FREDAGSFORHØR: Opgør med Oslo-konsensus
Asle Toje er forskningschef ved det norske Nobelinstitut, finere bliver det knap nok. Alligevel har han skrevet en pessimistisk, ærlig og sine steder satirisk rejseskildring fra flere europæiske lande og byer, lidt i stil med en tyske forfatter Hans-Magnus Enzensbergers «Åh, Europa», som udkom for 25 år siden.
Asle Tojes bog hedder «Rødt, hvidt og blåt. Om demokratiet i Europa» og har allerede vakt postyr i hjemlandet, hvor den offentlige debat er noget mere konform end i Danmark, muligvis fordi nordmændene svømmer i olie og ikke behøver tænke sig om de næste 50 år.
Bogen er svær at beskrive rent genremæssigt. Den er en blanding af reportage, interviews og historisk-sociologisk refleksion. Asle Toje beskriver på den ene side de problemer, der er forbundet med de moderne velfærdsstater og EU, og på den anden side dem der er forbundet med massiv indvandring fra fjerne lande og kulturer.
Resultatet er et stærkt miks, og mit eksemplar har understregninger på noget nær hver eneste side.
Din bog forekommer både modig og original i en norsk sammenhæng. Hvorfor ville du gerne skrive den bog?
»Du har ret. Her har kulturradikalerne triumferet i en sådan grad, at selve ordet intellektuel er synonym med venstreintellektuel. Bogen har formået at vække ubehag både hos dem, der kalder sig konservative, og blandt de sidste unge mænd, der kalder sig socialister, men er mest optaget af at omfordele andres overskud og erhverv.«
»Mit anliggende er aktuelt. Jeg ville skrive en bog om, hvordan vi lever nu. Ikke et forsvar for 1990′ ernes fejltagelser eller et forsøg på en tænkt fremtid. Carl Grimberg, den gamle historiker, havde en fantastisk overskrift: «Europa keder sig».
I alle vores fremskridt har vi kedet os, i en vished om at historien er noget, som sker for andre. At vi, som de første nogensinde i verdenshistorien, kan leve i sus og dus uden at tage hensyn til møjsommelig indsamlet kundskab, som om vi var vores egne forældre.
Jeg citerer George Orwell for, hvordan vi mennesker kan få os selv til at tro, at ting, som ikke er sande, er sande, og at vi er i stand til at opretholde dette bedrag, indtil ideerne ramler ind i hårde kendsgerninger. Bogen er fuld af sådanne kendsgerninger.«
Hvordan vil du karakterisere vores samtid?
»Vi lever i en brydningstid. Mange af de sejre, vi troede var vundet permanent – fra velfærdsstatens fine sikkerhedsnet til kvinders og homoseksuelles rettigheder og politikkens fortrøstningsfulde forudsigelighed – det er alt sammen væk. Og vi sidder, som bogen illustrerer, med dårlige kort på hånden.
Du skal huske, at Danmark har taget skridt, som Norge og i endnu mindre grad Sverige har taget.
Anders Fogh Rasmussen kastede manualen på bålet, lod økonomi være økonomi og gik i clinch med de tanker, som styrer samfundet.
Han indså, at ingen ændring vil være mulig uden et opgør med smagsdommernes strubetag på den offentlige debat. De var blevet til bregner, som gjorde det umuligt for andet liv at spire under dem.
Enhver ny regering havde ingen anden mulighed end at følge den udstukne kurs.« »Når dette er sagt, så skriver jeg meget lidt om Norge i bogen. Mit land befinder sig i sit eget kaos, den politiske optik er helt anderledes end i andre lande. Til trods herfor har Norge én fordel; her findes mange mennesker uden for hovedstaden, som er belæste og mistror magten. De er indflydelsesrige og har ved flere lejligheder givet Oslo-konsensussen en på tuden.
For at nå ud til dem må man skrive en bog.«
Du sidder selv i hjertet af den urbane konsensus. Men siger, at der vokser et lille håb ude på landet?
»I Oslo plejer man at tænke, at de herskendes tanker breder sig fra Karl Johansgata som ringe i vandet ud til den mindste flække. I virkeligheden har landboerne ofte reddet de dannede og lærde kosmopolitter med sund bondefornuft.
Du skal lede længe efter mere fordomsfulde mennesker end de åh, så liberale på venstrefløjen med patent på godheden, og jeg glæder mig over, at min bog er på vej i både tysk og engelsk oversættelse.«.