Jyllands-Postens leder i dag tar et nådeløst oppgjør med hykleri, dobbelmoral og rasismelovverket i Danmark i kjølvannet av tirsdagen attentat mot Lars Hedegaard. Avisen mener det ”flyter med paradokser i debattlandskapet” etter attentatet. Vel er det bred enighet om å fordømme ugjerningen, med det ”frapperende hykleriet fortjener å bli brakt frem i lyste”, sies det, og så gyver Jyllands-Posten løs på krenkelsesfundamentalister, og toppolitikere som støtter rasismelovverk.
På den ene side himler krænkelsesfundamentalister op om, at racisme- og blasfemiparagraffer er nødvendige for at beskytte svage og forfulgte mindretal mod overgreb og sikre, at onde ord ikke efterfølges af onde handlinger. »Vi ved jo, hvad der skete i Tyskland i 1920’erne og 1930’erne,« lyder et tvivlsomt refræn med henvisning til Weimarrepublikkens svigtende evne til at komme nazismen til livs. Derfor var det ikke bare i orden, men i sin tid nødvendigt at retsforfølge Lars Hedegaard for udtalelser, der kunne opfattes som en krænkelse af muslimer. Det hører med som et tankevækkende kuriosum, der er en totalitær stat værdig, at man i Danmark kan blive dømt for ytringer, der er sande.
Hvis det så bagefter viser sig, at det er mindretallets repræsentanter, der griber til vold, så siger de samme krænkelsesfundamentalister: Det er selvfølgelig forkasteligt, men kunne han ikke også bare lade være med at provokere med sine krænkende udtalelser. Man må være forberedt på den slags, når man slynger om sig med forhånende ytringer.
I denne sammenhæng fortjener De Konservatives formand, Lars Barfoed, at blive nævnt. Som justitsminister forsvarede han i forbindelse med retssagen mod Lars Hedegaard racismeparagraffen. I forgårs buldrede han til gengæld efter attentatet mod »mørke kræfter«, der vil demokratiet til livs. Hykleriet har kronede dage blandt det politiske flertal på Christiansborg, der ønsker at bevare blasfemi- og racismeparagraffen. Kænkelseslove fungerer i nogle tilfælde som tilskyndelse til vold efter devisen: Det er jo en forbrydelse at krænke andre verbalt ifølge loven, så vi tager sagen i egen hånd. Det sker ofte i den muslimske verden, hvor der i mange lande er er dødsstraf for blasfemi.
Førsteprisen for hyklerisk logik tager Hollands tidligere justitsminister, Ernst Hirsch Ballin. Efter en krænket muslims likvidering af filminstruktøren Theo van Gogh i 2004 erklærede han i forbindelse med en opfordring til at stramme krænkelseslovgivningen, at van Gogh aldrig var blevet myrdet, hvis man havde haft en lov, der havde kriminaliseret hans udtalelser om islam og muslimer. Er det sådan man skal forstå logikken hos Barfoed og kompagni?
Et andet paradoks gælder dobbeltmoralen. Hvem husker ikke et populært ræsonnement efter massemordet i Norge: Lars Hedegaard, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og såkaldte ”højrepopulister” måtte bære deres del af det moralske ansvar for terroraktionen, for den var et kontinuum af deres dæmoniserende holdninger til islam og indvandring.
Må man med forlov spørge, hvordan denne logik passer på attentatet mod Lars Hedegaard? Er de kulturradikales dæmonisering af Hedegaard og hans meningsfæller en del af historien om, hvor det moralske ansvar for attentatet skal placeres? Eller er attentatet – hvis postbuddet, der ringede på hos Hedegaard, viser sig at være islamist – et kontinuum af de muslimer, der betragter Koranen som en guddommelig åbenbaring, hvor der opfordres til at dræbe de vantro, og at krænkelser af islam skal straffes med døden?
Kære politikere, den mest effektive opbakning til Lars Hedegaard vil være at afskaffe racisme- og blasfemiparagraffen. Det kan kun gå for langsomt.
.