Kronikk i Berlinske tidende, 15.november 2012
Når radikale muslimer får magt
Af Karen Jespersen, MF (V)
Et flertal i boligbestyrelsen Egedalsvænge i Kokkedal i Nordsjælland har sagt nej til at bevillige 7.000 kroner til et juletræ og en julefest. Det er en 40 år gammel tradition, at området har et juletræ. Nogle påstår, at dette blot er en banal uenighed om to holdninger til en lille sag i en bestyrelse. Men sagen har større perspektiver end som så. Den er en opvisning i, hvordan radikale muslimer agerer, når de får magt.
Flertallet, der forhindrede at bebyggelsen fik et juletræ, er muslimer. De sagde ikke nej til juletræet af økonomiske grunde. De sagde nej, fordi det er deres holdning, at der ikke bør være et juletræ. Deres talsmand, Ismail Mestasi, siger således, at det ikke har noget med økonomi at gøre, og at de ville sige nej selv om træet var gratis. »Vi er blevet valgt til at bidrage med vores holdninger til bestyrelsen. Og det gør vi så.« Sagen har skabt uro i området, hvor mange beboere er kede af, at de skal undvære det traditionsrige juletræ – det gælder også flere af beboerne med indvandrerbaggrund, herunder muslimer. Desuden har sagen vakt opsigt ud over Egedalsvænge og givet megen omtale i medierne, blandt andet i TV.På den baggrund fik boligselskabet 3B indkaldt til et nyt bestyrelsesmøde onsdag aften. Men flertallet ville fortsat ikke støtte, at der blev sat et juletræ op. Nu skal der i stedet for være et beboermøde 28. november om sagen. Der har været gjort mange krumspring for at bagatellisere denne sag. Den handler jo bare om et ’grantræ’. Og sådan er demokratiet, hvor flertallet kan bestemme over mindretallet, lyder argumenterne.
Kulturminister Uffe Elbæk ser ligefrem positivt på forløbet: »Jeg vil bare sige, at traditioner jo hele tiden er til debat og til forhandling. Det er de i det lokale og på alle niveauer i det danske samfund. Heldigvis. Og det vil sige, at traditioner udvikler sig.« Uffe Elbæk og hans radikale ministerkollega, kirkeminister Manu Sareen, er enige om, at sagen ikke handler om religion. Den drejer sig om beboerdemokrati, siger de.
Men det står klart, at sagen handler om holdninger. Det siger flertallets talsmand selv. Hvilke holdninger? Det siger han ikke. Og det er Elbæk og Sareen fuldstændig ligeglade med. Erfaringer fra udlandet tyder på, at disse holdninger ikke bare drejer sig om nogle enkeltpersoners tilfældige modvilje mod nogle grantræer. Deres holdninger hænger snarere sammen med en radikal form for islam, der er præget af intolerance over for alt, der kan tolkes som en slags kristent symbol. Den slags skal ikke forekomme i et område, som de kontrollerer.Denne problemstilling kendes fra muslimsk kontrollerede lokalområder i en stribe europæiske lande. Det ville Elbæk og Sareen vide, hvis de fulgte bedre med. Dette forsøg på at sætte sig på et lokalområde udløser af gode grunde negative reaktioner hos mange danskere. Dette er Danmark, og i Danmark skal man have mulighed for at dyrke danske sæder og skikke.
Desværre viser de udenlandske erfaringer også en tendens, som synes at gentage sig i denne sag: De radikale muslimer lægger et pres på mere moderate og rummelige muslimer for at de skal bakke op om den fjendtlige holdning til juletræet som symbol. Man må håbe, at det ikke lykkes. Hvad det angår, bliver beboermødet 28. november interessant.
Egedalsvænge illustrerer, at politiske korrekte typer som Uffe Elbæk og Manu Sareen har fået det med det multikulturelle samfund fuldstændig galt i halsen. De er fuldstændig blinde for, at når kræfter som dem, der præger bestyrelsen i Egedalsvænge, får lokal magt, så bruger de den ikke til at skabe multikultur, de bruger den til at skabe monokultur efter devisen ’her bestemmer vi’.Vist er det en lille sag. Men den er principiel vigtig. Derfor må man diskutere, hvad man kan og skal stille op med et problem af den karakter. Vi har jo som samfund ikke været vant til at håndtere den type lokale konflikter. Det lokale demokrati har hvilet på et værdifællesskab og en tillid, som normalt har gjort det muligt at løse lokale konflikter i nogenlunde mindelighed med en rimelig grad af hensyn til hinanden.Det nye i denne konflikt er, at det lokale demokrati her har givet magt til folk med en holdning som markerer et klart brud på det vante værdifællesskab. Hvad stiller man op med det? Nogle røster har talt om, at man kan bruge grundlovens paragraf 67, fordi man siger, at der er tale om en knægtelse af religionsfriheden. Men det virker som en misforståelse. Grundlovens paragraf om religionsfrihed kan ikke sikre retten til et juletræ i et boligområde. I det hele taget er det meget svært at se, at man kan løse konflikten ad juridisk vej.
Flertallet i bestyrelsen har ikke handlet i strid med dansk lovgivning, men de har derimod angrebet en tradition som de fleste danskere betragter som en selvfølgelig del af sæder og skikke i dette land. Det opleves ganske enkelt som uacceptabelt, at man kan bruge en lokal magt til at undertrykke disse sæder og skikke. Eller for at sige det på godt dansk: Det er en del af vores identitet som danskere, at man overalt i lokalområderne kan sætte et juletræ op, hvis det ikke er forstyrrende for ro og orden eller lignende.
Sagen Egedalsvænge kan kun mødes med én reaktion: en kraftig og klar tilkendegivelse fra det omgivende samfund – som også meget gerne må komme fra muslimske medborgere – af, at bestyrelsens flertal handler fuldstændig uacceptabelt. De skal ikke have ro til at gennemtvinge hvad de i deres forskruede fundamentalistiske tankesæt vil betragte som en sejr for islam.