Hege Storhaug, HRS
I Norge har Frp foreslått forbud mot ansiktstildekning, og blitt avvist med at det er så få kvinner som per i dag bruker slikt utstyr at det blir ren symbolpolitikk. Det samme skjedde i Danmark da Naser Khader frontet samme forbud for De konservative. Med utgangspunkt i historikeren Niall Ferguson sin bok Civilisation og Tyrkias historie og samtid, argumenterer kulturforsker Kasper Støvring for hvorfor symbolpolitikk kan være nødvendig.
Nu kunne man tro, at modstanderne var som den kloge dreng i H.C. Andersens eventyr. Men sådan er det slet ikke. Burkaforbuddet var ganske rigtig symbolpolitik, men symbolpolitik er yderst vigtig: De konservative politikere, anført af Naser Khader, havde faktisk tøj på. At de gjorde ret i at fremsætte forslaget viser sig netop i tøjets betydning: Burkaen er ikke en neutral beklædning, men tillige et symbol, som alt andet tøj er det, i dette tilfælde et symbol på islam og den islamiske ekspansion.
Lad os tage en tur til Tyrkiet med rejsefører Niall Ferguson for at se, hvad tøjet symboliserer. For klæder skaber som bekendt folk.
For troende muslimer er beklædning, hvad enten i form af tørklædet, sløret eller burkaen, der som bekendt dækker hele kroppen, af afgørende betydning, og vestlig påklædning afvises, fordi der dermed så at sige af-sløres mere af den kvindelige krop, end hvad er tilladt ifølge både Koranen og haditherne.
I et muslimsk land som Tyrkiet har muslimsk påklædning fået en renæssance. Det hænger sammen med, at Tyrkiet er begyndt at genbekræfte den gamle islamiske identitet, der ligger i den osmanniske kulturarv. Det viser en afgørende vending i Tyrkiets udvikling.
Grundlæggeren af den tyrkiske republik, Kemal Atatürk, ønskede at vestliggøre Tyrkiet og således blev symbolpolitik, herunder påklædning, af største betydning. Man skulle gå klædt som i Vesten, og følgelig blev der udstedt et forbud mod religiøs påklædning i alle statsinstitutioner.
Det sekulære militærstyre udvidede i begyndelsen af 1980’erne forbuddet til også at gælde tørklæder på universiteterne (og skolerne). Den tyrkiske forfatningsdomstol bekendtgjorde siden, at tørklædet stred imod forfatningen, som beskytter republikkens sekulære karakter, og krævede forbuddet håndhævet. Imidlertid blev politiets forsøg på at håndhæve forbuddet mødt med voldsomme protester i 1998, og de har stået på lige siden. I 2008 forsøgte den islamiske regering, der siden 2003 er blevet ledet af Erdogans Retfærdighedsparti, at få ophævet forbuddet på universiteterne.
Sagen viser, ifølge Ferguson i bogen Civilisation, der udkom sidste år, hvordan vores ydre fremtoning kan have dybe indre betydninger. Er tørklædet (og burkaen) kun et udtryk for en personlig overbevisning, som bør tolereres med henvisning til ytringsfriheden? Eller er tørklædet et symbol på den ulighed, der hidrører fra islam, som giver særstatus til mænd, og bør et sekulært land forbyde den slags påklædning? Islamister siger jo ofte, at den type påklædning er harmløs og i øvrigt et udtryk for en kvindes frie valg. Men Ferguson indvender herimod:
”The reality, of course, is that promoting the headscarf is part of a wider agenda to limit women’s rights by introducing sharia law in Turkey, achieving gradually what was achieved much more suddenly in Iran after the 1979 Revolution – a backlash against the Shah’s ’Westoxification’ (gharbzadegi) of Iran […]”
I dag er det almindeligt at se burkaer på gaderne i Istanbul, og som Ferguson påpeger, er det ikke tilfældigt, at denne type symbolske markeringer af folk og politikere er sammenfaldende med Tyrkiets udenrigspolitik: Begge betegner en vending fra et sekulært orienteret Tyrkiet til et islamisk, osmannisk orienteret Tyrkiet:
”Once a pro-American pillar of NATO and a candidate for membership of the European Union, Turkey is increasingly turning eastwards, vying with the Iranian Islamic Republic for leadership of the Muslim World, reviving memories of the days of Ottoman power. In short (or in long, if you prefer), what people wear matters.”
Ja, symbolpolitik er vigtig, og hvad angår påklædning, så var udbredelsen af vestlig påklædning i det tyvende århundrede uadskilleligt fra udbredelsen af vestlig livsform, som Ferguson bemærker, akkurat ligesom afvisningen af den vestlige påklædning i den muslimske verden i dag er et symptom på en global islamisk revitalisering: Også i vestlige storbyer er muslimske kvinder med tørklæder og burkaer nu ganske almindelige.
Ferguson beder os om at stå fast på vores vestlige kultur, og det er et budskab, der er værd at minde om i disse dage, hvor den danske regering ihærdigt kæmper for at få Tyrkiet med i EU – imens det revitaliserede islamiske Tyrkiet på grund af sin stadigt stigende internationale betydning ikke længere udviser den store interesse for det kriseramte, sekulære EU.