Hege Storhaug, HRS
En av disse akademikerne heter Henrik Thune og er seniorforsker ved Norsk utenrikspolitisk institutt og prosjektleder i Utenriksministerens sekretariat. Tidligere i år gikk han bredt ut i Samtiden og anklaget akademikere og intellektuelle som bekymret seg for den demokratiske fremtiden i Midtøsten, som ifølge Thune er ”irrasjonell frykt for islam ”.
Spørsmålet er: Hvilken frihet er det i realiteten Brorskapet eller lignende bevegelser ønsker?
Thune påstod at Brorskapet ”er en konservativ muslimsk massebevegelse ikke ulik europeiske kristendemokratiske partier på 1950-tallet”. (!). En annen akademiker, Bjørn Olav Utvik ved UiO forfektet det samme poenget ganske nylig: ”Brorskapet er et konservativt muslim-demokratisk parti. De opererer i en ’setting’ som KrF i Lyngdal på 1950-tallet.” Hilde Henriksen Waage, også ved UiO, sa det samme i Søndagsavisa 7. mai 2006: ”Hamas er det nærmeste man kommer KrF og norsk lekmannsbevegelse.”
Som kjent står Hamas og Brorskapet nær hverandre.
Er det rart ”vanlige” journalister og politikere blir lurt opp i ideologisk stry?
Vår kollega Helle Merete Brix er en av dem i Skandinavia som har studert Brorskapet med lykt og lupe. Det er nok smartere å lytte til henne enn Utvikene og Bangstadene. Dette gjelder også den norske historikeren Brynjar Lia.
De omstridte Brødre
Af Helle Merete Brix, HRS
Det Muslimske Broderskab er stormet frem i valg i både Tunesien og Egypten. Senest vandt Broderskabet præsidentposten i Egypten.
Væsentlige spørgsmål angående Det Muslimske Broderskab handler om vold og intolerance. Er Broderskabet villige til at bruge vold? Tolerer de anderledes tænkende? Kan man stole på dem, når de siger, at de går ind for demokrati?
Ser man tilbage på Broderskabets historie og de, der har beskrevet den, er der flere meninger om den sag. Historikeren Richard P. Mitchells bog ”The Society of the Muslim Brothers”, der udkom første gang i 1969, regnes i mange år for et klassisk studie af Broderskabet. Mitchell understreger islams politiske natur og den uforsonlige indstilling over for anderledes tænkende fra Broderskabets side.
Den iranskfødte journalist Amir Taheri skriver ligefremt i sin bog ”Holy Terror”, der udkom i 1987, at al-Banna, så snart han var i stand til at stå på sine egne ben, åbent fortalte om sin beundring for Adolf Hitler og Benito Mussolini. Han fortæller, at al-Banna til sin død benægtede at han havde støttet nogen form for terror. Taheris bog nævner mordene efter 2. verdenskrig på dommere, intellektuelle og andre, som Broderskabet mente, var fjender af islam. Han skriver også om, hvordan Broderskabet før 1948, hvor bevægelsen formelt blev forbudt i Egypten, havde nået at uddanne Brødre, der var strømmet til fra blandt andet Afghanistan og Irak. De ville lære at skabe en revolutionær, islamisk bevægelse. Politik og religionLæser man historikeren Brynjar Lias bog om Broderskabet fra får man indtryk af en mere fredelig bevægelse. I sit efterskrift til ”The Society of the Muslim Brothers in Egypt” fra 1998 udfordrer Lia det igennem mange år traditionelle syn på for eksempel Brødrenes rolle i politisk vold og mord i efterkrigsårene. Lia skriver i bogens konkluderende kapitel: ”Når man tager i betragtning, at disse tragiske begivenheder fandt sted mere end 17 år efter at Broderskabet blev grundlagt (1928, red.) og kun inkluderede en mindre gruppe af medlemmer ud af et anslået medlemskab på 500.000, er man tilbøjelig til at mene, at den politiske vold hovedsageligt var udtryk for ulydighed fra en radikal yderkant, snarere end en sponsoreret politik i Broderskabet som sådan”.
Spurgte man den verdenskendte prædikant Tariq Ramadan, barnebarn af Broderskabets grundlægger Hassan al-Banna, ville der formentlig ske et lyrisk opsving af dimensioner: For Ramadan var hans bedstefar en nobel oprører mod både kolonimagt og diktatoriske magthavere.
I forbindelse med Broderskabets rolle i det såkaldte arabiske forår har man ikke så få gange i medierne kunnet høre Broderskabet omtalt som ”moderat”. Det kender vi også fra beskrivelserne af Broderskabets vestlige organisationer og netværk. Organisationer, der har sharia på programmet, mener at kvinden er underlagt manden, som hylder al-Banna og lignende tænkere kan passere som ”moderate”.
Også her har Tariq Ramadan spillet en rolle. Ikke mindst hans hvidvaskning af al-Banna, hans fremhævning af den radikale prædikant Yussuf al Qaradawi – der hylder selvmordsterrorisme med mere – og Broderskabets institution Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, har smittet af på medierne. Ligesom der synes at være en hel generation af Mellemøst-og islamforskere, der mere eller mindre bakker op om en fortolkning, der gør sharia til en fleksibel størrelse og Broderskabs-forbundne organisationer til moderate. Caroline Fourests pionérarbejdeIgennem de sidste mange år har der dog været et modspil til denne fortolkning. Den franske journalist Caroline Fourests kritiske bog om Tariq Ramadan ”Freré Tariq” udkom i 2004 og kom i engelsk udgave fire år senere. Bogen er et meget nyttigt stykke pionérarbejde. Det er Fourests fortjeneste, at vi i dag kender til Ramadans syn på for eksempel kvindes ansvar for tildækning, homoseksualitet, 11. september og meget andet.
Det vil føre for vidt at liste samtlige de forskere i Broderskabet op, der har brudt med de statsansatte Mellemøst-og islamforskeres opfattelse af Broderskabet. Nævnes skal dog juristen Lorenzo Vidinos bog ”The New Muslim Brotherhood in the West” fra 2010. Samt den i offentligheden meget mindre kendte forsker Fiammetta Venner, der er Fourests samarbejdspartner på adskillige bøger. Venner er født i Libanon og hendes bog om den Broderskabs-dominerede paraplyorganisation Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, ”OPA sur l`islam de France” fra 1995 kunne fortjene en engelsk oversættelse. Bogen afdækker UOIFs ambitioner, strategi med mere.
Fra Venners bog ved man således, at der i 2002 fra podiet på UOIFs årlige konference i Bourget blev råbt at ”Koranen er vor forfatning”. I dag er sådanne slagord blevet skiftet ud med en blødere retorik. Det vil nogle se som udtryk for en bevægelse hen imod demokrati. Andre, herunder undertegnede, som et udtryk for ren taktik.
Det er værd at erindre om, at havde det stået til UOIF, havde Qaradawi optrådt på årets Bourget konference, der løb af stabelen i april. Kun fordi Sarkozy-regeringen sagde nej, måtte UOIF – og de mange tusind publikummer – undvære Qaradawi.
Når man tager stilling til Broderskabet, er det også klogt at holde sig for øje, at Broderskabets programerklæring stadigvæk er den samme i dag, som i Hassan al-Bannas dage: ”Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb”.