Avhopperne. Ingen er viktigere for offentlig innsyn i lukkede miljø enn de modige avhopperne som tør å fortelle om forhold på innsiden. I Danmark har to unge menn tatt bladet fra munnen: den ekskriminelle forfatterdebutanten Yahya Hassan og den tidligere rabiate imamen, Ahmed Akkari. Mønsteret er det samme i hele Europa inkludert lille Norge: de selvoppnevnte talspersonene og ledere for diverse offentlig finansierte organisasjoner som skal jobbe med integrering, tier om misforhold på innsiden. Det er modige avhoppere som avkler den brutale virkeligheten.
Som Ahmed Akkari, som bekrefter det alle burde ha forstått for lengst: islamske domstoler opererer i Europas gettoer. Det handler om ekteskap, skilsmisse, blodpenger, vold mot hustruen og stridigheter familier imellom. Det eneste som mangler, sier Akkari, er at man tar frem pisk og løfter stein, altså at man ilegger folk korporal straff. Østjysk politi bekrefter at shariadomstoler opererer i gettoene, men de kjenner, naturlig nok, ikke omfanget.
Avhopperen Yahya Hassan har tatt et durabelig oppgjør med vold, hykleri og snylting på de offentlige kassene, som brer om seg i Danmarks parallelle samfunn. Der sa jeg det: brer om seg. For som kjent får Danmark flere og flere gettoer – til tross for massiv satsning på integrering og å bryte opp de parallelle samfunnene. Hva forteller det oss? Hva Hassan påpeker: at foreldrene aktivt hindrer barna i å integrere seg? Ja, er mitt svar. Foreldre, talspersoner og organisasjoner jobber aktivt for å utsondre sine egne fra det danske samfunnet. Det er våre verdier de avskyr. De ”dekadente” frihetsverdiene, som ligger til grunn for hele innvandringen fra den islamdominerte verden: uten disse verdiene hadde aldri Europa kunnet bygge den velstanden vi har vært velsignet med i nyere tid. Men dette ser det ikke ut til at store deler av nevnte befolkningsgruppe forstår eller bryr seg om. De motarbeider aktivt samfunnene våre. Og med i tillegg lave skattebidrag til velferdskassa, kombinert med snylting på den samme kassa, går det i nedoverbakke for samfunnet som sådan økonomisk. Som i Oslo, som gjeldtynges i økende grad år for år, og som nå eksempelvis har problemer også med å finansiere bibliotek
For eliten er det en umulig øvelse å erkjenne at betydelige deler av innvandringen fra OIC-land er en integreringsfiasko, fordi samme eliten, og uvitende politikere, ikke har forstått den himmelropende kulturelle forskjellen på Europa og land dominert av islam. Det er som om man har trodd at individ transformeres automatisk når de transporteres til et annet kontinent. Det er unntakene som klarer å tilpasse seg. Noe også kunstneren Firoozeh Bazrafkan, forteller om. Også hun har levd på innsiden av gettoer i Danmark. Det var ingen hyggelig opplevelse for en frihetselskende sjel født i Iran.
Hassans påstander om at ”gettoene er fylt med dumme perkere, som renner rundt i joggeklær. De deltar i fredagsbønn, men bruker ukens øvrige dager til å stjele, heleri, drikke sprit og gå til sengs med danske jenter,” kommenterer Bazrafkan slik (Jyllands-Posten 16.oktober, ikke på nettet):
»Jeg kan genkende det hele,« siger Firoozeh Bazrafkan. »Og mere til.« Den iranskfødte kunstner har kun hovedrysten tilovers for dem, der kritiserer Yahya Hassan for at generalisere.
»Der er jo tale om generelle problemer,« protesterer Firoozeh Bazrafkan.
»Disse problemer findes ikke kun i Yahya Hassans familie eller i hans venners familier. Nej, problemerne er massive i de socialt belastede ghettoer.« Firoozeh Bazrafkan er født i den iranske by Shiraz, men familien flygtede i 1986 til Danmark og flyttede i første omgang ind i en lejlighed i Gellerupparken i Aarhus.
»Men der kunne min familie kun holde ud at bo i tre måneder. Inden for det korte stykke tid havde der været så mange indbrud, cykeltyverier, tilfælde af hærværk og endda et mordforsøg, at vi flyttede videre,« forklarer Firoozeh Bazrafkan, som tilbragte størstedelen af sin barndom i ghettoen Jennumparken i Randers.
»Det var også et frygteligt sted,« siger hun. »Folk stjal og udnyttede enhver chance til at snyde systemet. De fik førtidspension, mens de tilbragte en stor del af deres tid i Mellemøsten.«
Volden var hverdag
Yahya Hassan har beskrevet, hvordan hans far systematisk tævede ham, hans søskende og hans mor. Firoozeh Bazrafkan har aldrig fået tæsk af sine forældre, men hun har oplevet flere af sine venner blive straffet korporligt.
»Det er mere almindeligt, end man går og tror,« siger hun og giver en række eksempler på indvandrerforældres strafaktioner mod egne børn.
»Jeg har en veninde, som er blevet overfaldet og truet med en kniv af sine forældre og brødre, fordi hun havde en dansk fyr på besøg. En anden veninde var ude for, at hendes mor stak en finger op i underlivet på hende for at undersøge, om hun var jomfru.
« En tredje veninde har Firoozeh Bazrafkan mistet kontakten med.
»Først blev hun tvangsgift,« siger hun.
»Siden blev hun voldtaget af sin egen far, mens han havde en lommeversion af Koranen stikkende op ad baglommen, fordi der gik rygter om, at hun havde en dansk kæreste. Hun er psykisk syg i dag. Andre piger måtte gå under jorden, fordi de ikke ville giftes med de mænd, som fædrene havde udset sig. Det er ufatteligt, at mennesker kan behandle deres børn på den måde.« Firoozeh Bazrafkan hæver stemmen: »Det er det, Yahya Hassan siger. Dobbeltmoralen – hykleriet – er helt vanvittigt i disse miljøer. Fædrene render rundt og prædiker over for deres børn dagen lang.
Døtrene må ikke så meget som tale med de danske drenge, men selv har de porno på computeren og besøger jævnligt prostituerede.
Det er meget udbredt. Og det skal frem i lyset.« Ifølge Firoozeh Bazrafkan er hendes egen familie en undtagelse.
»Min mor var af den opfattelse, at jeg skulle have lov til at gøre, som det passede mig. Det skabte store problemer. De andre muslimer mobbede både mig og min mor, fordi hun lod mig spise røde pølser til børnefødselsdagene hos de andre børn,« siger Firoozeh Bazrafkan, der allerede som barn undrede sig over adfærden blandt indvandrerfamilierne i det belastede kvarter i Randers.
Vrede naboer
»Jeg måtte cykle, gå til svømning, lytte til popmusik og have drenge på værelset, og det kunne naboerne slet ikke håndtere. De brugte al deres energi på at distancere sig fra den danske kultur, klamre sig til islam og kritisere dem, som i deres øjne ikke levede som rigtige muslimer. De ville ikke lade deres børn lege med mig. De råbte «luder» og «forræder» efter mig på gaden. Jeg forstod det ikke,« fortæller Firoozeh Bazrafkan.
Især i julemåneden mærkede familien vreden fra naboerne.
»Naboerne kastede æg på vinduerne, fordi vi holdt dansk jul og havde juletræ i stuen.
Det er jo helt absurd.«
Klare ord for pengene. Ingen land i Europa har klart å løse disse problemene. Tvert om. De brer om seg over hele kontinentet. Det er fornuftig å spørre seg: hva skal til for å legge om kursen? Hvor er the turning point? Når er det åpenbart – også for våre politikere – at problemene vokser oss over hodet?
Et forvarsel som vitner om folkelig oppvåkning, er at Geert Wilders parti nå leder på meningsmålingene i Nederland Frihetspartiet er mer enn dobbelt så stort som Arbeiderpartiet. I Frankrike stormer Nasjonal Front frem. Det er ikke lengter en feberfantasi at Marine Le Pen kan bli statsminister. Hun ligger helt på topp i en fersk måling med 24 prosent nav de franske stemmene Og i Danmark er det Dansk Folkeparti som nå er landets nest største parti etter Venstre, og foran det største regjeringspartiet Socialdemokratene.
Hadde det ikke vært for oljekronene våre, som alene utgjør ca 140 milliarder kroner i statsbudsjettet vårt, så ville forfallet også skjedd her, og dermed ville Høyre og Frp byttet plass på målinger?