Det synes at være gået ret ubemærket hen i Skandinavien, at en venstreorienteret, tysk skolelærer har taget et opgør med islamismen. Krause er ikke blot venstreorienteret – ”schwuler” i bogens tyske titel betyder bøsse – det gør det kun endnu mere opsigtsvækkende. Men det har ikke sparet ham for kritik. I sin bog indleder Krause da også med at tage et væld af forbehold: Såsom at bogen ikke er en bog, der handler om udlændinge eller om race, eller en bog, der ønsker at nedtone problemet med højreekstremisme. Og så videre og så videre.
Hvor er venstrefløjen?
Daniel Krauses bog tager udgangspunkt i den tale, han holdt lørdag den 9. juni 2012 i Köln i bydelen Deutz i indre by. Krauses tale var et modsvar til den gruppe på 1000 salafister der, anført af en tysk konvertit til islam, denne dag demonstrerede med krav om at få sharia indført i Tyskland. Altså en stat, som Krause skriver i bogen, hvor utro kvinder kan blive stenet til døde, homoseksuelle ligeså. Blandt mange andre uhyrligheder.
Krause stillede sig spontant op og talte imod de islamister, der også vil have de, der fornærmer profeten, dræbt. Han talte, forklarer han i sin bog, som en vælger, der stemmer på De Grønne, som fortaler for den demokratiske forfatning. Som et menneske, der krævede modstand mod salafisternes krav og som er utilfreds med, at venstrefløjen og andre ikke har nogen forståelse for, hvor farlig den radikale islamisme er.
Dræb forræderen
Krauses udmelding fik konsekvenser. Igennem et par dage måtte han have politibeskyttelse. På en portal for islamister opfordrede nogen til at man skulle ”slå ham, til han er død”. På en portal for folk fra den ekstreme venstrefløj opfordrede en til at ”dræbe denne forræder-bastard”. Debatten rasede i medierne, og Krause blev flere gange udråbt til at være nazist og højreekstrem.
Der var dog heldigvis også de, der tog Krause i forsvar: Flere kommentatorer tvivlede således på, at det var særlig racistisk at tale mod islamisternes homofobi. Eller på at en homoseksuel veganer, der stemmer på de Grønne og har et ”nej-tak til atomkraft”-skilt på sin cykel samtidig kunne være højreekstrem eller nazist.
Men i for eksempel Westdeutche Allgemeine Zeitung erklærede redaktøren Andreas Winkelsträter dramatisk, at ”Dag efter dag står denne lærer foran sine elever”. Imellem eleverne, mente redaktøren, befandt der sig sikkert mange muslimer, og det var problematisk i forhold til lærerens anskuelser. Men som Krause understreger i bogen, så taler han faktisk ikke om muslimer, men om islamister.
Fortuyn og Wilders
Krause har i tiden omkring sin spontane tale foretaget rejser rundt i Tyskland og Holland. I bogen inddrager han mordet på den hollandske politiker Pim Fortuyn – som han føler et stort slægtsskab med – og Fortuyns landsmand, den mordtruede politiker Geert Wilders.
For de, der har fulgt med igennem årene, hvad angår islamismens fremmarch i Europa, er der måske ikke så meget nyt i bogen, hvad angår de store linier. Det bemærkelsesværdige er, at et menneske på venstrefløjen vover at tage sådanne mennesker og også en person som den tyske forfatter og tidligere politiker Thilo Sarrazin – der skabte et enormt drama med sin bog ”Deutschland schafft sich ab” – i forsvar, ikke fordi han er enig med dem i alt. Men Krause noterer sig for eksempel, at den udskældte Wilders har overtaget Fortuyns syn på kvinderettigheder og homoseksuelles rettigheder. Han giver som eksempel, at Wilders i 2011 stemte imod sin egen lejr af kristendemokrater og højreliberale, da han sammen med venstrefløjen stemte ja til ægteskab mellem mennesker af samme køn.
Ned med Sarrazin
Krause er forarget over den behandling, sådanne mennesker får og giver eksempler på, hvordan man afskærer debatten: I September 2011 var Sarrazin således indbudt til at tale hos lokalavisen Donaukurier. Men De Grønnes lokale kredsbestyrelse gjorde, hvad de kunne for at hidse folk op til at boykotte avisen igennem en uge, hvis ikke indbydelsen blev trukket tilbage. De Grønne ønskede at vise ”solidaritet med immigranter”. Krause fortæller også om, hvordan 200 tilhængere fra den såkaldt antifascistiske lejr i maj 2012 forsøger at bryde igennem afspærringen til en litteraturoplæsning i Erfurt, hvor Sarrazin, til deres raseri, er indbudt til at tale. Som kommentar til disse og andre begivenheder skriver Krause i bogen. ”Hvordan ville det være, hvis man til en afveksling demonstrerede foran moskeer imod homofobi og sexisme?”.
Venstrefløjens prioriteringer
Krause skriver også i bogen, at ”regelmæssigt demonstrerer tusindvis af tyskere mod fremmedfjendskhed. Man må i den forbindelse understrege: De få neonazister er ikke repræsentative for vores folk – Tyskland er overvejende udlændingevenligt og åbent over for verden. Har man nogensinde oplevet, at ”moderate” muslimer på lignende måde offensivt har demonstreret imod antisemitisme, kvindeundertrykkelse og bøssehad? Ligesom tyskerne distancerer sig fra neonazister, bør ”moderate” muslimer også distancere sig fra islamister, særligt salafister. De må gerne opfordres til at gøre noget sådant fra socialdemokrater, grønne og venstreorienterede. Men sådanne tiltag har lange udsigter. Hellere animerer den rød-grønne lejr flest mulige mennesker til massedemonstrationer mod paven”.
Krauses bog fortjener at blive læst, ikke mindst af hans politiske meningsfæller rundt om i Europa. For hvor har han ret!
Daniel Krause: Als Linker gegen Islamismus: Ein schwuler Lehrer zeigt Courage. Forlaget HJB. Ca. 13 euro på amazon.de