Apologetiske forskere

Britta Mogensen, HRS

Anika Liversage

Seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, Anika Liversage, skriver i Weekendavisen en kronik på baggrund af et forskningsprojekt om polygami og dens forskellige (moderne) former. Ved anvendelse af tilslørende eufemismer som ”et moderne migrationsfænomen” og ”en gammel praksis dukker op i nye former i den globale virkelighed, som migranterne lever i” lykkes det næsten forskeren at få polygami til at fremstå som sympatisk.

Den grove kvindeundertrykkelse, der er latent i det polygame forhold, synes ikke at have strejfet forskeren. Og den grove kvindeundertrykkelse, der skjuler sig i hendes informant Ahmets fortælling, får hun slet ikke øje på.

Det moderne ved fænomenet skyldes ifølge Liversage, at polygami finder sted af forskellige årsager. Og heri har hun ret – altså at polygami har forskellige årsager. Det har polygami altid haft, men det gør sandelig ikke fænomenet moderne, ligesom den virkelighed, som kvinder i polygame forhold oplever, ikke forskønnes af forskerens eufemismer.

Jeg blev omkring årtusindeskiftet kontaktet af en tyrkisk kvinde, der ville vide, om der var mulighed for at hjælpe en udenlandsk, tredjegangsfødende kvinde til opholdstilladelse. Gennem hospitalspersonalet på fødegangen var hun blevet tilkaldt som tolk, da man var klar over, at der var et eller andet galt, fordi kvinden græd uafbrudt og nægtede personalet at tage drengebarnet fra hende og lægge det i vuggen.

Historien var hjerteskærende. Kvindens familie havde tvangsgiftet hende i landsbyen hos imamen med en i Danmark boende mand. Hans første kone, der var ægtefællesammenført, kunne ikke få børn. Manden søgte derfor kone 2 i landsbyen, og familien øjnede et stort beløb for at sælge datteren som fødemaskine. Det var nu tredje gang, hun var i Danmark for at føde i en anden kvindes navn, og det var tredje gang, hun nu skulle rejse hjem uden sit barn. Det ville hun simpelthen ikke acceptere mere. Derfor var en opholdstilladelse den absolut eneste mulighed for, at den biologiske mor kunne beholde barnet. Hun vidste, at hun ikke kunne komme tilbage til den tyrkiske landsby med barnet, da manden havde betalt familien dyrt for hendes børn. Det ville ikke nytte hendes sag spor, at hun ved hjælp af sit pas kunne identificere sig over for de danske myndigheder og dokumentere, at hun var en anden end den, hvis navn hun var indlagt under. I myndighedernes uvidende øjne ville hun anses som frit at have indgået i dette bedrageri over for den danske stat. Så mens manden ville få et rap over fingrene for bedrageriet, men i øvrigt kunne beholde børnene, da han jo var far til dem, ville kvindens straf være omgående udvisning. For kvinden var det et valg mellem pest og kolera; et valg mellem at melde manden til politiet for misbruget af hende med efterfølgende hård straf i hjemlandet fra familiens side eller affinde sig med forholdene og – som det var sket de to første gange, hun fødte – stille og roligt uden yderligere ophævelser rejse hjem til landsbyen uden sit tredje barn. Uden udsigt til opholdstilladelse ’valgte’ kvinden at rejse tilbage til Tyrkiet.

Denne sag er meget lig Ahmets sag. Da hans lovformelige ægtefælle, Doygu, ikke kan få børn, har han brug for en fødemaskine. Jamen, hvad kan være mere naturligt, end at han skaffer sig sådan én? Ahmet gifter sig derfor muslimsk med kone 2 (Gül) i den tyrkiske landsby. Det barnløse ægtepar bliver hjulpet til familieforøgelse. Og Gül? Skidt med hende, hun er jo bare en landsbykvinde.

Til Liversage fortæller Ahmet, at Doygu var indforstået med dette arrangement. Hvad har Doygu selv fortalt forskeren om arrangementet? Formentlig ingenting, for Liversage har næppe spurgt hende. Så ingen ved, om hun har fået sat kniven for struben: ”Acceptér, eller du bliver udskiftet med Gül og bliver sendt hjem.” En sådan oplysning ville kræve en fortrolig samtale under fire øjne, efter at et tillidsforhold var bygget op mellem Doygu og forskeren. Det er naturligvis ikke praktisk muligt, men så meget mere er det derfor essentielt, at forskeren undgår så kategorisk at give udtryk for mandens mening om, hvad hans kone mener.

Set fra den anden side, dvs. fra den solgte kvindes, hvordan ser situationen mon så ud? Mon Gül betragter sig som en del af et ”moderne migrationsfænomen”? Det ville klæde forskere, der omend kun indirekte berører kvindeskæbner, ikke at lade mænd komme til orde på kvinders vegne. Så ville selv forskere måske kunne få øje på virkeligheden.

Da ikke mindst fattige i tredjeverdenslande har et eneste ønske, nemlig at få deres børn gift med en person, der bor i Vesten, afleverer en familie ikke uden videre en datter til blot at føde børn for en vestligt bosiddende mand uden de begunstigelser for hele familien, der forudsættes at følge med et sådant ægteskab. Så det koster dyrt, og der betales for hvert levendefødt drengebarn. Dels for at sikre levendefødte børn, dels for at undgå besværet med at skulle have barnet familiesammenført efter fødslen, foregår fødslen ofte i Danmark. Den gravide kommer som ’turist’, og når hun skal føde, indlægges hun i mandens kones navn. Da sygesikringsbeviset er uden billedlegitimation, er dette helt uproblematisk, og ingen myndighed, heller ikke hospitalspersonalet, forestiller sig i deres vildeste fantasi, at den indlagte er indlagt under falsk navn.

Ahmet overtræder to landes love, nemlig både Danmarks og Tyrkiets, da polygami er forbudt i begge lande. Danmark lever dog i lykkelig uvidenhed, og i Tyrkiet kan lovens lange arm ikke nå ud i de fjerneste og mest tilbagestående landsbyer i det østlige Tyrkiet. Dér råder imamen suverænt.

Vi ved ikke, om Ahmet, udover at overtræde den tyrkiske og danske lov om polygami, også har bedraget den danske stat ved at lade den tyrkiske kvinde føde under falsk navn i Danmark, eller om han lod kvinden føde i Tyrkiet og derefter søgte om familiesammenføring med det ene barn efter det andet. Men det kan i så fald undre – selv om det tilsyneladende ikke undrer forskeren – at der ikke ringede en klokke hos de danske myndigheder: ”Hvordan kan han være gift med en kvinde i Danmark og så få barn efter barn med en ugift kvinde fra en landsby?” En ugift kvinde i en lille landsby i det østlige Tyrkiet, der føder barn efter barn? Nej vel? I netop landsbyer i det østlige Tyrkiet finder kvindelikvideringer sted på ren og skær mistanke om umoralsk optræden, jf. f.eks. den tyrkiske forsker Leyla Pervizat. Der må da for pokker være en grænse for, hvor uvidende myndighederne har lov til at være.

Polygami er vidt udbredt i den vestlige verden og formentlig i langt højere grad, end tilfældet ville være i hjemlandet, hvor alle en mands hustruer ville have en slags rettigheder. Advokater, socialrådgivere, jordemødre, hospitalspersonale, skole- og børnehaveledere m.v. kender til, at polygami florerer. Man taler om det indbyrdes, men som efter en fælles overenskomst kommer intet ud til offentligheden. Ingen tør stå frem. Frygten for at ”dæmonisere en hel befolkningsgruppe”, blive hængt ud i pressen og miste sin karriere, ligger dybt. Selv når det gælder grov kvindeundertrykkelse, som alle teoretisk fordømmer, viser ligegyldigheden i praksis sit bukkehoved frem.

Så er vi nået til næste generation. Den ene af Ahmets 3 sønner bliver gift med en kusine i landsbyen. Sønnen bliver dog i Danmark, mens kusinen beordres hjem til Gül for at passe hende på hendes gamle dage. Når blot kvindeundertrykkelsen beskrives på den ”rigtige” måde, kan den stort set skjules for uindviede med disse ord: ”løsningen er også meget moderne i den forstand, at den udspringer af den transnationale hverdag, familien lever i.”

Mon den unge, muslimsk gifte kusine betragter sit ægteskab som ”moderne” og del af en ”transnational hverdag”? Hun lever såmænd blot det liv, som tusindvis af kvinder før hende. Hendes mand vil gifte sig i Danmark, få børn med hende, få børn med kusinen og få disse familiesammenført til Danmark. Intet har ændret sig for Ahmets efterkommere. Også de lever videre i landsbyen.

Liversage anfører, at muslimske unge mænd i dag, hvis de accepterer at gifte sig med en kusine i hjemlandet, gifter sig med den, de selv ønsker, og som bor i Danmark. Utroligt nok, er der danske (overvejende) konvertitter, der accepterer at være kone 2. På den måde kan de vise, at de er mere muslimske end muslimer og også tage sig af kone 1’s børn, efterhånden som de bliver født.

Et andet af forskerens eksempler er noget mere speget (se ovenstående link), og handler om kvinden, der kommer til Danmark og bliver gift, bliver skilt og sendes hjem af manden efter et år, hvorefter han gifter sig igen, mens Lale forbliver gift i Tyrkiet og stadig er det 10 år efter den danske skilsmisse. Forskellige forklaringer gives på dette (af Lale i Tyrkiet, eller af hendes eksmand i Danmark?): 1) Den danske skilsmisse gælder ikke i Tyrkiet, 2) Lale vil have kompensation fra sin mand, før hun går med til skilsmisse efter tyrkisk ret.

Ad forklaring 1): Tyrkiske domstole anerkender danske skilsmissedomme. Så enten har en fattig landsbykvinde og hendes familie ikke mulighed for at føre sag ved en domstol i Tyrkiet, eller også – hvilket er mere sandsynligt – er de blevet viet af en imam i landsbyen, da familien næppe ville give tilladelse til, at deres datter som ugift skulle rejse med en fremmed mand til et andet land for at blive gift. Og hos imamen er det manden, der skal kræve skilsmisse. Ad 2) En utrolig – og usandsynlig – tålmodighed, som Lale (og hendes familie) lægger for dagen på 10. år, når de uden tvivl ved, at de godt kan glemme alt om kompensation.

Men også her fritager forskeren manden for enhver form for skyld. Han ønsker skam slet ikke at være polygam, men er et offer for omstændighederne og det polygame forhold er et ”resultat af den manglende kobling imellem de to landes lovgivninger.” Derfor er der også en eufemisme for en mand, der er tvunget til at have 2 koner, nemlig ”teknisk polygami”. Den korrekte analyse af denne sag er, at manden er flintrende ligeglad, om han er polygam, og at han umuliggør kone 1 at blive gift igen. Det påvirker på ingen måde hans tilværelse. For ham er det en win-win situation. Han har kunnet gifte sig igen, og han skal ikke betale det udestående beløb, der er anført i hans ægteskabskontrakt.

For ægtefællesammenførte kvinder er polygami intet mindre end en katastrofe. Har en kvinde opnået permanent opholdstilladelse, kan hun forlade manden. Har hun ikke, må hun affinde sig med sin ”medhustru” eller forlade landet. Sådan gik det – lad os kalde hende – Wafa. Uden tidsubegrænset opholdstilladelse krævede hun skilsmisse, da en 15-årig pige flyttede ind i hendes og mandens lejlighed, efter at de var blevet ”gift” af en imam. Baggrunden for dette ”ægteskab” var ifølge kvinden, at teenagedatterens mor var blevet familiesammenført med en herboende muslimsk mand, og at moderen ikke ønskede, at datteren skulle blive boende sammen med hende og manden. Barnet bibeholdt sin folkeregisteradresse hos moderen, dels fordi det umyndige barns opholdstilladelse er afhængig af, at hun bor sammen med forældremyndighedsindehaveren, dels fordi hun som mindreårig ikke kunne blive gift, og endelig fordi den person, hun blev muslimsk gift med, allerede var gift.

Den familiesammenførte kvinde, der fandt situationen ydmygende, fraflyttede det fælles hjem. Det bevirkede, at hun mistede sin opholdstilladelse og måtte rejse ud af landet. Set med myndighedernes øjne demonstrerede kvinden sin ret til at reagere imod forhold, hun ikke ville acceptere i sit ægteskab. Set med kvindens øjne, var det ubegribeligt, at hun måtte bære konsekvenserne af mandens handling. Mens myndighederne anser det polygame ægteskab for ikke-eksisterende, fordi det ikke er nævnt i loven, må det så at sige nyfortolkes, hvilket sker ved genkendelige fænomener som utroskab, extramaritalt samliv og kæresteri. Og det kan man ikke forbyde.

De mange forskellige former for polygami ville det føre for vidt at beskrive her. Der er flygtninge, der vil have to koner ind i landet, men må vente med at blive proformaskilt, til den første har fået permanent opholdstilladelse, og den anden så kan familiesammenføres. Der er uautoriserede imamvielser med børn og uautoriserede imamvielser med gifte mænd. Det er i praksis helt sanktionsfrit for imamerne.

I ethvert polygamt forhold er der (mindst) én kvinde plus et antal børn, der ofres. Jeg har svært ved at udtrykke min væmmelse, vrede og forargelse over den ligegyldighed og uvidenhed, der kommer til udtryk hos en forsker, der blot affærdiger polygami som et fænomen, hvor ”geografi og køn kan spille sammen på komplekse måder”. Vorherrebevares.