Hege Storhaug, HRS
Brorskapet er den best organiserte politiske grupperingen i Egypt. De er antakelig også den best organiserte islamistiske organisasjonen i Europa. Nettopp derfor kjøpte HRS de elektroniske rettighetene til Mod mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa, forfattet av vår medarbeider Helle Merete Brix, som kan lastes ned gratis her: Helle Merete Brix Mod mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa, 2008 (pdf) Skulle Militærrådet i Egypt tillate at Brorskapet islamiserer lovverket, vil dette også stimulere Brorskapets avdelinger og broderorganisasjoner i Europa til å arbeide for det samme.
Brix er forfatter av dagens meget leseverdige kronikk i Jyllands-Posten.
Af Helle Merete Brix
Ofte kan man gennem medierne få indtryk af, at Det Muslimske Broderskab kun eksisterer i muslimske lande. Men siden 1950’erne har broderskabet, ofte gennem brødre, der fik asyl fra muslimske lande, opbygget netværk og institutioner i Europa og USA.
Tahrir-pladsen i Kairo forleden. En jublende folkemængde hylder Egyptens nye præsident, Mohammed Mursi, fra Det Muslimske Broderskab. Fremtiden vil vise, hvor stor indflydelse Egyptens magtfulde militær tillader, at præsidenten og broderskabet får. Men hvem er egentlig Det Muslimske Broderskab? Det Muslimske Broderskab er Egyptens bedst organiserede politiske bevægelse. Den har medlemmer fra alle samfundslag. Mursi er således ingeniør og uddannet i USA. Et af broderskabets kendetegn er dets fleksibilitet. Broderskabet har brugt vold, når det var nødvendigt, og broderskabet har benyttet fredelige metoder, når det var mest hensigtsmæssigt. Da omvæltningerne tog fat i januar 2011, forholdt broderskabet sig afventende. Måske derfor konkluderede mange vestlige iagttagere, at fremtiden tilhørte de unge sekulære egyptere, der erklærede, at de ville have frihed og demokrati. Nu har broderskabet vundet præsidentposten.
Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928. Skolelæreren Hassan al-Banna var kun 22 år, da han en martsaften i sit hus i Ismailia blev opsøgt af seks unge mænd. De mente, at Egypten var i en sørgelig forfatning. Man havde glemt Allah og islam. Al-Banna havde, trods sin unge alder, titel af sheik, hellig mand, og var kendt på egnen for sin store viden om islam. Broderskabet blev stiftet og fik al-Banna som leder.
Det fik den programerklæring, som broderskabet stadig har i dag: »Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag vort højeste håb«. Hvad der har gjort mange mindre rettroende egyptere nervøse, er netop, når tilhængere af Det Muslimske Broderskab har holdt en koran frem på Tahrir-pladsen og erklæret, at Koranen er lig med loven. Forude venter et slagsmål med militærrådet om landets forfatning. Broderskabet vil have fjernet ordet ”væsentligste” fra forfatningens artikel 2, hvori det hedder, at islamisk jurisprudens, altså sharia, er den væsentligste kilde til lovgivningen. Igennem sin historie har broderskabet ofte været i konfrontation med militæret og Egyptens regering. I 1948, året for staten Israels oprettelse, blev broderskabet formelt forbudt. Egyptisk politi mente, at al-Bannas organisation var ansvarlig for en række politiske mord. Året efter blev al-Banna likvideret på åben gade. I 1952 støttede broderskabet De Frie Officerers kup, der bragte Gamal Abdel Nasser til magten. Hvedebrødsdagene blev dog korte, for Nasser ønskede modernisering og socialisme. Broderskabet ønskede at opfylde sin programerklæring om en islamisk stat.
Broderskabet blev erklæret illegalt. Både midten af 1950’erne og 1960’erne var dramatiske perioder for broderskabet. Tusinder af medlemmer blev fængslet, tortureret, sendt i fængsel eller henrettet. Dengang som nu står broderskabet bag moskeer, velgørenhedsinstitutioner, hospitaler med mere. Dets repræsentanter og prædikanter taler et sprog, som menige egyptere forstår. De bruger for eksempel et ord som ”retfærdighed”.
Det appellerer til fattige mennesker i det folkerige land, der økonomisk er på afgrundens rand, og hvor et mere sekulært alternativ til islamisterne ofte er kendetegnet ikke blot ved despoti, men også ved grådighed og korruption. Som det var tilfældet med Hosni Mubaraks styre. Hvad vil broderskabets stigende indflydelse betyde for kvindernes frihed? Sharia betyder altid en indskrænkning af kvindens juridiske og psykologiske råderum. En islamisk stat med sharia er broderskabets langsigtede mål. Men hvad der ikke har været talt så meget om i danske medier er, at Mursi faktisk har fået et ganske godt valg blandt kvinderne. Det skyldes ikke mindst en strategi, der er lykkedes. Op til præsidentvalget forleden er kvindelige aktivister fra broderskabet gået fra dør til dør for at overbevise egypterinderne om, at de var bedst tjent ved at stemme på Mursi. Også Hassan al-Banna forstod vigtigheden af de kvindelige aktivister. Den mest berømte muslimske kvindeaktivist igennem tiden, Zainab Ghazali, accepterede i 1948, efter mange års pres, al-Bannas opfordring om at lede Det Muslimske Broderskabs kvindeafdeling.
I Ghazalis studiekredse diskuterede kvinderne ikke børneopdragelse og husførelse. De læste derimod bøger af broderskabets mest radikale tænker, Sayyid Qutb. I et interview, som Ghazali gav til en vestlig journalist i 1992, forklarede hun som den naturligste sag i verden, at frafaldne fra islam skal dræbes, hvis ikke de angrer. Ofte kan man gennem medierne få indtryk af, at Det Muslimske Broderskab kun eksisterer i muslimske lande. Men siden 1950’erne har broderskabet, ofte gennem brødre, der fik asyl fra muslimske lande, opbygget netværk og institutioner i Europa og USA. En nøglefigur var Hassan al-Bannas svigersøn, Said Ramadan, der slog sig ned i Schweiz.
Han er også far til en mand, der har spillet en afgørende rolle for islams udvikling i Europa: den verdensberømte prædikant og forfatter Tariq Ramadan, der i dag underviser på Oxford Universitet. På trods af at Tariq Ramadan er lykkedes med et budskab til europæerne om, at han er moderat, har han aldrig lagt afstand til sin bedstefader. Sammen med sin bror Hani er Tariq Ramadan også en hyppig gæst på den årlige islamkonference i Paris-forstaden Bourget.
Konferencen er domineret af Det Muslimske Broderskab. Det er Europas største islamiske begivenhed. Jeg har som journalist adskillige gange besøgt denne konference, senest april i år. Den tiltrækker ikke mindst mange unge muslimer. Som besøgende går man i stimer i den gigantiske udstillingshal. Her er salafister, der sælger islamisk tøj til mænd og ikke vil fotograferes af en kvinde. Her er boder, hvor man kan støtte den palæstinensiske sag, købe islamisk musik eller høre om islamofobi. Blot for at nævne nogle af de mange tilbud. Paris’ islamiske boghandlere er altid til stede i udstillingshallen. De sælger bøger, kassetter og dvd’er med tænkere med forbindelse til broderskabet.
Blandt disse er broderskabets grundlægger, Hassan al-Banna, og den indflydelsesrige prædikant Yussuf al-Qaradawi, der går for at være broderskabets åndelige vejleder. Den 85-årige Qaradawi, der er født i Egypten, har et ugentligt, uhyre populært tv-program på Al Jazeera. Han er født i Egypten og blev undervejs i revolutionen fløjet ind for at lede en bøn på Tahrir-pladsen. Han har naturligvis også blandet sig i præsidentvalget ved at erklære, at en stemme på Mursis modkandidat, Ahmed Shafiq, ville svare til at begå ”mened”, altså vidne falsk i en retssal. Netop i år skulle Qaradawi have været hovedattraktion på Bourget-konferencen. Igennem de fire dage er der nemlig også mulighed for at høre et væld af foredrag med broderskabsrelaterede prædikanter fra de muslimske lande og Europa.
Men på grund af Qaradawis støtte til selvmordsterrorisme med mere sagde Sarkozy-regeringen nej til at lade ham rejse ind i Frankrig. Et tema på årets Bourget-konference var ikke overraskende omvæltningerne i de arabiske lande. En hovedtaler var Rachid Ghannouchi, der efter mange år i eksil i London igen i dag leder Ennahda-bevægelsen i Tunesien. Ennahda er en tunesisk variant af Det Muslimske Broderskab, og bevægelsen fik et rigtig godt valg i Tunesien. Ghannouchi talte for 10.000 mennesker i en kønsopdelt konferencesal, hvor de fleste kvinder var dækket til. Da Ghannouchi istemte den tunesiske nationalsang, ville jubelen ingen ende tage.
Hvorfor ved vi så lidt om broderskabets historie og dets aktiviteter i Vesten? Fordi de statsansatte islamforskere i Europa som regel ikke tillægger det nogen særlig betydning. Ofte maler de et skønhedsmaleri af organisationen. Det smitter af på mediedækningen, hvor journalister, uden at undersøge sagen, beskriver broderskabet som ”moderat”.
De glemmer, at den islamiske stat er endemålet, og at al-Banna var en beundrer af både Hitler og Mussolini. De glemmer også, at Det Muslimske Broderskab kort efter Anden Verdenskrig myrdede både dommere, forretningsmænd og intellektuelle, som man mente var fjender af islam.
Det Muslimske Broderskab kan udadtil bruge pæne ord og tale om dialog, lighed og den slags. Men over for en bevægelse, der fastholder, at ”Koranen er vor lov”, er der grund til at være på vagt. Både i Egypten og Europa.