Spørsmålene stilles i kronikk i Jyllands-Posten av HRS’ medarbeider Helle Merete Brix, forfatter og journalist, og Farshad Kholghi, forfatter og skuespiller.
Kalif for en dag
Kære Chadi Freigeh
På søndag holder den organisation, du er medierepræsentant for, sin årlige konference. Fint skal det være, så naturligvis er det ikke i en kældermoské i holder jeres arrangement, men i Bella Center på Amager. Masser af medier vil utvivlsomt interesse sig for, hvad I taler om her. Det er nu ikke længe siden, Hizb ut-Tahrir sidst var i søgelyset. Med en højrøstet demonstration vendt mod en islamkritisk film, som I kunne have valgt blot ikke at se.
Men næh nej. I indkaldelsen til demonstrationen skrev I: »I Vesten luftes de sædvanlige anklager fra sekulære kommentatorer, der skildrer islam som intolerant over for ”kritik” og muslimerne som uciviliserede, fordi de ikke accepterer hadsk fremstilling af ”Allahs Sendebud”«.
»USA’s dage er talte«, tordnede I under demonstrationen. Man må rose dig og dine for at være ærlige. I modsætning til mange andre muslimske organisationer, der har lært at tale om religionsdialog og fredelig sameksistens for at please ikke-muslimerne, taler I hverken med to tunger eller iført slør, paryk eller sminke.
I taler lige ud af burkaen. Islam er løsningen på alt. Så groft sagt kan man blive fristet til at mene, at Hizb ut-Tahrir er en værdig modstander, fordi I har modet til at kæmpe åbent for jeres værdier. Men også denne kroniks forfattere har stærke værdier, og vi er helt uenige med dig og dine. Muhammed er ikke vores profet. Muhammed var hverken en fredelig Buddha eller en følsom Jesus. Muhammed var en kriger, der med sværdet i den ene hånd og Allahs ord i den anden nedslagtede sine modstandere. Det er ikke en påstand skabt af de vantro eller af islamofober. Det gjorde Muhammed, fordi han ligesom du og dine havde et bestemt mål: kalifatet.
I stiller jer på talerstolen og siger ligeud, at målet er et kalifat i de muslimske lande. Helst skal hele verden naturligvis blive islamisk. På hjemmesiden skriver I: »Partiet (Hizb ut-Tahrir) sigter ligeledes efter at retlede menneskeheden, og at lede ummah i kamp mod kufr, dens systemer og tanker, indtil islam omfatter hele kloden«.
Hizb ut-Tahrir finder da heller ikke på særlig meget, men henter fra kilden. Hvis man læser Koranen og en række af de uendelige hadither, vil man kunne genkende Hizb ut-Tahrirs retorik og meninger. Islams fundament er totalitært. Mangel på nytænkning og kravet om blind loyalitet har gjort denne religion til en ideologi, der i flere århundreder har holdt befolkningerne i et åndeligt jerngreb. Du og din organisation fortæller da også ligeud, hvad islam betyder.
I skriver: »Hizb ut-Tahrir er en politisk sammenslutning. Det er hverken en åndelig, akademisk, uddannelsesmæssig eller en velgørende sammenslutning. Den islamiske idé er sjælen for dets krop, dets frø og dens livshemmelighed«.
I påstår, at der ikke er andre guder end Allah, og at Muhammed er den sidste profet, som Allah har givet den absolutte sandhed. Islam er Allahs mest perfekte budskab, og derfor behøver ingen af os være i tvivl. Hvorfor spilde tiden med forskellige meninger og endeløse diskussioner, når Allah allerede har nedfældet den rigtige mening i Koranen?
Vi benægter på ingen måde, at der findes liberale muslimer, der tolker koranen helt anderledes end du og dine. Sådanne muslimer har du kun foragt tilovers for. Og nu vejrer du morgenluft, fordi diktatorerne i de arabiske lande er faldet: »Islams love holdes stadig udenfor«, skriver I på jeres hjemmeside, som en kommentar til det, der ikke er blevet et forår for friheden, men for islam. For jeres smag er det naturligvis ikke blevet islamisk nok. Der er de, der med rette er nervøse i de arabiske lande, ikke mindst kvinderne. Mere islam betyder altid mindre frihed for kvinden. Hvad er det i øvrigt med dig og kvinder? Hvorfor skal de gå bagest i dine demonstrationer, og hvorfor skal de være dækket til? Hvorfor skal mænd og kvinder sidde adskilt ved jeres møder? Har du – og Allah – ikke et problem med tilværelsens feminine aspekt? Eller for at snakke lige ud af posen, som du og Hizb ut-Tahrir gør: Vi påstår, at du ser på kvinden gennem to begreber: frygt og fascination.
Der blev vi lige adspredte, for vi forstår det ikke. Men vi var ved at sige noget om de muslimske lande: Dér, som i Europa, findes der skam individuelle muslimer, der ikke er spor interesseret i at få indført sharia. Ligesom der eksisterer fredelige muslimske retninger, Ahmadiyaa, Alevi og visse former for sufisme. Men sufierne eller andre islamiske sekter, der forsøger at åndeliggøre islam, trække det spirituelle frem og lægge sharialovene væk, bliver af jer og jeres ligesindede betragtet som kættere eller frafaldne.
I øvrigt er straffen for frafald – i denne fredens religion – døden. Chadi, hvad mener du om disse linier af den berømte 1100-tals sufi Ibn al Arabi? Han taler om »et kloster til munkene/et tempel til afgudsdyrkerne/en kaaba til pilgrimmene/torahens tavler og koranens bog/jeg bekender mig til kærligheden«.
Chadi, vil disse linier af Ibn al Arabi frit kunne citeres i skoler, foreninger – vil der være foreninger, der ikke er islamiske? – på læreanstalter og gader og stræder? Vil homoseksuelle kunne leve et liv i tryghed i et muslimsk samfund? På hjemmesiden finder man begreber som ”beskyttelse” og ”dhimmier”.
Vil minoriteter som buddhister, hinduer, ateister og bahaier kunne leve et frit liv i et kalifat? Må der være ”afgudstempler” og undervisning i sekulær filosofi i skolen? På jeres hjemmeside finder man i øvrigt dette citat:
»Vi er bevidste om, at den kolonialistiske kafir ikke tåler at høre ordet kalifatet. Hvordan mon det så vil forholde sig, når kalifatet banker på deres dør og får dem til at koge i ophidselse, den dag, som er nært forestående, hvor kalifatet, med Allahs billigelse, vil komme til dem fra en side, de ikke havde regnet med, som det tidligere skete for deres ligesindede fæller.«
Men vi skal hilse og sige fra disse to kaffedrikkende kafirer, at det da også ligner en trussel, synes du ikke? Chadi, i kalifatet, vil der være plads til at danne forskellige politiske partier? Eller kun Guds Parti?
Vil der være plads til åbent og offentligt at udtrykke tvivl om Muhammed og Allah? Til at tale for at shariaen må moderniseres eller afskaffes? Vil man kunne udgive bogen ”Derfor er jeg ikke muslim” skrevet af en frafalden?
I Vesten kan man frit udgive islamiske skrifter, det er der intet forbud imod.
Man kan for eksempel udgive bøger og skrifter, der taler for mænds ret til at slå deres koner, sådan som det står skrevet i Koranen. Ej heller forhindrer nogen dig og dine i at afholde jeres demonstrationer. I kan sågar få lov at leje Den Sorte Diamant i København, som I gjorde det i 2010, hvor I ønskede at sætte »fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn«.
Chadi, på jeres hjemmeside er du beskrevet som blandt andet »forfatter og samfundsdebattør«. Hvad har du i øvrigt udgivet? Men nuvel, du er forfatter, og så er Salman Rushdie jo din kollega. Må han komme på besøg i kalifatet og uden frygt for sit liv sige, hvad han sagde for nylig i et interview til en dansk avis: »…jeg foretrækker Biblen for Koranen, fordi den rummer mange flere fortællinger. Bibelen er narrativ, Koranen er først og fremmest instruktiv«.
I Sudan hængte man i 1985 den 74-årige tænker Mahmoud Taha. Taha havde skrevet, at man måtte skelne mellem de belæringer, som Muhammed gav i Mekka og Medina, fordi det var i Medina, at hele lovkomplekset, shariaen, kom til. Han ville lægge vægten på Mekka-belæringerne, altså belæringer, som Muhammed gav, før han fik politisk magt. Må man i dit kalifat frit udgive tekster med sådanne synspunkter? Eller vil det betyde fængselsstraf eller afkortning af hovedet?
Chadi, denne sommer bemærkede man på bloggen Harry’s Place, at du trykkede ”synes godt om” en popsang på Facebook. Den hedder ”I want to know what love is”.
Det er også en god sang. Men må der være musik og dans i kalifatet? Drømmer du selv om at danse? En sufis hvirvlende dans? En tæt dans med en elsket kvinde? Mens du kærtegner hendes hår? Og hvad med musikken? Det er sjovt, som I bruger vestligt inspireret musik til at pumpe jeres videoer og reklame for Hizb ut-Tahrirs oktoberkonference op. Men synes du, man må glædes over musik blot for musikkens skyld? Eller er det den sikre vej til helvede? Hvem bestyrer egentlig helvede? Og hvad skal du være i det kommende kalifat? Kalif, om det så bare er for en dag?