Barn i utlandet

-Redd brødrene mine

Den dansksomaliske unge kvinnen Lul (19) som med et nødskrik unnslapp kjønnslemlestelse i Somalia, frykter for livet til brødrene sine på 10 og 11 år. De holdes tilbake i Somalia på en militær- koranskole der vold er hverdagen. Den ene av dem har også en medfødt alvorlig sykdom.

Vi fortalte den unike historien om Lul i går, den unge kvinnen som ble lurt av moren på en ferie i Kenya, som viste seg å handle om dumping i familiens opprinnelsesland Somalia. Unik i den forstand at Lul forteller åpent om overgrepene hun ble utsatt for.

Lul var da 18 år gammel, hun skulle kjønnslemlestes og tvangsgiftes. Etter halvannet års mareritt i Somalia er hun nå hjemme igjen i Århus grunnet hjelp av far og dansk politi.

Men marerittet fortsetter: Lul har to små brødre, på bare 10 og 11 år. Hun forteller  at de er fanget på en streng militær-koranskole.

De holdes fanget på en stram militær-koranskole, hvor daglig tæsk og pisk er normal praksis for ikke at kunne sine lektier.

– Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på dem. Og jeg føler mig skyldig over at være sluppet væk, mens de stadig er dernede, siger Lul Omar grædefærdigt.

(…)

Et fangenskab, Lul Omar beskriver som et torturkammer.

– Jeg ved, de ikke har det særligt godt. De bliver slået og behandlet dårligt. De får armene bundet bag på ryggen, derefter bind for øjnene og så bliver de pisket, siger Lul Amar, der ikke har set meget til sine brødre under sit lange ophold, fordi de to brødre efter fem måneders ophold i Somalia i første omgang blev placeret på en kostskole, der endte med at køre helt af sporet: Den ældste blev indlagt med malaria, og den yngste led af fejlernæring. Derfor fik moren dem flyttet til den militærskole, hvor de er nu.

Lul Omar har derfor følt sig magtesløs i forhold til brødrenes situation, og så dem kun ved muslimske højtider. Sidst var til Eid-højtiden i august, hvor det for alvor gik op for hende, hvor slemt det stod til.

– Mine brødre fortalte mig, hvordan de blev straffet, hvis de grinte eller virkede for glade, for så var det udtryk for forkælelse, siger Lul Amar til ekstrabladet.dk

Skolen er bevogtet af militærfolk og ligger i et konfliktområde i Somaliland. Drengene må ikke forlade skolens område og får derfor ikke rørt sig. Ifølge Lul bliver de indoktrineret i den muslimske tro og skal lære koranen udenad, ellers vanker der tæsk. Det kom frem ved drengenes besøg, hvor den mindste ikke ville ikke tale med hende, fordi han var bange for, at blive straffet, hvis han talte med hende.

– Skolen havde fortalt dem, at jeg var en dårlig muslim og var blevet kristen, fordi jeg ville tilbage til Danmark. De havde fået at vide, at hvis de sagde noget om skolen, så ville det få konsekvenser for dem.

– De er låst inde på skolen. Man kan ikke stikke af, og der er elektrisk hegn om skolen.

Abdallah på ti år har en medfødt lidelse, Hydrocefalus, populært kaldet ‘vand i hovedet’, der giver ham voldsom trykken i hovedet omkring hjernen, fordi der er et overskud af hjerne- og rygmarvsvæske i hjernen. Det gør, at der hober sig overskudsvæske op i hjernen, som forøger trykket i hovedet og kan medføre skadelig virkning på hjernevævet. Han har derfor en ventil i hjernen, der årligt skal tjekkes for utætheder eller tilstopning.

Men Lul Amar frygter, at der slet ikke tages hånd om de forhold. David på 11 år har fortalt hende, at skolens ansatte tæsker lillebroren, til han bliver helt rød.

– Jeg tror ikke, de er klar over, at han er syg og oven i købet også lider af epilepsi, men måske fejlagtigt tolker hans anfald som hidsighed. For når han bliver ked af det og får de anfald, så bliver han helt rød i ansigtet og begynder at græde. Han er kun ti år og forstår næsten ikke noget somalisk. Det er der i øvrigt ingen af os der gør. Og derfor er han ikke i stand til at forklare sin sygdom, siger Lul Amar bekymret.

Og den ældre bror tør ikke at tage kampen op mod skolens ledere.

Ifølge Lul Omars far lider David af en mavelidelse, der kræver meget stærk medicin. Lul Omar bekræfter, at før familien drog til Somalia, var broren indlagt på hospital og har i øvrigt været det mange gange før.

– Jeg er bange for, at hans krop ikke kan klare den ret meget længre, for den har det med at reagere voldsomt på de mindste lidelser, lyder det fra en bekymret storesøster.

Hva gjør Danmark? Er guttenes danske statsborgerskap verdt trykksverten?

Dumping av barn har vært høyt på HRS sin dagsorden år ut og år inn. Ikke ett eneste land i Europa har tatt problemet alvorlig. Kan vi få en oppvåkning i Danmark?

Lul tror at moren ”renner rundt” i Europa nå. Hun har tømt femromsleiligheten i Århus og sagt opp leieforholdet. Vil Danmark etterlyse moren gjennom Europol? Burde moren kunne varetektsfengsles – og slik presses til å sørge for at guttene frigjøres og sendes hjem?

Selvsagt.

Og så må hun også straffes for frihetsberøvelse og for å ha satt barna i en situasjon der  hun visste de ville bli utsatt for vold.