Må islam nu ikke længere kritiseres?
Publisert i Kristeligt Dagblad, gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Rachel Adelberg Johansen
Tilbage i 2010 lancerede Europarådet sammen med en række muslimske organisationer og British Council en fotokonkurrence, som skulle kåre den smukkeste minaret (muslimsk bønnetårn) i Europa.Initiativtagernes bevæggrund med denne pinlige skønhedskonkurrence var ifølge eget udsagn: ”at fjerne den malplacerede frygt og fordomme i Europa om, at islam og muslimer underminerer vestlige værdier og kulturer”.At visse europæiske landes spirende modtræk til den åbenlyse islamisering – såsom forbud mod polygami, burkaforbud i Frankrig og Belgien samt minaretforbud i Schweiz – er funderet i konkrete erfaringer med islams skyggesider, meldte historien naturligvis ikke noget om.Aktuelt har Europarådets racismekommission, ERCI, nu strammet skruen yderligere i sin seneste rapport, hvor kommissionen går direkte efter blandt andet den danske pressefrihed og dunker Danmark oven i hovedet med racismeanklager.Europarådet henstiller til de danske myndigheder at gøre medierne opmærksomme på ikke at videreformidle oplysninger, som ”danner grobund for et fjendtligt klima mod medlemmer af de grupper, som har ERCI’s særlige interesse”. Disse offergrupper udgøres åbenbart af muslimer og romaer.Gad vide hvor grænsen går for kritik af islam og veldokumenterede kvindeundertrykkende kulturnormer ifølge Europarådet? Må man ikke længere påpege ubekvemme kendsgerninger i kølvandet på islams stigende tilstedeværelse i Europa såsom polygami sanktioneret i Koranen, tilsløring af og social kontrol med muslimske kvinder, visse imamers ekstreme ytringer om ægtemænds ret til tugtelse af deres kone og formaninger om ikke at gå til politiet med hustruvolden, som påvist af svensk TV1 i programmet ”Uppdrag Granskning” med skjult kamera i de største moskéer i Sverige for nylig?Denne svært berettigede islamkritik associeres med racisme og intolerance i et slet skjult forsøg på at lukke munden på kritikere af blandt andet islams negative indflydelse på de europæiske samfund.Problemet for kommissionen er imidlertid, at den har virkeligheden imod sig, for der er i mange tilfælde ikke tale om fordomme, men om kendsgerninger, som bliver tiltagende mere åbenlyse og uomgængelige selv for de mest forhærdede multikulturalister, der ikke vil se eller høre.Der synes ikke at være grænser for, hvad denne såkaldte racismekommission ønsker at blande sig i vedrørende Danmarks indre anliggender. Ja, man kunne nærmest sige, at kommissionen lyder som et ekko af venstreorienterede politiske synspunkter i sin plæderen for flere familiesammenføringer, asylsøgeres ret til at arbejde, en hævelse af økonomiske ydelser til asylsøgere, lettere adgang til dansk indfødsret og så videre.Hvem skal mon betale gildet både kulturelt og økonomisk set, hvis racismekommissionen får den nuværende regering til at bøje nakken endnu mere for denne stribe af utålelige krav? Marianne Jelved (R) er da heller ikke overraskende ude med meldinger om, at kritikken af Danmark er berettiget, ligesom den yderste venstrefløj, Enhedslisten, stemmer i. Det passer vist som fod i hose på disse partiers tilsyneladende evige stræben efter at øge tilvandringen til Danmark og dermed markant ændre demografien, så man kan få implementeret den politisk korrekte multikulturelle utopi.Vi mangler i den grad en ansvarsfuld regering, der går Danmarks ærinde, og som kan fortælle den formynderiske kommission, hvor skabet skal stå:
Må man i al stilfærdighed bede om at være herre i eget hus uden ulidelig indblanding fra en venstreorienteret kommission, som angriber pressefriheden og Danmarks ret til suverænitet, tak.