Hege Storhaug, HRS
Jeg søkte i google på Rinkeby forleden dag. På bilder, da jeg ikke har vært i denne gettoen ved Stockholm. Jeg var nysgjerrig: preger islam/islamisme områdets beboere? Jeg fant blant andre dette fotoet, tatt (ironisk nok) på 8.mars. Kvinnene samlet seg i protest mot at myndighetene stoppet finansiering av førskoler etter at det ble oppdaget at titalls millioner kroner var ført ut av Sverige av selskapet som driver skolene. Legg merke til de to svartkledde bakerst.
Neste foto er fra en gymsal i Rinkeby, der tydeligvis menn av somalisk opphav har samlet seg. Fotoet fant jeg på en svensksomalisk nettside.
Fotoene mener jeg illustrerer godt kommentaren til Helle Merete Brix.
Af Helle Merete Brix, HRS
Hijab. Det islamiske hovedtørklæde. Tørklæde. Omstridt stykke tøj har mange navne. I Vesten har diskussionen i årevis bølget frem og tilbage: Er hijab et udtryk for undertrykkelse? For tradition eller kultur? For islamisering? Skal vi være bekymrede, hvis hovedtørklædet pludselig vinder frem et bestemt sted, i en bestemt region? Svaret på det sidste spørgsmål er klart og kort: Ja.
I Egypten er det netop blevet tilladt for de kvindelige tv-speakere at bære islamisk hovedtørklæde. Det er en naturlig følge af, Det Muslimske Broderskab vandt valget. Hvor lang tid går der mon, før der bliver set skævt til de kvindelige tv-speakere, der ikke dækker sig til? Og hvorfor i alverden tillader det norske forsvar nu brug af hijab?
Det kommer næppe som en nyhed for HRS´ læsere, men lad mig alligevel nævne det: Verden over, både i Vesten og udenfor, chikaneres, presse, trues eller tvinges kvinder stadig til at dække sig til. Her blot et enkelt eksempel, som jeg har hentet fra organisationen Women Living Under Muslim Laws seneste publikation: Det er fra maj i år i Aden i det sydlige Yemen, hvor kvinder er blevet chikaneret af Al Qaeda medlemmer, fordi de ikke brugte heldækkende ansigtsslør. Korrekt, islamisk påklædningChadortt Djavann, den iransk-franske forfatter til flere essaysamlinger og en roman, beskrev for et par år siden det islamiske hovedtørklæde som en ”krigsmaskine”. Stærke ord, men for Djavann har spørgsmålet om hovedtørklædet ikke været af abstrakt karakter. Som hun skriver i forordet til en af sine bøger, så var spørgsmålet om tildækning et let valg, når man voksede op i det islamiserede Iran. Det var ”Sløret eller døden”.
Iran nævnes i det hele taget ofte i forbindelse med islamisering. Det er ikke uden grund. Den iranske revolution i 1979 har været en model for senere fremtidige islamiske bevægelser. Hvad der er vigtigt at forstå er, at det er af allerstørste betydning for islamiseringen af et bestemt område, et bestemt samfund, at folk kommer til at se ”korrekte” ud. Det vil sige, at mændene gror skæg og at kvinderne dækker sig til. At krænke martyrernes blodDer findes bunker af forfærdelige eksempler på, at kvinder er blevet dræbt eller lemlæstet, blot fordi de ikke vil dække sig til. Et af de første eksempler, jeg læste om findes iden iranskfødte journalist Amir Taheris bog ”Holy Terror”, der udkom i slutningen af 1980erne og stadig, i min opfattelse, er den bedste bog, der er skrevet om de islamiske bevægelsers strategi. I et af bogens kapitler fortæller Taheri om, hvordan den 18-årige Muna i midten af 1980erne mister den skønhed, der, fra hun var ganske lille, har sendt mange friere til familiens hus i Beka Dalen i Libanon. Muna drømte om en dag at studere på Det Amerikanske Universitet i Beirut. Men en aften i 1985, hvor den årlige – og blodige – shia-muslimske ceremoni Ashura slutter, er Muna på vej hjem efter at have besøgt en ven. Hun bliver omringet af unge fra Hizbollah. De råber, at hun ”krænker martyrernes blod” ved ikke at have sit hår dækket til. En af de unge mænd smider brændende væske i ansigtet på hende. Imens råber de andre mænd at ”Allah er størst! Khomeini er vores leder!” Vesten og hovedtørklædetHun vågner i en hospitalsseng, omgivet af sin familie. Måneders plastikkirurgi foretaget i både Libanon og Frankrig kan ikke genskabe hendes ansigt. Muna fortæller, at hendes angribere også fortalte hende, at hun ikke tilhører ”Troens By”, hun hører til ”Krigens By” og er af dens ”agenter”.
Taheri påpeger i bogen, at inddelingen af verden i ”Troens By” og ”Krigens By” er en grundlæggende ting i islam. Det er denne inddeling, som islamiske organisationer overalt i verden foretager, når de arbejder for at få det islamiske hovedtørklæde gjort stuerent: På hovedet af en sygeplejerske, en dommer, en soldat, en lærer med mere. Ikke mindst er det en sejr for islamisterne, når Vesten kapitulerer i forhold til sine væsentlige bastioner som forsvaret og retssystemet. Eller parlamentet.
Hovedtørklædet inddeler kvinder i rene og urene. De rene dækker sig til, de bærer, om man vil, et kyskhedsbælte på hovedet. Det er et signal til mænd om, at denne kvinde ikke tillader nogen form for kontakt med det andet køn end den, som sharialoven tillader. Og det er et signal til den muslimske kvinde, der ikke dækker sig til om, at hun er en dårlig muslim.
Der er således, som Chadortt Djavann også har påpeget, aldrig tale om et uskyldigt hovedtørklæde. For det fastlægger et moralkodeks, som er i overensstemmelse med sharia.
Igen, kyskhedsbæltet: Hvad ville forsvar, politi og dommerstand sige, hvis en kvinde bad om lov til at bære et kyskhedsbælte uden på tøjet og stadig beklæde sin stilling? Mit gæt er, at der ville blive sagt nej. Det samme nej burde lyde, når islamister, en fløj af feministerne og politikere fra højre til venstre agiterer for, at hovedtørklædet blot er et uskyldigt religiøst symbol, eller blot er et stykke stof. Hvis det er sandt, hvorfor dræber, lemlæster og intimiderer man så kvinder verden over for at de skal tage det på?