John Irving er aktuell med nok en bok om seksuelle minoriteter, I én person. I den anledning er han i København og intervjues av Jyllads-Poste (11.november, ikke på nettet).
Den amerikanske forfatteren har gjort noen observasjoner på dette siste besøkte i Europa: Europa har forandret seg.
Her er sentrale uttalelser;
»Well. Hvor stor er jeres muslimske befolkning, og deler de dine liberale værdier? I har også intolerancen i Europa, den kommer bare fra en anden kilde end i USA. Men uanset om den kommer fra USA’s religiøse højrefløj eller muslimer i Europa, så er begge parter intolerante over for seksuelle minoriteter. «
Han har netop været i Holland. Det var der, han først så den. Forandringen. »I Amsterdam, verdens mest liberale og frisindede by, ville det være uklogt af to drenge at gå hånd i hånd på grund af den store muslimske befolkning. Jeg formoder, at det samme gælder i København.« Senere siger han mere. Noget er forandret i Europa. En angst har ændret os.
Hovedpersonen i boken, Billy Abbott, er 70 år og biseksuelle:
Som biseksuel bliver Billy Abbott mistænkeliggjort af alle, både homo-og heteroseksuelle, og derfor bliver hans had over for enhver form for intolerance livsdefinerende. Men på et tidspunkt spørger hans ven ham, med en stemmeføring, der i John Irvings gengivelse har samme langsomt hoverende intonation, som kun de, der kender vores dybeste hemmeligheder, formår: »Hvad er du intolerant over for, Billy?« »Billy Abbott er intolerant over for intolerance. På samme måde har højrefløjspartier i Europa fremgang, fordi de siger antimuslimske ting, på trods af at det er svært for liberale mennesker at være antimuslimske. Vi skal være velkomne og hjælpe alle. Men hvad gør man, når en af minoriteterne ikke kan lide en anden af minoriteterne. Det slider på tolerancen,« siger John Irving.
Han er kommet i Europa med jævne mellemrum, men denne gang er det anderledes. Noget er forandret. Ikke kun fordi han registrerer højrefløjsbevægelserne vokse i de forskellige lande, men fordi han kan mærke, at den økonomiske angst, som er i os alle, men som tydeligst kan ses i tv-billeder af desperate grækere eller apatiske spaniere, har drænet vores overskud. Vi har vanskeligere ved at rumme dem, der ønsker vores hjælp, men afviser vores fællesskab.
»Det er nemmere at være rummelig, når man har penge. Jeg tror, at den økonomiske angst, som er mere konkret i Europa pga. de skrøbelige eurolande, har medført en træthed mod immigranter, der ikke taler vores sprog, ikke tror på vores kultur og virker, som om de ikke kan lide os. Jeg retfærdiggør det ikke, men der er nogle spændinger, som er tydeligere. I er ikke så liberale mere, og det er vi heller ikke,« siger han.
Irving er kjent for å være en sosialt indignert venstrefløyforfatter, med et bankende hjerte for outsidere. Intoleransen som har bredt om seg, får han til å komme med uttalelser han selv ville opplevd som smårasistiske for få år siden.
Der er sket et skred, og måske ses det tydeligst i, at han af alle siger ting, der for få år siden ville være så uhørt, at han uvægerligt ville blive opfattet som småracistisk. John Irving bryder ud i et grin og siger: »Ja, sådan ville jeg i hvert fald have opfattet mig.« Men ingen af os opfatter ham som racistisk. Ikke nu. Så måske er vi som Billy Abbott blevet mere intolerante over for den intolerance, der ikke kan rummes i vores værdisystem, eller også, modsat Billy, bare blevet mere tolerante over for vores egen indre intolerance.
(…)
Jeg tror, at jo mere en minoritet er klar over, at de er en minoritet, desto vredere er de. Jeg tror, at seksuelle minoriteter kan retfærdiggøre, at de har det sådan, men det er en meget uforsonlig position,« siger han. I bogens første afsnit skriver han »We are formed by what we desire« – Vi bliver dannet af det, vi begærer.