Broderskabet, Qaradawi og kvinderne
Mubarak er døende. Valgresultatet er udskudt. Det Muslimske Broderskab afholder kæmpedemonstrationer på Tahrir-pladsen i Cairo. Begge kandidater til præsidentposten kræver sejr. Militæret har tiltaget sig væsentlig mere magt over-night.
Sådan er den aktuelle situation i Egypten, hvor dagen i går ellers skulle have været dagen, hvor vinderen af sidste weekends præsidentvalg kunne udråbes. Men nej. Nu skal en valgkommission i stedet behandle klager om valgfusk fra både Muhammed Mursis lejr (Det Muslimske Broderskab) og Ahmed Shafiqs lejr. Shafiq tilhører det gamle regime og er tidligere minister i Hosni Mubaraks regering.
Men uanset valgresultatet: Hvad er forklaringen på, at Det Muslimske Broderskab kunne få et så godt valg? Det var vel ikke det, der var meningen med de unge egypteres revolution?
Det Muslimske Broderskab er den bedst organiserede politiske bevægelse i Egypten. Og som en arabisk ven forklarede mig for nylig: De taler et sprog, folk kan forstå. Egypten er et land præget af enorm fattigdom og analfabetisme. I de fattige områder har folk med en mere moderne indstilling ikke mange chancer. Kommer man ud i sådanne områder og taler om sekularisme og den slags, aner folk ikke, hvad man mener. Qaradawis rolle Den britiske tænketank Henry Jackson Society, udsendte forleden en kort analyse, der blandt andet redegør for noget af forklaringen på Broderskabets succes ved valget. Analysen er udarbejdet af tænketankens Senior Research Fellow Samer Libdeh. Han forklarer, at Mursi blandt andet har hentet mange stemmer hos Egyptens kvinder. Kvindelige aktivister fra Broderskabet er gået fra dør til dør i en kampagne, målrettet på at fiske stemmer her. Noget lignende, fortæller Libdeh, benyttede Hamaz sig af i Gaza i 2005. Hvorimod Shafiq har lukreret på turistsektorens frygt for en islamisk agenda og har vundet i områder, der er populære blandt turister, som Luxor og Det Røde Hav.
Begge kandidater har også hentet støtte fra udlandet. Der er tale om en rivalisering mellem to golfstater: Qatar og Saudi Arabien. Qatar har bl.a. støttet Mursi med penge og massiv mediekoordinering, mens Saudi Arabien har støttet Shafiq.
Det Muslimske Broderskab har også fået støtte af sunni-islams mest indflydelsesrige prædidikant, Yussuf al Qaradawi. Qaradawi bor i Qatar og har sit ejet tv-program på Al Jaazera, der har hovedsæde i Doha og er ejet af emiren af Qatar. Libdeh skriver i sin analyse, at Qaradawi, som han betegner som ”radikal” har opfordret egypterne til at stemme på Mursi og har erklæret, at en støtte på modkandidaten Shafiq svarer til at begå ”mened”, altså at vidne falsk i en retssal.
Ligeledes har Aymann al-Zawahiri, der har været Al Qaedas leder siden Osama bin Ladens død, har blandet sig i den egyptiske valgkamp. Han har således udstedt en fatwa, hvori han opfordrer egypterne til at stemme på Mursi. Broderskabet og kvindernePå CNN så jeg forleden en talsperson fra Broderskabet fortælle, at Egyptens kvinder ikke har noget at frygte fra Det Muslimske Broderskab. De ville være endnu bedre beskyttet med Mursi som præsident.
Det Muslimske Broderskab og lignende islamiske bevægelser har altid været opmærksomme på den rolle, kvinderne kan spille på vejen mod at skabe et islamisk samfund. I 1938, ti år efter at Broderskabet blev grundlagt, bad Hassan al Banna den islamiske aktivist Zainab al-Ghazali om at starte Broderskabets kvindeafdeling. Hun indvilgede først i 1948. Og i 1960erne tog hun kontakt til Sayyd Qutb, Broderskabets mest radikale ideolog. I Ghazalis studiekreds for kvinder læste man således hans bog ”In the Shade of the Koran” og dele af manuskriptet til ”Milestones”.
I 1950erne, altså efter al-Bannas død (Han blev likvideret på åben gade i 1949, red.) var der modstand mod de kvindelige aktivister blandt Broderskabets mandlige medlemmer. Det var et almindeligt synspunkt, at kvinder skulle nøjes med at passe hjem, mand og børn. Men ideologer i islamiske bevægelser har både før og efter Broderskabet opstod i Egypten i 1928 forstået vigtigheden af de kvindelige aktivisters funktion. Broderskabet og nutidens GhazalierOgså Abul Ala Mawdudi, der i 1941 i Pakistan grundlagde bevægelsen Jamaat-e-Islami, opfattede kvindernes deltagelse i den islamiske kamp som vigtig. Nutidens islamiske eller islamistiske bevægelser trækker i høj grad på ideologer som al Banna og Mawdudi. De har altid kvindelige frontfigurer, der proklamerer, at islam er en garanti for kvindens rettigheder. Tænk blot på en universitetsuddannet Lena Larsen i Norge, der har pænt at sige om al Qaradawi og Rådet for Fatwa og Forskning, en institution, som Qaradawi er formand for og som bl.a. blåstempler dødsstraf for frafald.
Eller på den kvindelige læge Nazreen Nawaz, der er Hizb ut-Tahrirs medierepræsentant i Storbritannien. Eller på de kvinder, man kan møde på Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationers årlige konference i Bourget. Fra podiet og ved debatarrangementer kan man bl.a. høre dem agitere for tildækning som et frigørende instrument. En islamisk revolutionI datidens Egypten slog al Bannas kvindeafdeling aldrig rigtig igennem. Særligt de højtuddannede kvinder synes måske nok at brødrenes syn på kvindens rolle mere lignede et tilbageslag end frigørelse. De egyptiske kvinder fik i 1924 deres første feministiske organisation, grundlagt af Huda Sharaawi. Hun var bl.a. imod kvinders tildækning og blev berømt, da hun smed sit ansigtslør i al offentlighed samme år.
Uanset, hvad valgresultatet vil blive, må man gætte på at der er uroligheder forude i Egypten. Billederne fra Tahrir-pladsen forleden varsler ilde. En dansk journalist, der forleden rapporterede fra demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Cairo, konstaterede, at der var sket et skift. Hvor der i revolutionens tidligere faser måske havde været mænd, der bad i demonstrationens udkant, syntes det nu som om samtlige demonstranter bøjede sig i bøn. Det lignede i dag mere, mente reporteren, ”en islamsk revolution”. Ja. For de, der mener at mænd og kvinder skal stilles lige, varsler det ilde for et i forvejen konservativt samfund.