Fredagsforhør av Mikael Jalving, Jyllands-Posten 26.juni, gjengitt med forfatterens tillatelse
Det er blevet hipt at skelne mellem islam og islamisme.
Nogle gør det af taktiske grunde – for ikke evig og altid at blive kaldt racist eller vantro. Andre, som f. eks. den danske semiotiker, professor og kritiker ved Weekendavisen Frederik Stjernfelt, fordi han mener at kunne argumentere for det. Kahttan Jasim er hverken overbevist eller imponeret.
Han finder distinktionen letkøbt.
Kahttan Jasim er uddannet politolog med særligt kendskab til shiitisk islam, demokrati og islamisme i Mellemøsten. Siden han kom til Danmark i 1985 og blev dansk statsborger efter at have været udsat for tortur og pinsler i Saddam Husseins Irak, har han bl. a.arbejdet som integrationskonsulent i Køge og Haslev kommuner og afleveret en ph. d.-afhanding ved Syddansk Universitet.
Velklædt og solbrændt sidder han og venter, da jeg nogle minutter forsinket møder ham på den aftalte café.
”Du er heldig”, siger han med et smil. ”På arabisk siger man, at den, der kommer først, betaler regningen”.
Og så går han ellers lige til sagen: ”Hvorvidt der er forskel mellem islamisme og islam, kan der svares både ja og nej til. Så længe islam af de fleste islamister og de fleste troende muslimer betragtes som et totalt system, der omfatter det verdslige og livet efter døden, og hvor der ingen adskillelse er mellem religion og politik, vil islam udgøre en kilde til islamisternes tænkning og praksis. Vi kan således ikke undgå, at vores kritik mod islamisterne samtidig bliver en kritik rettet mod islams kerneværdier og principper.
Misforstå mig ikke, jeg er ikke ude på at angribe den enkelte muslims religiøsitet – min mor er religiøs, min kone er religiøs, vi har og skal have religionsfrihed her i landet.
Mit ærinde er at forstå, hvad islamismens kerne er, og her er det slående, at forskellene mellem de mange og forskellige islamistiske teoretikere er helt minimale. Fælles er de om en række begreber, ideer og normer med rod i Koranen og de hellige skrifter. Det er disse dogmer, som giver islamismen næring. Islamisme er ikke vanartet islam. Islamisme er islam i den forstand, at islamismens politiske indhold udspringer fra de hellige skrifters kommandosystem og det forhold, at islam historisk set er blevet til med sværdets hjælp.”
”Her vil nogle sige, at du generaliserer.”
”Det er ikke troen, jeg angriber, men islams politiske ambitioner.
Islams principper og ideer er politiske og kan ikke adskilles fra religionen.
Islam er et helhedssystem, hvor komponenterne er gensidigt nødvendige. Det er jo derfor, at imamer og klerikale kræfter kæmper med næb og klør for, at kritik afvises eller kriminaliseres. Islam, forstået ud fra Koranen, er en daglig kamp mod indbildte og reelle fjender eller forkerte levemåder, sådan som det også kommer til udtryk i de lange og tykke autoritative vejledninger til rettroende muslimer – lige fra hvordan man går på toilettet, til hvordan man bliver begravet. Det hele er skrevet ned og sat i system.”
”Hvorfor er det blevet så populært at skelne hårdt mellem islam og islamisme?”
”Af tre grunde. Fordi ingen eller få har lyst til at angribe den enkeltes tro, hvilket er forståeligt nok. Fordi vesterlændinge føler en eller anden diffus skyld i forhold til 1800-og 1900-tallets vestlige kolonialisme i området – til trods for, at tyrkerne såmænd gennem 400 år har været mindst lige så store aggressorer i Mellemøsten. Og fordi vi stadig i Vesten tænker konflikter ud fra kortsigtede, sikkerhedspolitiske hensyn.”
”Hvorfor er det kortsigtet?”
”Samarbejdet med Taliban har ikke ført til fred eller til moderation.
Islamisterne er ikke ærlige venner af den vestlige verden, men taler med to tunger.
Desuden kan Vestens støtte til islamister fortolkes som dobbeltmoral, hvilket vil gøre de liberale og demokratiske kræfters forhold endnu vanskeligere. Endelig vender vestlige islamister tilbage fra de arabiske lande med krigserfaringer.
Alt dette vil i fremtiden blive en stor trussel mod den vestlige verden.”