Blandt revolutionære og rettroende
Af Helle Merete Brix, HRSBourget: ”En sand revolutionær. Må jeg præsentere….”. Stemningen, der igennem de seneste minutter har været på kogepunktet i den kønsopdelte konferencesal eksploderer i et brøl, da talerens navn annonceres: Tusindvis af mænd og kvinder hujer og klapper i hver sin side af salen, der viftes med tunesiske flag og mange rejser sig op. Så træder en lille mand i lysegråt jakkesæt frem på scenen: Det tunesisk- islamiske Ennahda partis grundlægger og leder, Rachid Ghannouchi.
HRS er igen i år taget til Bourget, en forstad lige uden for Paris, hvor Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF) traditionen tro afholder sit årlige træf. Det er denne april 29. gang, det løber af stabelen. Igennem de fire dage UOIF lejer sig ind i bygningerne i Parc d`Expositions i Bourget, passerer omkring 100.000 mennesker ifølge arrangørerne gennem tælleapparaterne til den gigantiske udstillingsbygning ved siden af konferencesalen. Det er svært at afgøre, om tallet er korrekt, for organisationer som UOIF kan have en interesse i at overdrive tallet for at understrege deres popularitet i det muslimske samfund. Men sikkert er det, at Bourget publikumsmæssigt er en succés. HRS må således lade to shuttlebusser passere på Bourget station – traditionen tro samler UOIF besøgende op her – først i den tredje bus er der plads. Vi sidder eller står som sild i en tønde de fem minutter, som turen ud til udstillingsstedet tager. Sarkozy og islamisterneMen alt er ikke som det plejer. Og her tænker HRS ikke blot på en nyskabelse på konferencen, en særlig pavillion for unge muslimer. Nej, et endeligt program med listen over talere og debatter plejer at ligge klart i hvert fald fjorten dage før konferencens start. Men ikke i år. ”Inshallah, det kommer snart ”, har der stået helt frem til dagen før konferencens åbning som svar på forespørgsler på facebook om, hvornår programmet dog mon foreligger. Årsagen til forsinkelsen er, at præsident Nicolas Sarkozy for nylig erklærede, at fire invitere talere ikke var velkomne på fransk jord. En af talerne var den 86-årige Yussuf al-Qaradawi, sunni-islams måske mest betydningsfulde – og omstridte – prædikant, der skulle have været UOIFs absolutte trækplaster på konferencen. Efter Mohamed Meras mord på syv mennesker i Toulouse – herunder to jødiske børn og to muslimske soldater i den franske hær – har Sarkozy ønsket at vise sig som en præsident, der slår hårdt ned på islamister og ekstremister. Et præsidentvalg lurer om hjørnet. Også Marine Le Pen, Front Nationals leder, har været ude efter UOIF og forlangt paraplyorganisationens opløsning.
I en pressemeddelelse 31. marts svarede UOIF igen ved at erklære Qaradawi for at være en mand af ”fred og tolerance”. En mand, der ”udøver en positiv indflydelse på den muslimske verden” og som ”kontinuerligt angribes af ekstremister for blandt andet sin lovprisning af en moderne indstilling, sin værdsættelse af demokrati, kvindens rettigheder og dialog mellem civilisationer”. Enhver, der har læst Qaradawis hovedværk, ”The Lawful and the prohibited in islam”, ved dog at det ikke er sandt.
Ghannouchi har igennem mange år været medlem af Det Europæiske Råd for Farwa og Forskning. I en fatwa, et juridisk responsum, har rådet legaliseret dødsstraf for frafald i en islamisk stat. Rådet har Qaradawi som formand og tæller en række imamer og retslærde fra Europa og forskellige muslimske lande. En af dem er UOIFs nye præsident Ahmed Jaballah og rådet er i det hele taget, som UOIF, domineret af Det Muslimske Broderskab. Ghannouchi var også en af talerne på Bourget sidste år. Men i år kommer han i endnu højere grad som sejrherre; ikke alene er en tunesisk diktator styrtet, Ennahda vandt over 40 procent af stemmerne ved det tunesiske valg. Ghannouchis tale har overskriften ”Efter omvæltningerne”. Han indleder med en bøn og taler på arabisk; der oversættes efterfølgende til fransk. Ghannouchi forklarer det begejstrede publikum, at der har været tale om mere end 30 år i ”fængsel eller eksil”. Ghannouchi sad fængslet i flere omgange i 1980erne i Tunesien under grundlæggeren af det moderne Tunesien, præsident Habib Bourguibas styre. I slutningen af 1980erne fik Ghannouchi eksil i Frankrig. Han flyttede kort efter til London, hvor han har boet siden. Vinteren 2011, efter præsident Zine Ben Alis fald, kunne Ghannouchi vende tilbage til sit fødeland.
Ghannouchis tale er præget af almindeligheder. Han taler om en islam, der balancerer mellem ”tro og fornuft, mellem tradition og modernitet”. Han ønsker sig et ”forenet Nordafrika” men uddyber ikke, hvilken rolle islam skal spille i det. Og han skoser Vesten for at ”være bange for islam”. Nobelpristager i salenEnnahda besluttede sig for nylig for ikke at skrive sharia´en ind i Tunesiens nye forfatning. Ghannouchi har i et interview med Liberation forleden forklaret, at det tunesiske folk er delt i spørgsmålet, og at Ennahda ikke ønsker at splitte tuneserne. Ennahda bliver i Tunesien kritiseret af de sekulære for ikke at slår ned på de grupper af salafister, der overfalder demonstranter m.m.
På Bourget erklærer Ghannouchi, at han har tillid til ”Allah og sit folk”. Han krydrer jævnligt sin tale med et ”inshallah” og der klappes højlydt undervejs. Og Ennahdas leder slutter sin tale, som han begyndte den: Men at afsynge den tunesiske nationalsang. Mængder af mennesker blandt publikum synger med på ”Humat al-Ḥima” (Fædrelandets forsvarere). På storskærmene panoreres der næsten kun over mændenes afdeling i salen. Men én kvinde må storskærmen indfange. Hun er, som 80 procent af kvinderne man ser herude, dækket til. Hun sidder blandt pingerne på 1. række. Nu rejser hun sig, vifter med armene og synger med: Den yemenitiske journalist og modtager af Nobels fredspris i 2011, Tawakul Karman. Hun er den første arabiske kvinde til at modtage prisen og den yngste prismodtager nogensinde. Karman har talt på konferencen om kvindens betydning for det arabiske forår. Middag med Ramadan
Så er det tid til at gå i udstillingshallen. Tilstrømningen synes større end sidste år og der er som sædvanlig mange unge muslimer. Vi går i kolonner mellem et overvældende udbud af stande, Frit Syrien”, det nye Tunesien, støtte for den palæstinensiske sag – dette år ser jeg dog ingen billeder af palæstinensiske børn, hvor faderens dødsdag er angivet, altså af selvmordsterroristernes børn. Der gøres også reklame for UOIFs uddannelsesinstitutioner og der er en bod, der beskæftiger sig med at bekæmpe islamofobi. HRS får stukket en pamflet med en invitation til et foredragsarrangement mod islamofobi med Tariq Ramadan i hånden. Det er kombineret med en middag, der naturligvis udbydes af en leverandør, der er certificeret halal, og det koster 300 euro at spise med.
Bourgets udstillingshal tæller udover et altid overfyldt cafeteria – med halalmad – også en række af Paris´ islamiske boghandlerforrretninger, herunder Tawhid, der sparkede Tariq Ramadans karriere i gang og også sælger Qaradawis bøger. Ligesom man kan købe et væld af bøger skrevet af ægyptiske eller saudiske tænkere. Der er bøger på arabisk og fransk, for børn og voksne. Man kan købe CDer med koranrecitation, bestille en pilgrimsrejse til Mekka eller investere i en t-shirt med inskriptionen ”Don´t panic – I´m muslim”. Og man kan se på mænd og kvinder blandt publikum i eksotiske kostumer, kvinder der trodser burkaforbuddet og mænd i fodlange kjortler. Eller i t-shirts med teksten ”Soldier of Allah” på ryggen.
Det er tid at vende hjem til Paris. Vejen mod shuttlebusserne går forbi rækken af mænd med raslebøsserne. De samler ind til moskeer overalt i Frankrig: ”Frue, giv et bidrag til moskeen”. ”Frue, giv et bidrag”. HRS er nået frem til køen med busserne og inden længe er man igen på stationen i Bourget. Tilbage i Paris er det som at have været på besøg i en anden verden.