Rita Karlsen, HRS
Å snakke innvandring og integrering i tall er alt annet enn enkelt, og det av flere grunner, som likevel henger sammen. Det er gjort illegitimt å tallfeste innvandring, og særlig hvis vi snakker samfunnsøkonomi og i termer av et balanseregnskap. Denne illegitimiteten har også ført til at både definisjoner og statistikk knyttet til innvandring og integrering, selv fra vårt nasjonale statistikkorgan (SSB), ofte kan fremstå som mer tilslørende enn oppklarende.
For noen år siden kom SSB til at betegnelser som for eksempel 1. og 2. generasjon kunne oppfattes som stigmatiserende for dem det gjaldt, altså en politisk beslutning, og begynte dermed å bruke de mer ”korrekte” betegnelsene som 1.generasjon og etterkommere, for så å lande på innvandrer og norskfødte med innvandrerforeldre. Det samme gjaldt begreper som ikke-vestlig og vestlig, som ble erstattet av verdensdelene som standard gruppering. Det tilsier at vestlige nå heter «EU/EØS, USA, Canada, Australia og New Zealand», mens ikke-vestlige er «Asia, Afrika, Latin-Amerika, Oseania utenom Australia og New Zealand, og Europa utenom EU/EØS». Ingen betviler korrektheten i språkbruken, men leservennligheten går dramatisk ned, og forvirringen kan lett øke. For hvem mener for eksempel SSB når de sier ”innvandrerbefolkningen”? Tja, noen ganger er det de som har innvandrer (altså tidligere 1.generasjon), andre ganger inkluderes andre grupper med en eller annen innvandringsbakgrunn. Og når det henvises til ”den norske befolkningen” eller den ”øvrige befolkningen”, hva menes da? Det blir avhengig av konteksten, men det kommuniseres ikke alltid like klart. Derfor har jeg lært meg å lese denne statistikk med nøysomhet, og nærmest ta for gitt at jeg har misforstått ett eller annet. Det har ofte vist seg å være lurt.
I Danmark er situasjonen noe lettere, ikke minst fordi det danske statistikkbyrået (DST) ikke er like opptatt av å benytte et moraliserende språk eller komme med analyser med politiske undertoner. De produserer i tillegg statistikk på flere områder enn Norge som også viser forskjeller mellom ulike befolkningsgrupper, for eksempel knyttet til kriminalitet. Når DST får spørsmål fra media om hva de tror konsekvensene av de ene eller andre tallene er, er ofte svaret at det ikke er opp til dem å mene så mye om tallene, men å produsere dem.
Således er det kanskje ikke så underlig at det nettopp er i Danmark en bok med tittelen ”Innvandringens pris” ser dagens lys, og at Morten Uhrskov Jensen slår fast at innvandringen, spesielt den ikke-vestlige (som det fortsatt er lov å si i Danmark), er et (økonomisk) tapsprosjekt. Men etter å ha lest Uhrskov Jensens kronikk i Berlingske, der han hevder at den danske finansministeren Margrethe Vestager bedriver velgerbedrag, er jeg ikke overbevist om at Uhrskov Jensen bok vil klare å svare på hva som er ”Innvandringens pris”.
Den 27. marts 2012 havde økonomiminister Margrethe Vestager en kronik i denne avis, hvor hun hævdede, at regeringens udlændingepolitik er ansvarlig – nationaløkonomisk betragtet – når der bortses fra flygtninge. Margrethe Vestager begik i kronikken vælgerbedrag. Den førte udlændingepolitik vil føre til, at det danske BNP pr. indbygger vil falde, relativt og siden absolut, og det med stigende hast, alene på grund af det konstant voksende antal ikke-vestlige, der får opholdstilladelse i Danmark.
Når så det er sagt, slår Uhrskov Jensen fast at han ikke snakker om innvandrere (1.generasjon), men om etterkommere (2.generasjon):
Jeg må hellere, for at undgå misforståelser, slå fast, at jeg i det følgende ikke på noget tidspunkt taler om indvandrere, men om efterkommere. Jeg taler altså ikke om mennesker, der er født et andet sted, hvorpå de er indvandret til Danmark, f.eks. flygtninge. Jeg taler udelukkende om efterkommere, sådan som de er defineret af Danmarks Statistik: Personer, der er født i Danmark, hvor ingen af forældrene er danske statsborgere. Efterkommerne – som, Margrethe Vestager fejlagtigt i sin kronik påstår, er til økonomisk gavn for Danmark – har med andre ord haft adgang til de samme goder i form af sundhed og uddannelse som alle andre. Margrethe Vestagers vælgerbedrag kan dårligt være ubevidst, eftersom jeg udelukkende benytter mig af officielle tal. Disse tal fortæller en helt anden historie end den, som økonomiministeren bringer til torvs. Margrethe Vestager må som minister kende disse tal. Derfor er det rimeligt at tro, at hun med overlæg vælger at fortie dem.
Men allerede her har Uhrskov Jensen rotet det til. Men henvisning til DST hevder han at etterkommere er de som er født i Danmark og der ingen av foreldrene er ”danske statsborgere”. Det er ikke riktig. DST definerer (som SSB) etterkommere som danskfødte der begge foreldrene (og alle fire besteforeldrene) er født i utlandet. Statsborgerskap har intet med denne statistikken å gjøre. Slik sett håper jeg Uhrskov Jensen i boken er mer presis i sin behandling av (offisielle) tall og fakta.
Derimot er jeg enig i Uhrskov Jensen sin påstand, nemlig at innvandringen, spesielt den ikke-vestlige (og flyktninger) ikke er et nasjonaløkonomisk lønnsomt prosjekt. Spørsmålet er imidlertid hvilke tall som best kan bevise påstanden, og jeg er ikke spesielt overbevist av Uhrskov Jensens bevisrekke:
Antallet af ikke-vestlige i Danmark stiger med mindst 10.000 om året, fraregnet omgåelser via EU-reglerne og de illegale. Samtlige officielle tal, der viser efterkommernes kvalifikationer – og vi husker, at efterkommerne er født og opvokset i Danmark – fortæller, at Danmark bliver fattigere som følge af ikke-vestlig indvandring. Lad mig i det følgende bevise min påstand.
PISA – Programme for International Student Assessment – undersøger hvert tredje år, hvad 15-16 årige præsterer i læsning, naturvidenskab og matematik. For de ikke-vestlige efterkommere i Danmark er resultatet katastrofalt. Den såkaldte PISA Etnisk 2009 viste, at mindst 35 procent af de ikke-vestlige efterkommere scorer så lavt i læsetesten, at de ikke kan forventes at gå i gang med og fuldføre en ungdomsuddannelse. Det tilsvarende tal for danske unge er på mellem 17 og 18 procent. Blandt de virkeligt gode læsere står det mindst lige så galt til. Igen skal jeg understrege, at det udelukkende er efterkommerne – født og opvokset i Danmark – jeg refererer til. Fem procent af de danske elever når et af de to højeste læseniveauer. For efterkommernes vedkommende drejer det sig om 0,9 procent. Ja, der står 0,9 procent, altså færre end hver hundrede efterkommerelev.
Erhvervs-livet kan godt opnå en kortsigtet fordel ved indvandring, men på længere sigt udvandes denne fordel af den ringere værdiskabelse, som følger af gennemsnitligt ringere kvalificeret indvandring.
Uhrskov Jensen fortsetter så med resultatene fra PISA Etnisk (som tar for seg ulike dansker versus ulike innvandringsgrupper), og han rett i at PISA-undersøkelsene avdekker store forskjeller mellom ulike befolkningsgrupper, samt at (for) lave kvalifikasjoner blant enkelte grupper nødvendigvis ikke er et lønnsomt prosjekt for Danmark. Men her det mange men. For eksempel ikke å beherske det danske språket (godt nok) kan sikkert være et fordyrende ledd i utdanningen (spesiell tilrettelegging osv), men det betyr jo ikke nødvendigvis at de samme ikke blir (økonomiske) bidragsytere i det danske samfunnet på lik linje med de som har skåret godt på PISA. Vi kan anta at risikoen for mange vil være høy, men ikke fastslå det som et faktum (for gruppen).
Avslutningsvis i kronikken kommer Uhrskov Jensen tilbake til finansminister Vestager. Vestager har henvist til »højt uddannet indvandrer«, der i »gennemsnit bidrager med næsten en million kroner til samfundet«. Dette kaller Uhrskov Jensen juks og fanteri, da Vestager kun snakker om noen få prosent av innvandrerne, og de som er best kvalifisert. Uhrskov Jensen sier at her vi må se på gjennomsnittet mellom de ulike gruppene, for eksempel fordelt på vestlige og ikke-vestlige innvandrere.
På sin blogg i jp.dk går imidlertid Uhskov Jensen enda lengre med ”Innvandringens pris”. Han starter med å slå fast at det ikke lenger er noen tvil om at den ikke-vestlige innvandringen er et (økonomisk) tapsprosjekt, som igjen åpner for andre konflikter:
Som faste læsere af denne blog vil vide, er der ikke længere skyggen af tvivl om, at den ikke-vestlige indvandring gør Danmark og de vestlige lande – inklusive USA – stadigt fattigere. Denne voksende fattigdom vil i sig selv garantere fremtidige konflikter. Forskellene i kultur, religion og etnisk tilhørsforhold vil sørge for, at disse konflikter vil blive alvorligt skærpet. Det er ikke noget, denne forfatter har bestemt skal være sådan. Det er sådan, virkeligheden ser ud, og det er sådan, virkeligheden altid har set ud og derfor vil vedblive at gøre.
Toppolitikerne fra alle partier kender godt til de tal, jeg bruger i bogen. Alle tal er officielle; fra Danmarks Statistik, fra PISA-undersøgelserne osv. De ledende politikere kan ikke være uvidende om, hvilken historie disse tal fortæller, nemlig, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere – født og opvokset i Danmark – gennemsnitligt klarer sig langt ringere end danskerne. Jo flere ikke-vestlige, der får ophold i Danmark, jo fattigere et land får vi. På trods af denne kendsgerning er ethvert forsigtighedsprincip kastet over bord, og masseindvandringen fortsætter.
Her foretar Uhskov Jensen en kopling mellom nasjonaløkonomi og verdier som jeg ikke er sikker på at han har grunnlag for. Det kan raskt bli å dømme folk på deres opprinnelse og ikke på deres handlinger.
HRS har selv foretatt en beregning av de økonomiske konsekvensene ved innvandring, og som vi understreket da, og som vi vil understreke igjen: Økonomisk planlegging er et av de viktigste politiske styringsinstrumentene. Innledningsvis i notat ”Tell ikke meg: Om innvandringens kostnader og velferdsstaten (2009)” skrev vi:
Som både politikere, media og forskere stadig kommenterer, er innvandrere i Norge en lite homogen gruppe. Slik sett er det innlysende at innvandreres inntekter og kostnader vil ha store variasjoner. Men når vi snakker om innvandring er det altså blitt ”inhumant” å måle Norges befolkning etter en økonomisk standard. Det til tross for at det gjøres i alle andre sektorer, være seg skole, helse, sosial beskyttelse eller annet. Begrunnelsen for å beregne kostnader/inntekter er åpenbar – det er de styrendes viktigste verktøy. Flagger et politisk parti at de ønsker å bruke eksempelvis 1 milliard mer på skole, er det første spørsmålet som stilles: Til hva? Sier de at de vil bruke 1 milliard mindre på skole, avkreves de å klargjøre hva som skal kuttes. Det er borgerens soleklare rett å vite. Vi lever i et flertallsdemokrati som er tuftet på vår rett til medbestemmelse. Når det derimot kommer til innvandring stiller saken seg tydeligvis annerledes. Det skal ikke foretas noe regnestykke over hva ulik innvandring til Norge gir av inntekter eller kostnader. Ingen vet hvor det skal plusses på eller kuttes. Vi vet ikke hva det ene eller andre koster, eller hva som er eventuell inntjening. Vi mangler styringsverktøy. Derfor er da også store deler av innvandrings- og integreringsdebatten en røre av et føleribudskap og føleriargumentasjon.
Så gjenstår det å se om Uhskov Jensen bok vil være et bidrag til en mer faktuell debatt om innvandringen.
Morten Uhrskov Jensen utgir 24. mai boken ”Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark” på People’s Press.