Af Helle Merete Brix, HRS
Forleden fik jeg en mail fra den amerikanske dramatiker Christopher Shinn. I mailen fortalte Shinn at hans forestilling ”Now and Later” med fire års forsinkelse, nu bliver sat op i USA.
To dage før prøverne begyndte i Boston, kan Shinn, som os andre, konstatere at det brager løs ude i verden: Ambassader bliver stormet og mennesker dræbt efter at filmen ”Innocence of Muslims”, der fremstiller Muhammed ham som blodtørstig og promiskuøs, finder vej til den arabiske verden på YouTube. Det er som taget ud af forestillingen.
”Now or Later” havde verdenspremiere i London i efteråret 2008. Det er en fremragende og anmelderrost forestilling, der foregår i slutspurten under den amerikanske valgkamp. Præsidentens søn, der er bøsse, bliver genkendt i en video på YouTube. Her optræder han i en i en simuleret seksuel situation som Muhammed, der har et homoseksuelt forhold til pastor Bob. Helvede bryder løs a la det, vi er vidner til netop nu. Hvad skal man gøre? Undskylde eller holde fast? Yderligere interessant bliver det, da det kommer frem at præsidentens søn har lavet sin video som en protestaktion: For en nat har nogen sat karikaturer af Muhammed op på det studentercampus, hvor han er indskrevet. Den Muslimske Studenterforening henter støtte også fra ikke-muslimske kredse i, at de ansvarlige skal bortvises. Planlagt angrebDen film, der angiveligt har sat den arabiske verden i brand, er næppe i Shinn-klasse. Den er, at dømme ud fra traileren, både plat og dilettantisk. Men det er uden betydning: Ytringsfrihed er for de sofistikerede og de platte, amatøren og den professionelle. Jeg krydser fingre for, at man ikke beslutter sig for at tage Shinns stykke af plakaten. Beskæmmende er det, at den amerikanske ambassade i Cairo i forbindelse med optøjerne i Benghazi – på det tidspunkt var allerede en sikkerhedsvagt blevet dræbt – tirsdag aften udsendte en pressemeddelelse, hvori man fordømte filmproducenten og ikke de, der havde udført volden. Den danske jurist Jacob Mchangama skriver i en kommentar på Berlingske Tidende, at ”Skylden for volden lægges alene på skuldrene af en obskur filmproducent, som – må man forstå – er en fjende af demokratiet, fordi han ”misbruger ytringsfriheden” ved at krænke religiøse følelser. Pressemeddelelsen er udtryk for et eklatant svigt ikke bare af amerikanske værdier men også af det forsvar for ytringsfriheden, som er helt afgørende, hvis presset fra islamistiske grupperinger skal modstås.” Westergaard og Rushdie
Men har mordene egentlig med filmen at gøre? Mordet på den amerikanske ambassadør og tre ansatte på konsulatet i Benghazi i Libyen kunne meget vel være hævn for drabet på Osama bin Laden eller andre Al Qaeda topfolk. Og filmen blot et påskud. Angrebene virker planlagte og professionelle. Det er også bemærkelsesværdigt, at volden begynder på årsdagen for terrorangrebet på USA.
Under alle omstændigheder, urolighederne bredte sig lynhurtigt til Tunesien, Syrien, Egypten og Iran. I skrivende stund er der heftige kampe i Cairo mellem politi og demonstranter. Der meldes om 250 sårede. Den angivelige bagmand til filmen får politibeskyttelse. En hærskare af journalister har slået lejr udenfor hans hus i Californien.
Ligner det noget, vi kender? Ja, det er Muhammedkrisen om igen, det er Rushdie-sagen om igen. Så lad os bare repetere i grove træk, hvad der dengang fik sagen blæst op. Rushdie-sagen først: Allerede før ayatollah Khomeini havde udstedt sin fatwa i februar 1989 bragede det løs i både muslimske lande og Vesten. Der var tale om en orkestreret kampagne, der for alvor tog fart, da britiske muslimer fra Det Muslimske Broderskab fik Saudi Arabiens støtte til en kampagne mod bogen.
I sagen om de danske Muhammedtegninger var det en dansk imam-delegations rundrejse i Mellemøsten, med falske tegninger, der for alvor fik pustet til ilden. I begge tilfælde gik Organisation of the Islamic Conference (OIC) ind i sagen. I Rushdiesagen fordømte samtlige OIC lande ”De Sataniske Vers” og betegnede Rushdie som frafalden. Hizb ut-Tahrir og støtte til USA
I København var en lille gruppe mennesker, herunder undertegnede, i går samlet foran Den Amerikanske Ambassade i København for at vise deres støtte til USA (se filminnslag her). Demonstrationen var arrangeret af organisationen Frit Iran. Jaleh Tavakoli fra foreningen forklarede, at angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi mindede hende om besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979. 
Farshad Kholghi, en af Danmarks kendteste kommentatorer om islamismen, rystede på hovedet af, at Vesten ikke synes at have lært noget af tidligere tiders konfrontationer med islamisterne. Han nævnte blandt andet det groteske i, at den pakistansk-muslimske leder Muhammed ul Qadri var inviteret til at tale på årsdagen for 11. september.
På søndag demonstreres der så igen foran ambassaden i København: Denne gang er det Hizb ut-Tahrir Skandinavien, der viser deres utilfredshed med filmen. Som det blandt andet hedder i pressemeddelelsen: «Forsvaret af Sendebuddet og Islam er en livssag, der vedrører alle muslimer. Det er ikke muslimernes forfærdelse, som er uciviliseret og intolerant. Det er derimod de vestlige værdier og systemer, der på ny bekræfter deres uciviliserede natur, ved at gøre bespottelse og hån til en ret, som skal beskyttes».
Og lige nu: Ja, der venter vi alle sammen på fredagsbønnen. For år tilbage kunne intet være mindre interessant for vestlige politikere og folk i Vesten. I dag kan fredagsbønnen betyde forskellen mellem liv og død.