Af Helle Merete Brix
Der er meget vrede i religionshistorikeren og samfundsdebattøren Hanne Nabintu Herlands aktuelle debatbog ”Respekt”, der efter sigende storsælger i Norge. Herland er kristen og konservativ og blandt alt det hun er vred over er: Det ”snille” norske samfund, hvor kriminelle får luksusbehandling i fængslerne og falske asylansøgere og kriminelle tilrejsende narrer politi og andre myndigheder. De norske og europæiske kvinder, der er for dovne til at lave ordentlig mad til deres mænd. De sure feminister, der har ødelagt familierne. Middelmådige nordmænd, der intet aner om verden uden for Norge. Et internationalt samfund, der tramper ind i og forårsager katastrofe og massedrab på mord civile i for eksempel Libyen. Og så er der behandlersamfundet, det fallerede skolesystem, multikulturen, hedonismen, Gudløsheden og meget mere.
Det gør for ofte ”Respekt” til trættende læsning, og det er en skam. For en række af Herlands synspunkter, for eksempel om vigtigheden af tradition og mandlig autoritet og Europas kristne kulturarv er fuldstændig rimelige og fornuftige og ville ingen opsigt vække i det danske samfund. Anderledes tænker jeg det er i det norske, uden konservative medier og hvor Hans Rustad fra Document.no er en af de få erklærede konservative i debatten, jeg kan komme i tanke om.
Sentimentalitet og respekt
Men hvad er ”Respekt” da for en bog? ”Respekt” er både en beskrivelse af Herlands personlige rejse fra Kongo til Norge og en refleksion over tidens forfald og de ulykker, Vesten skaber ved at forestille sig at alle ønsker at blive som os i Europa.
Herland er født i Kongo af engagerede norske forældre, der arbejdede for UNESCO. Afsnittene, der beskriver opvæksten i Afrika og kærligheden til kontinentet og dets mennesker er bogens bedste afsnit, både sprogligt og indholdsmæssigt. Her er virkelig mange interessante iagttagelser om blandt andet fejlslagen international støtte, om livet under Kongos stærke mand Joseph Mubutu og meget mere. Ligesom Herland giver glimrende beskrivelser af hovne rigmandssønner og nattelivet i Kenyas hovedstad Nairobi. Vedkommende læsning er også afsnittet om Herlands dominerende og modige far, der flyver folk i sikkerhed, da den blodige borgerkrig i Kongo er en realitet: Respekt! Herland kunne sagtens have skrevet en hel bog om sin opvækst i Afrika.
Som 19-årig flytter Herland alene til Norge, hvor hun også tager sin uddannelse. Hun kender Norge fra familiebesøg hos mormor og morfar i villaen, hvor alt er trygt og godt og der lægges vægt på konservative værdier. Men afsnittene om mormor og morfar bliver ofte sentimentale, og det er en skam. De kunne have været rørende.
Den 19-åriges møde med det på mange måder kolde norske samfund bliver et kulturchok. Ingen ved noget om Afrika, de unge, hun lærer at kende tror der går løver rundt i gaderne og konformiteten hersker. Det bliver en ensom start. Men Herland finder sig til rette. Sådan da. Janteloven lærer hun – heldigvis – aldrig at acceptere.
Huntington og Gaddafi
Som gennemgående motor i bogen fungerer også den amerikanske politolog Samuel Huntingtons verdensberømte teser om ”clash of civilizations?”, som Huntinton redegjorde for i en artikel af samme navn i 1993 og siden udvidede med en bog i 1996. Det er mange år siden jeg har læst Huntingtons bog men jeg husker stadig hans sætning om at ”Islam har blodige grænser”. Enig med Huntingtons teser eller ej, er det påfaldende at bogen stadig af mange intellektuelle anses for kontroversiel læsning, ikke blot i Norge men også andre steder i Vesten. Det er udmærket, at Herland bringer den til live endnu engang.
Herland skriver også en masse om det fejlslagne arabiske forår og om de ulykker Vesten skaber ved at blande sig i fjerne nationers forhold. Herland ønsker at Vesten respekterer andre nationers ret til at bestemme på eget territorium. Men skal Vesten også holde sig i ro, når et folkemord udarter sig?
Og hvor jeg er enig med Herland i at der ingen grund er til optimisme i de arabiske lande, hvor islamiske partier nu er kommet til magten, synes jeg hun får nedtonet Libyens nu afdøde diktator Muhammed Gaddafis uhyrligheder over for politiske modstandere i landet til det pinlige. Ligesom Gaddafi vel heller ikke var en sekulær reformator, sådan som Herland klassificerer ham men regerede med en blanding af socialisme og islam. Det islamiske iranske styre, som Gaddafi støttede forærede i øvrigt Gaddafi en amputationsmaskine til at eksekvere shariaens straffe. (Oplysningen fremgår af journalisten Amir Taheris bog ”Holy Terror”, red).
Iran og Norge og den fri abort
Ligesådan er der et helt ejendommeligt afsnit midt i bogen, der viser noget om Herlands behov for ikke blot at sætte tingene på spidsen men beskrive dem ude af proportion: Herland skriver om det frygtsomme norske samfund: ”I Iran er det omtrent lige så farligt som i Norge at stikke hovedet frem for at tage en kontroversiel afgørelse, enten i en statslig organisation, et departement eller i en politisk sammenhæng. Konsekvensen bliver let at karrieren stopper, man bliver forbigået ved forfremmelse.” Iran og Norge, på samme niveau her? Helt ærligt!
Endnu et eksempel: Herland er modstander af fri abort, og det burde være et helt legitimt synspunkt at have i et demokrati. Der kan vel være gode argumenter både for og imod abort. Men når Herland nærmest synes at sidestille abort med noget lige så grumt som shariaens barbariske straffe, står i hvert fald denne anmelder af.
Herlands bog har intet forord, ingen tak til nogen som helst. Det passer fint med bogens stemning. Efter at have lukket bogens sidste sider spørger man således sig selv om der slet ikke er noget i det nuværende norske samfund, som Herland bryder sig om? Men det er en forfatters ret at være knotten, ligesom ingen har pligt til at elske det land, de bor i.