Politikk

Tre myter punkteres i Vollsmose

Voldsepisodene på sykehuset i Odense og bydelen Vollsmose sjokkerer Danmark. Titter man bak kulissene er siste dagers hendelser dog lærerike og punkterer flere myter, som at jo mer penger som pøses inn i en getto dess bedre blir integreringen, at voldsmennene er en liten gruppe, og at volden og asosial adferd skyldes det danske samfunnet. Voldsmennene er de virkelige ofrene påstås det, skriver Karen Jespersen og Ralf Pittelkow. Våger man nå å ta debatten om hvorfor det danske (og norske) samfunnet ikke skaper horder med voldsmenn med kinesisk og vietnamesisk bakgrunn?

Denkorteavis.dk 23.august 2012

 

Volden i Vollsmose punkterer tre myter om integration

De voldelige begivenheder i Vollsmose og på Odense Universitetshospital er skræmmende, men også lærerrige. De kaster et ubarmhjertigt lys over problemerne med integration af nogle indvandrergrupper.

Disse problemer fylder normalt ikke meget i medierne. Velmenende politikere og myndigheder, der bruger enorme mængder og arbejdskraft på integrationsindsatsen, taler heller ikke så gerne om dem.

Det er aldrig rart at skulle erkende, at en stor del af indsatsen lever på myter.

Mohammeds version i tv

Nyhederne på TV2 havde i gårsdagens 19-udsendelse et interessant interview med en ung mand fra Vollsmose ved navn Mohammed.

Angiveligt havde han ikke selv deltaget i volden. Han optrådte i rollen som en almindelig Vollsmose-boer, der gav sin oplevelse af begivenhederne.

I hans version var de personer, der blev angrebet, slet ikke fra Vollsmose. De kom ind udefra for at genere folk i Vollsmose. Og de havde rockerbaggrund.

Andre medier kan referere beboere, der driver denne version endnu længere: Skuddene og knivstikkene kom fra disse rockere. De var kommet til at skyde på hinanden!

Men hvad så med angrebene mod skadestuen? Høfligt spørgsmål fra studieværten. Ja, det var selvfølgelig forkert at gøre, måtte man forstå på Mohammed. Men det var trods alt forståeligt:

Folk reagerede jo, fordi det var deres børn, der var blevet bragt i fare, mente han. ”Og så bliver man sur,” som han sagde.

Børn i fare? De 80 mennesker, som brød ind på skadestuen, var ude efter den mand, som allerede var blevet såret i Vollsmose. Det var et brutalt opgør, som ikke havde et klap med deres egne børn at gøre.

Kødranden af støtter

Den unge Mohammeds version bestod af fritløbende vrangforestillinger med en klar pointe: Voldsmændene fra Vollsmose skulle frikendes eller i hvert fald undskyldes.

Det er et velkendt mønster: Ud over de rå voldsmænd er der en større kødrand af folk, som giver dem opbakning og søger at dække over dem.

Det er en myte, at problemerne kun drejer sig om ”nogle ganske få, der er uden for pædagogisk rækkevidde”.

”Det er gået galt i Vollsmose”

En anden myte er også blevet punkteret af begivenhederne: Myten om, at det lange seje træk støt og roligt skaber fremgang i et område som Vollsmose.

Som det siges af Mohammed Mansour, der har boet i Vollsmose i 25 år og er socialdemokratisk medlem af Odense Byråd:

”Når det gik så galt, så skyldes det, at vi trods masser af projekter ikke har haft held med at integrere de unge.” (jp.dk)

Masser af projekter, ja, og svimlende pengebeløb. Meget af det lige ned i kloakken. Mansour taler nu om at flytte fra Vollsmose.

Det er samfundets skyld

Så er der myten om, at skylden for volden og den asociale adfærd ligger hos det danske samfund. Gerningsmændene er i virkeligheden ofre.

Velmenende pædagogtyper fylder unge indvandrere med disse offerforestillinger. Den blev også brugt af Mohammed som forklaring på voldsmændenes vildt grænseoverskridende adfærd og deres aggressioner mod politi og medier.

Det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe løftede offer-retorikken til nye højder: Det var det danske samfund, som havde gjort de unge voldelige.

Javel, ja. Hvorfor har det danske samfund så ikke gjort de unge kinesiske og vietnamesiske indvandrere voldelige?

Fri os fra søforklaringer og sukkersøde myter. Lad os få en ren og uforfalsket realisme ind i integrationsdebatten – og mediedækningen.