Tausheten fra utenriksministeren i Danmark, Willy Søvndal (SF), førte Wivel ut i felten:
”Jeg tog af sted for at møde kristne (…) Det er deres historie, jeg var optaget af. Jeg ville få dem til at fortælle mig, hvorfor så mange vil væk fra området. Om dem handler bogen.”
Hvorfor vil de kristne vekk fra Vestbredden og Gaza, fra Egypt, Libanon, Syria og Irak, alle de landene som Wivel har besøkt? Det forstår man til fulle ved endt lesning, skriver anmelderen Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten: Forfølgelsene som beskrives er ikke bare deprimerende og opprørende. Det som foregår er ”bestialsk”, dertil av en gruppe som har hatt tilhørighet til regionen i to tusen år, ”og i mange hundre år kunne leve i noenlunde trygghet – om enn som annenrangs borgere”.
Forfølgelsen reflekteres på den skiftende demografien. Det foregår et moderne Endlösung.
I disse år er den arabiske verden et sydende helvede, der opsluger de kristne minoriteter. I de fleste lande har de længe udgjort cirka 10 pct. af befolkningen, hvis ikke mere. Nu er de ca. 4 pct., hvis ikke mindre. De chikaneres, forfølges, fordrives systematisk og udsættes for vold, grusom tortur, voldtægt, overlagte bestialske mord, kidnapninger og pengeafpresninger. Deres huse og kirker vandaliseres og brændes ned til grunden. Myndighederne er passive. Ofte er politiet delagtigt i forbrydelserne. Kun meget undtagelsesvis stilles de skyldige til regnskab. Ikke så sært, at regionens kristne emigrerer til Europa, Canada, USA, Sydamerika og Australien, så at der om 10 år næppe er én eneste tilbage i det område, hvor kristendommen slog rod ca. seks hundrede år før Muhammed. De vil være væk, rejst eller udryddet, som en moderne Endlösung!
Men forfatteren tør ikke stikke hånden in i det religionsideologiske vepsebolet. Han ironiserer over islamapologeter i akademia som bagatelliserer overgrepene som reduseres til ubetydelige trakasseringer. Han våger derimot ikke å analysere om de systemtiske overgrepene mot kristne, utført av muslimer, kan ha noen å gjøre med dyptgripende forskjeller mellom kristendommen og islam, kanskje tydeligst illustrert med Muhammed på krigshest og Jesus på korset, mener anmelderen.
Islam betyder hengivelse eller underkastelse. Den, man hengiver sig til eller underkaster sig, er man underlagt – man er indlemmet i ummaen (”islams hus”) og berøvet sin autonomi, mens der »i min faders hus er mange boliger«, som Jesus sagde. I dem hersker friheden: ”Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spændes i trældoms åg,” skriver Paulus.
Ifølge islam er Muhammed, koranen og shariaen sandheden, den hele sandhed, den endegyldige sandhed, der lukker og slukker. Herefter kan intet nyt ske, og vil nogen fornyelse, er de gudsfornægtere og oprørere. Kristendommen derimod er fremtidsvendt i forestillingen om de sidste tider lysår forude. Når borgere i muslimske lande ikke vil være muslimer, fornægter de altså sandheden. Og konverterer muslimer, er de forrædere mod den åbenbarede sandhed og hjemfaldne til dødsstraf.
Kan vestens ignoranse overfor den eskalerende forfølgelsen av kristne i den arabiske verdenen handle om hva den franske filosofen Pascal Bruckner har sagt: Vi hater oss selv mer enn vi elsker vår neste? Vi hater kristendommen?
Men hvorfor kommer man dem så ikke til undsætning? Fordi: »Det er meget lidt klogt at kaste sig ud i kamp for en enkelt gruppe,« som Søvndal hyklerisk har udtrykt sig, mens flere hundrede tusinde kristne mishandles. Søvndal er ellers meget emsig med mindretal og har opinionen med sig: »Vi hader os selv mere, end vi elsker næsten,« har den franske filosof Pascal Bruckner bemærket, og det vestlige selvhad inkluderer hadet til kristendommen. Derfor: Til helvede med de kristne! Og der er de, i al fald dem i de arabiske lande.
Som dokumentation af den mest blodige, brutale forfølgelse af noget mindretal i verden p.t. er Klaus Wivels bog både oplysende, oprørende og veldokumenteret læsning.
Jeg kan ikke erindre at vår avgående utenriksminister, Espen Barth Eide, heller har flagget et høyt engasjement for det som nærmest fremstår som et folkemord. Vi kan jo håpe at en ny regjering vil agere med både hode og hjerte på riktig plass.
Les også intervju med Klaus Wivel: »Vi kan godt forvente, at folk i Mellemøsten opfører sig civiliseret,« siger journalisten Klaus Wivel.
DEN SIDSTE NADVER. EN REJSE BLANDT DE EFTERLADTE KRISTNE I DEN ARABISKE VERDEN