Douglas Murray er visepresident i den britiske tenketanken Henry Jackson Society og en av de mest velformulerte britiske kritikerne av den pågående masseinnvandringen til Storbritannia. Hos Gatestone Institute publiserte han en kommentar om den siste befolkningsmålingen like før jul, som er oversatt av Den Korte Avis Rights.no rapporterte også om den nye folketellingen publisert sent i 2012, som viste at briter nå er i mindretall i London. Men her fra Den Korte Avis:
Målt med enhver målestok bliver det afsløret, at Storbritannien er et land, der undergår seismiske forandringer. Over en periode på ti år er 4 mio. flyttet til landet.
For første gang er ”hvide briter” blevet et mindretal i hovedstaden London.
Men måske mest slående er, at landets muslimske befolkning er næsten fordoblet.
Demografi-besat landsbytosse?
Man har ikke beskæftiget sig meget med dette seneste faktum i den engelske presse. Fordoblet? Det kan vel ikke passe? Dette må være en af Mark Steyns (kendt islamkritiker) påstande? Eller en udtalelse fra en demografi-besat landsbytosse? Men nej, det er det ikke. Og det er nu officielt: Imellem 2001 og 2011 steg Storbritanniens muslimske befolkning fra 1.5 mio til 2.7 mio. Sagt med andre ord, steg tallet fra 3 procent til 4.8 procent ud af den samlede befolkning.
Upopulært
Hvis den britiske premierminister i 2001 var stået frem og havde proklameret, at han over det næste årti ville fordoble antallet af muslimer i landet, ville han aldrig være blevet genvalgt. Men det sagde han selvfølgelig ikke, og det gjorde hans efterfølger og forgænger heller ikke.
Varm luft
I det sidste årti har alle betydende politikere løjet om emnet. Ud over at tale med fast stemme om at sætte loft over indvandringen og presse folk til at assimilere sig, har de næsten intet gjort. Som for eksempel da indenrigsminister David Blunkett for ti år siden udtalte, at alle tilflyttere burde lære det engelske sprog. Hans efterfølger på posten, Jacqui Smith, gentog det samme fem år senere. Ligesom også indvandringsminister Phil Wolas gjorde det et par år senere.
I sidste årti formåede Labour-regeringen at gøre præcis det samme som regeringerne før og efter den gjorde: at gå så langt som muligt i retorikken, imens de i handling gjorde præcis det modsatte – imod befolkningens ønsker.
Frugten af deres værk
Nu kan vi se frugten af deres værk.
Folketællingen afslører, at næsten 3 millioner mennesker bor i husstande, hvor ingen voksne taler engelsk som hovedsprog. Labour-politiker Sadiq Khan har indrømmet, at kommunerne har brugt deres penge på oversættelsesservice i stedet for på sprogundervisning, og dermed har de påvirket folk til ikke at lære sproget.
Resultatet er lokalsamfund med sprogbarrierer imellem generationerne. Der er dele af London, hvor en fjerdedel af befolkningen er i samme situation. De har skabt et samfund, hvor mange folk kun taler OM hinanden i stedet for MED hinanden. Og alt imens har politikere og økonomer travlt med at foregive, at netop dette er det bedste man kunne forestille sig.
Pressens rolle
I avisen London Evening Standard hilste man det velkommen, at hvide engelsk-fødte mennesker var blevet en minoritet i deres egen by.
Avisen skrev en leder, der anklagede alle, der var utilfredse med fordoblingen af antallet af muslimer, for at være ‘islamofober.’ Debatten er ikke ikke blevet synderligt mere oplyst siden. I BBCs førende debatprogram, Question Time, erklærede forfatteren Will Self, at folk der var utilfredse med udviklingen i Storbritannien, var “racister.”
Oplevelse på BBC
På BBC’s Newsnight sad jeg ved siden af to venlige, velhavende og succesrige indvandrere, der forklarede hvor positiv folkeoptællingen var for Storbritannien, fordi den vidnede om et samfund præget af ‘mangfoldighed’ og ‘multikulturalisme.’
Jeg var den eneste af de fire paneldeltagere, der påpegede, at denne indvandringsbølge kunne have negative sideeffekter. Jeg var den eneste der påpegede, at det specielle ved et ‘multikulturelt samfund’ er, at det kan fejre alle andre tænkelige kulturer end netop den kultur, der tillader disse kulturers sameksistens.
Med andre ord, samfundets centrum er det eneste, der ikke fejres, og samfundets centrum bliver bevidst undergravet. Værst af alt er, at dette er sket i modstrid med befolkningens mange gange udtrykte holdninger, som de gang på gang er fremgået af nationale meningsmålinger.
Bevidst politik
Selvfølgelig bekræfter meget af dette kun, hvad den seneste Labour-regering synes at have stræbt bevidst efter. For tre år siden, i den selvsamme Evening Standard, fortalte Andrew Neather, tidligere rådgiver for Blair-regeringen, at den enorme stigning i indvandringen igennem det sidste årti delvis skyldtes et politisk forsøg fra Labours ministre på at ændre landet radikalt og “tvære højrefløjens fjæs rundt i mangfoldigheden”.
Arbejderklassen
Han fortalte videre, at Labours lempelse af indvandringskontrollen var en bevidst plan for at “åbne Storbritannien for masseindvandring”, men at ministrene var nervøse for at omtale dette træk offentligt, fordi de frygtede at støde “kernevælgere i arbejderklassen” fra sig.
Taler om stramninger
Nå, men de har så sandelig opnået, hvad de ønskede.
Labour-regeringen, de konservative regeringer før den og koalitionsregeringen efter den har gjort alt, hvad de kunne for at ignorere de reelle bekymringer i befolkningens flertal. Men da der ikke har været noget anstændigt mainstream-parti at stemme på, er befolkningen blevet ved med at stemme på de samme gamle partier.
Narret af lejlighedsvise politiske taler om stramninger, er landet kørt fast i en debat, der bliver ved med at køre i samme rille. Men mens det foregik, ændrede grunden under os sig til uigenkendelighed.
Fundamentalt ændret
Traditionen tro kom Labours leder Ed Miliband et par dage efter folketællingen ud med en erklæring om, at indvandrere, der kom til Storbritannien, skulle lære at tale engelsk. Det er præcis, hvad alle hans forgængere har sagt, og det er præcis hvad ingen af dem har gjort noget konkret ved.
Storbritannien er blevet fundamentalt ændret, og der er flere ændringer på vej. Nogle af disse ændringer kan være gode, andre vil med stor sandsynlighed ikke være så gode. Der er dem, der har ønsket denne forandring, og der er dem, der ikke har ønsket den.
Den første gruppe bemærker en sjælden gang imellem, at deres planer har skabt uforudsete problemer. Den anden gruppe bliver nedgjort som tilbagestående, racister, fordomsfulde og uden føling med deres forandrede land.
I virkeligheden er de bare folk, som engang havde et land og har set det uigenkaldeligt ændret. De holder bare fast i en følelse af bedrøvelse over, at ingen tænkte over, hvor dette ville føre os hen, og om vi, folket, nogen sinde skulle høres i denne ‘lille’ sag om vores egen fremtid.