Bekymret er også Folketingsmedlem i Danmark, Karen Jespersen. Her er hennes kronikk i Berlingske tidende, gjengitt med Jespersens tillatelse.
Jeg frykter at jødene ikke har en fremtid i Europa
Jeg ville nok fraråde forældre til jødiske børn at sætte deres børn i min skole, hvor der er mange tosprogede elever. De kan blive chikaneret især af elever med palæstinensisk baggrund. Omtrent sådan sagde Lise Egholm til P4. Hun er leder af Rådmandsgade skole på Nørrebro. Udtalelsen vakte opstandelse. Uvist af hvilken grund trak Lise Egholm så i land og kaldte nu debatten »en fis i en hornlygte«. Men det er helt uacceptabelt at bagatellisere problemet. I Danmark og i flere andre europæiske lande bliver jøder i dag på det groveste chikaneret og forfulgte. Over alt bliver dette i vidt omfang fortiet i den offentlige debat. Europæiske medier beskæftiger sig for eksempel meget lidt med den kendsgerning, at mange jøder føler sig tvunget til at flytte fra bestemte områder på grund af forfølgelserne. De bliver reelt fordrevet. Dette er eksempelvis, hvad der er sket i EUs hovedstad. Og en del jøder forlader helt Europa.
Hvordan kan det lade sig gøre? Og hvordan kan det foregå, uden at der rejser sig en bølge af forargelse og protest i medierne?
Når Lise Egholm siger, at hun ikke længere oplever et problem med jødiske elever på hendes skole, så er det fordi, der stort set ingen jøder er tilbage på Nørrebro. Jøderne ved, at de ikke kan sende deres børn til en skole på Nørrebro. Det har jøderne vidst i snart mange år. Det blev endnu engang slået fast af rabbineren Bent Lexner som reaktion på Lise Egholms snak om »fis i en hornlygte«. Men forældrene er heller ikke glade for at sende deres børn i den jødiske skole, der er indhegnet med pigtråd, og hvor der er overvågning. Det skal den være efter tragedien i Toulouse i Frankrig, hvor en lærer og tre elever på en jødisk skole blev myrdet af en ung radikal muslim.
Det er ikke kun skoler men også synagoger og boligområder med mange jøder, der har videoovervågning. Desuden er det rutine for politiet med hyppige patruljer. Alle jøder skal på den ene eller anden måde konstant tage stilling til sikkerhedsmæssige foranstaltninger i dagligdagen – afhængigt af, hvor synlige de er som jøder, og hvor aktive de er i deres egen kultur.
I 2001 begyndte Mosaisk Trossamfund at nedskrive de alvorlige hændelser, der bliver oplevet af de 6.500 danske jøder. Det er svært eller umuligt at gå med kalot eller davidsstjerne på gaden. Der er telefontrusler og hærværk på biler, der kastes sten gennem jødernes vinduer, og der males anti-jødisk graffiti. I dag er det blevet endnu værre med overfald og grov vold, siger de jøder, jeg har talt med.
Det er meget vigtigt ikke at skære alle over én kam. Men langt de fleste af dem, der begår disse overgreb, er muslimer, arabere med mellemøstlig baggrund. Konflikten i Mellemøsten er en del af baggrunden for forfølgelsen af jøderne. Men der er jo aldrig nogen, der har hørt om jøder, der angriber og chikanerer muslimer. Stort set ingen i Europa forholder sig til dette. I Mellemøsten må israelerne lide under jævnlige raketangreb fra især Gaza, selvmordsbombere og andre voldsaktioner. Men det har altså ikke givet anledning til jøders forfølgelse af arabiske muslimer i Europa. Mange af de unge muslimer, der er aggressive over for jøder, opildnes til had i TV-programmer, som de henter ned på deres paraboler. Denne hadpropaganda spiller ikke kun på konflikten mellem palæstinenserne og Israel. De appellerer til de fjendtlige holdninger mod jøder, som går århundreder tilbage, og som kommer til udtryk i Koranens voldsomme vendinger om jøder (og andre vantro).
Den radikalisering, der har fundet sted i arabiske lande, og som har givet islamisterne stor styrke, er ledsaget af voksende forfølgelser af jøder og kristne, så mange af disse rejser væk. Også det møder larmende tavshed i store dele af den europæiske offentlighed. I Vesten ser mange især mellemøstlige muslimer en jødisk sammensværgelse, der styrer det hele.
En stor britisk rapport afslørede for et par år siden, at omkring en fjerdel af moskeerne uddelte meget fundamentalistisk og hadefuldt materiale vendt mod kvinder, jøder og andre vantro. Dette materiale fandtes vel at mærke også i moskeer, der blev betragtet som moderate.
Over alt i Europa er billedet det samme. I Malmø i Sverige, hvor der er en stor muslimsk indvandrerbefolkning, har forholdene for jøderne i mange år været utålelige. Der blev for et par år siden kastet en bombe mod en jødisk demonstration. I september måned var der et bombeattentat mod Det Jødiske Forsamlingshus, der medførte omfattende ødelæggelser. Den er nu beskyttet med armerede døre. Malmøs rabbiner Kesselman er blevet jagtet af en bil, der forsøgte at køre ham ned, så han bagefter sagde »Jeg har aldrig i mit liv været så bange«. Dertil kommer overfald og chikaner i hverdagen.
I 2009 blev angrebene på jøderne i Malmø fordoblet i kølvandet på en optrapning af konflikten i Mellemøsten, og der blev sat ild til synagoger. Fra demonstrationer gjaldede råbet »Khaybar, Khaybar, oh jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage.« Khaybar var en overvejende jødisk oase, som en muslimsk hær indtog i 629, hvorefter de overlevende jøder blev fordrevet. I andre dele af Europa ses et lignende billede. Men kun de allermest dramatiske episoder, som terrordrabene i Toulouse, får væsentlig medieomtale.
I Bruxelles er den jødiske skole nu omgivet af en meterhøj betonmur beklædt med panserplader. Skolen er i øvrigt ved at lukke. Bruxelles har i dag omkring 300.000 muslimer og det kan jøderne mærke. »Byen har en indvandrerbefolkning, der ikke er jøderne venligt stemt,« siger en talsmand for Israels ambassade i Bruxelles. Jøderne er på vej ud af Bruxelles. En stor del rejser til Israel. Og sådan er det også andre steder. Malmøs jødiske befolkning har været stærkt faldende de senere år. I Danmark sagde den unge jødinde Anya Raben forleden til mig: »Jeg havde aldrig troet, at det skulle komme dertil, at jeg hørte mig selv sige: ’Jeg tror ikke at jøderne har en fremtid i Europa.’ Flere og flere rejser. Og det bliver værre. Ingen vil leve under de vilkår.«