Ytringsfrihed på tyrkisk
Af Helle Merete Brix, HRS
Asli Erdogan er en tyrkisk forfatter, der mig bekendt ikke har nogen forbindelse med den tyrkiske regeringsleder Recep Tayyip Erdogan. Og det har hun så alligevel. For Erdogan, der for tiden bor i Schweiz, er en af den tyrkisk-islamiske AKP-regerings kritikere. Da hun for nylig gæstede en litteraturfestival i den danske hovedstad var HRS til stede. Erdogan beskrev ytringsfriheden og menneskerettighedernes tilstand i Tyrkiet som noget der mindede om ”militærjuntaens dage”. (Tyrkiet har siden 1960 oplevet 4 militærkup. Det seneste fandt sted i 1997, red.)
Erdogan, der oprindelig er uddannet fysiker, skrev tidligere for tidskriftet Radikal. I dag skriver hun for et kurdisk tidskrift. To af hendes romaner, herunder den anmelderroste ”Byen med den røde kappa” er udkommet på norsk på forlaget Gyldendal.
Forfatteren havde triste tal med til København: 7000 mennesker arresteres hvert år i Tyrkiet. Der er beretninger om intimidering og tortur af indsatte. Erdogan, der tidligere har støttet Tyrkiets optagelse i EU, er i dag imod. For hun ser ingen tegn på, at landet er på vej mod demokrati. 105 fængslede mediearbejdereFør Erdogan optrådte på litteraturfestivalen, talte en anden tyrkisk forfatter, Oya Baydar. Hun bor i dag i Tyrkiet men måtte igennem en længere årrække drage i eksil i udlandet, da hun havde en fængselsdom for politisk aktivisme hængende over hovedet. Baydar nævnte selvcensur blandt regimets kritikere som et stort problem. Og hun påpegede, at den mentalitet, der har hersket siden 1923, hvor Mustafa Kemal Atatürk grundlagde den moderne tyrkiske stat med adskillelse af politik og religion, er ved at forsvinde: ”Men vi ved ikke hvad der kommer i stedet”.
105 skribenter og journalister sidder i øjeblikket fængslet i Tyrkiet. Det forstemmende tal stammer fra et kompendium, som en af Danmarks kendteste journalister, Lasse Ellegaard, fik udleveret af premierminister Erdogans medierådgiver, Hüseyin Celik, i Ankara lige efter påske. Celik er i øvrigt en tidligere kulturminister. Af disse er 22 dømt, 70 er varetægtsfængslet. 4 er på fri fod – hvordan man så kan være både på fri fod og i fængsel – de sidste 7 kan der ikke redegøres for. Ellegaard har beskrevet sagen for nylig i fagbladet Journalisten.
Ellegaard fortæller videre, at der omtrent er tale om en fordobling i forhold til sidste år. Her optalte OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, antallet af fængslede til 57.
Et eksempel på, hvad man kan blive dømt for i Tyrkiet giver han også et eksempel på i sin artikel: To journalister, Ahmet Sik og den prisbelønnede Nedin Sener, afdækkede i 2007 de officers-konspirationer, der førte til det såkaldte Ergenekon-kompleks. Ord og tale dømmes som vold Denne sag omfatter i hundredvis af anholdelser af officerer, intellektuelle, kunstnere, journalister og politiske aktivister, der blev sigtet for og i stort omfang dømt for ”sammensværgelse med det formål at omstyrte den lovligt valgte regering”. Sik og Sener fulgte sagen op og afslørede også myndighedernes magtmisbrug i samme sag. Journalisterne blev fængslet i marts 2011 og sad varetægtsfængslet i et år. Der blev ikke fældet dom, og Sik og Sener er i dag løsladt. Men sagen mod dem kører videre i det tyrkiske retssystem.
Den tyrkiske terrorlov giver mulighed for at dømme ord og handlinger lige så strengt som voldelige handlinger. Ellegaard fortæller i artiklen, at loven for eksempel er blevet brugt mod redaktøren for Tyrkiets eneste kurdiske dagblad. I april 2011 blev han idømt 166 års fængsel.
Officielt skyldes fængslinger af folk i Tyrkiet aldrig kritisk journalistik. En af kilderne i artiklen, en journalist i Istanbul der foretrækker at være anonym, siger: ” Problemet er, at vi stadig har en forfatning og en presselov, der gør det muligt for myndighederne at fængsle hvem som helst, hvis det skønnes, at de ‘assisterer terrorisme’, simpelthen ved at interviewe de personer, der er under anklage”.
Nepotisme og det armenske folkemord
Premierminister Erdogan har også foretaget endnu en manøvre, som er højst udemokratisk: Han har indsat sin tidligere rådgiver som generaldirektør for nyhedsbureauet ANA (Anadolu Ajansi), der er Tyrkiets svar på norsk NTB. Generaldirektøren, der hedder Kemal Özturk, påstår at alle fængslede journalister er fængslet, fordi de har forbindelse til en eller anden form for terrorvirksomhed. Han siger også, at det ikke er nyhedsbureauets opgave at efterforske sagerne, blot at referere dem.
Og ingen historie om Tyrkiet og manglen på ytringsfrihed uden at man nævner det armenske folkemord. Eller undlader det. I 2005 udtalte premierminister Erdogan at “Tyrkiet på intet tidspunkt i sin historie har begået folkemord”. Samme år mente den tyrkiske forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk i et interview med schweiziske Tages-Anzeiger at “30.000 kurdere og en million armeniere blev myrdet i disse områder – og ingen andre end jeg vover at tale om det.”
Pamuk blev sigtet efter artikel 301 i straffeloven om “offentlig forhånelse af tyrkiskhed”. Anklagen blev dog frafaldet pga. en teknikalitet. Der blev i 2008 afsløret mordplaner mod Pamuk, den tidligere nævnte Ergenekon gruppe stod anklaget for at have villet dræbe den berømte forfatter. I dag bor og arbejder Pamuk i USA, hvor han underviser på Columbia University.
Så hvilken konklusion skal man uddrage af alt det ovennævnte? At enhver idé, enhver tanke om Tyrkiet i EU, burde forstumme, alene på grund af ytringsfrihedens ringe tilstand i landet. Vi kunne omtrent lige så godt overveje at indlemme Rusland. Eller Iran.