN til at gøre kritik af islam til en kriminel handling. En kriminalisering OIC senere nødtvungent udvidede til at omfatte alle religioner, og som var lige ved at blive vedtaget.
Hvorfor?
Efter endt læsning er det svært at se Amnestys rapport som andet end et uvidenskabeligt, politisk statement, der savner dokumentation for sine påstande og konklusioner. Det er sølle, at en så stærk organisation ikke kan levere et bedre stykke arbejde, og det efterlader én med spørgsmålet, hvorfor?
Hertil kommer spørgsmålet om, hvornår ”nogen” vil gå Amnesty International og deres motiver nærmere efter i sømmene.