Danmark har en tradisjon for såkalte friskoler, altså private skoler, som stammer fra en av landets viktigste figurer historisk, Nikolai Frederik Severin Grundtvig. For Gruntrvig var opplysning i sentrum, ikke oppdragelse, og en levende kommunikasjon mellom lærer og elev var sentralt for han. Som Akkari og Rasmussen sier det i en innlegg i Politiken, er ”den danske friskolelov (er) på mange måder unik.
Den gør det muligt for forældre at tilvælge en privat skole, hvis profil og værdigrundlag passer netop til deres barn, og oven i købet finansierer vi alle sammen via skatten størstedelen af udgiften til privatskolerne.
Man kan diskutere rimeligheden i, at de private skoler får et så stort tilskud, som de får, men det bør altid være muligt at vælge den skole, man synes er bedst.
Det bliver anderledes mere problematisk, hvis skolevalget ikke er et tilvalg af noget, men et fravalg af det samfund, man skal være en del af.
Flere og flere foreldre i Danmark velger islamsk skoler for barna sine. ”En utvikling som på alle måter er bekymrende,” sier de med denne begrunnelsen:
Dels ser disse skoler islam og ikke de danske dannelsesidealer som det vigtigste, og mange af skolerne repræsenterer en stærkt reaktionær tolkning af islam.
Når man oven i købet medtænker, at mange af disse børn i forvejen bor i boligområder, hvor mange har samme baggrund som dem selv, gør dette skolevalg, at de stort set ikke kommer i kontakt med det danske samfund.
Tværtimod kan deres islamiske skolegang betyde, at de kommer til at vende sig endnu mere mod det samfund, de skal være en del af.
Politikere og debattører med berøringsangst gentager altid, at den store stigning mod islamiske friskoler er uproblematisk, da det udelukkende handler om, at de pågældende forældre ønsker et højere fagligt niveau for deres børn, end den lokale folkeskole kan tilbyde.
Men den udlægning er forkert.
Der er masser af danske skoler, der vægter fagligheden højt. Men de bliver heller ikke valgt til. Netop fordi disse forældre sætter islam over alt andet.
Akkari og Rasmussen mener staten ikke skal sponse slike skoler: ”De gjør ingenting for å fremme integreringen. Velger man aktivt bort det landet man skal være en del av, kan man selv betale for det.”
I Norge har vi hatt en slik skole, ledet av konvertitten Trond Ali Lindstad, den såkalte Urtehagen skole på Grønland i Oslo. Den var åpen i tre år, fra 2001 til 2004, da den ble lagt ned grunnet klager fra foreldre og elever. Med tanke på Lindstads famøse ”manifest” der han aktivt oppfordrer muslimer til ikke å integrere seg i det norske samfunnet, synes påstandene til Akkari og Rasmussen om at slike skoler er reaksjonære og hindrer integrering å gi mening.