Weekendavisen har et omfattende intervju med Nygaard denne uken i anledning 25-års”jubileet” for dødsfatwaen mot Rushdie (ikke på nettet). Jeg skulle gjerne sett et slikt intervju i norsk media, men det har jeg ikke funnet.
Det var jo heller ingen tomeangivende medier som stilte Fabian Stang til veggs da han stilte seg opp med de geistlige i Norge tilhørende den islamske doktrinen og beklaget ytringsfriheten foran et islamistisk folkehav på Youngstorget høsten 2012, der blant annet disse ordene falt fra ordføreren (som ikke var en glipp, de var skrevet ned og ble lest opp):
Noen har sagt: ”jeg er uenig i det du sier, men jeg vil kjempe inntil døden for din rett til å si det.” Dessverre er det noen som misbruker ytringsfriheten for å krenke andres følelser og for å skape hat og motsetninger. Slikt ynkelig misbruk må vi møte med ord og samhold. Det er lov og forståelig med sinne og raseri når det kjæreste vi har blir hånet og ydmyket. Vi skal svare på slik oppførsel, men vi skal aldri svare med vold. Gjennom ord og holdninger skal vi nedkjempe onde mennesker.
De ”onde”. Ja vel, da er vel William Nygaard inkludert blant dem i Stangs univers?
Nygaard overlevde mirakuløst de tre skuddene som falt i Dagaliveien fire år etter fatwaen. Han hadde stått i mot press nasjonalt og internasjonalt og publiserte Satanisk vers. Rushdie ringte Nygaard sporenstreks da skuddene ble en verdensnyhet. Rushdie var fortvilet: hans forlegger var nær drept på grunn av hans skriverier.
Han ringede til sygehuset og fik fat i sin norske ven, der med en spinkel og afkræftet stemme i den anden ende af røret manede forfatterens selvbebrejdelse i jorden.
»Du ved, Salman, jeg er et voksent menneske, og da jeg sagde ja til at udgive De sataniske vers, vidste jeg, at det var forbundet med en risiko. Og den risiko tog jeg.« »En ting til,« tilføjede han.
»Jeg har netop bestilt et stort, nyt oplag.«
(…)
WEEKENDAVISEN møder den nydelige norske aristokrat med bølget, gråt hår i PENs lokaler i Litteraturhuset i Oslo. Anledningen er 25-årsdagen for fatwaen mod Rushdie.
»Det var en brat læringskurve, der ventede os,« siger han, når han tænker tilbage på tiden efter fatwaen.
»Jeg sad til et møde, da en journalist fra Dagbladet ringede og spurgte, om jeg havde hørt, at Rushdie, hans forlag og medhjælpere var blevet dømt til døden. Han var den første, der informerede mig om det. Journalistens næste spørgsmål var, om bogen ville udkomme som planlagt. Jeg sagde spontant, nærmest som en refleks, at andet slet ikke kunne komme på tale,« fortæller han.
Den spontane refleks skulle vise sig at blive en principsag, Nygaard var klar på at drage den fulde konsekvens af.
»Det startede jo et voldsomt rabalder over hele verden, i Norden og i Norge. Flere i de akademiske miljøer kom med kritik af Aschehoug for at ville udgive bogen. Det blev en intens debat. Folk talte om ytringsansvar, blasfemispørgsmål, kulturrelativisme og meget mere,« siger han.
I Oslo samler en stor muslimsk demonstration mod bogen sig. To-tre tusinde deltager.
Inde på forlaget nedsætter de en uformel arbejdsgruppe, der drøfter situationen løbende.
De vælger i hemmelighed at fremskynde udgivelsen af sikkerhedsmæssige årsager. Imens oplever de et stigende pres og opsøges af flere muslimske organisationer, der anmoder dem om ikke at udgive bogen.
Inden bogens hemmelige udgivelse i april 1989 forværres situationen verden over med talrige demonstrationer, diplomatiske kriser, trusler mod biblioteker og et bombeattentat mod en boghandel i London.
»Vi var nu fuldt ud klar over den risiko, der var forbundet med udgivelsen.« Straks bogen udkom, begyndte debatten om, hvornår paperbackudgivelsen skulle komme. Også denne måtte fremskyndes. Nu af juridiske årsager.
»25 muslimske organisationer i Norge samlede sig og stævnede os for blasfemi. Og jeg var personlig ansvarlig. De havde en af de mest højtprofilerede advokater til at føre deres sag. Det var vigtigt for os at få bogen ud før det første retsmøde. Tre uger efter fandt det indledende retsmøde sted. Det blev et spektakulært møde med flammende indlæg til forsvar for blasfemi og individets retsbeskyttelse.
Vi var advaret om, at der kunne udløses skud i retten. Heldigvis skete det ikke,« siger han.
Der gik ikke længe, før alliancen af muslimske organisationer smuldrede. Retssagen blev aldrig til noget. Men den norske paperbackudgivelse af De sataniske vers (udgivet 3.
marts 1990) blev til gengæld den første af sin slags i verden.
WILLIAM Nygaard møder første gang Salman Rushdie til et lukket PENarrangement for 65 gæster på Louisiana i 1992. De fleste forventer at se Günter Grass og bliver overraskede, da de ser Rushdie dukke op med den tyske forfatter.
»Det var en stor begivenhed. Der var en overvågning, jeg aldrig havde set lignende.
Der var krigsskibe ude i havet og små både med antenner, der lignede fiskestænger. Han blev kørt ind i en diskret varebil uden politimærkning,« fortæller han.
Nygaard overbeviser Rushdie om, at han skal komme til Norge. Det sker samme sommer. Forlæggeren har pønset på en overraskelse.
I al hemmelighed har han aftalt med Rushdie, at han skal være æresgæst til Aschehougs årlige havefest. Det er en traditionsrig begivenhed, hvor det meste af Oslos elite plejer at dukke op. Rushdie bliver bragt til havefesten i god tid inden gæsterne.
»Da haven var fyldt godt op, sagde jeg: ‘ Salman, nu tager vi til havefest!’ Så gik vi igennem biblioteket og ud på terrassen med udsigt over hele haven og 1500 mennesker fra hele det litterære miljø og politiske elite. Det var som et elektrisk stød. Og det blev et kaos uden lige,« fortæller han.
Ifølge Nygaard var det første gang i tre år, at Rushdie mødte et større publikum under åben himmel til et offentligt arrangement.
»Det betød meget for ham,« fortæller han.
Udover kultureliten og diskrete civilbetjente er medlem af det norske statsråd Gudmund Hernes også til stede. Det har Nygaard sørget for. Og for første gang efter fatwaen mødes Rushdie i fuld offentlighed med en repræsentant for en fremmed regering.
»Han syntes, at det var en meget stærk oplevelse. Lige indtil en politibetjent fik besked om, at der pludselig var opstået uro på den iranske ambassade fire-fem gader derfra.
Så måtte vi stoppe. Det nåede at vare et par timer,« fortæller han.
Billederne af Nygaard, Rushdie og ministeren går verden rundt. Ifølge Rushdies selvbiografi var Nygaard nu blevet »hans mest synlige europæiske forlægger«. Det er en stor risiko. På dette tidspunkt har en japansk oversætter allerede måttet lade livet, mens en italiensk oversætter akkurat overlevede et knivstik i halsen.
14 måneder senere skal turen vise sig at komme til Nygaard.
»JA, så blev jeg jo skudt i ryggen,« fortæller han.
Der var ingen forvarsler. Og Nygaard følte egentlig, at sagen var faldet til ro. Men en oktobermorgen på vej på arbejde opdager han, at et dæk på hans bil er punkteret.
»Mens jeg stod der, kom der pludselig det, der føltes som et enormt elektrisk stød.
Jeg stod og svajede, paralyseret,« fortæller Nygaard, der bliver stille, tager sig til håret og krydser armene, inden han fortæller videre.
»Så skriger jeg et slags primalskrig for at varsle, at noget er galt. Så kommer skud nummer to, der også rammer. Jeg skriger så kraftigt, jeg kan. Og så kom der en lynaktion.
Jeg kaster mig ud til højre, tager ti skridt, og kaster mig ud over en skråning, samtidig med at jeg bliver ramt af et tredje skud. Der blev jeg liggende uden at kunne røre mig cirka 50 meter til nærmeste nabo,« siger han.
»Det var en ensom stund.« Nabodatteren og en gæst opdager tilfældigvis den hårdt sårede forlægger og tilkalder hjælp. Nygaard er overbevist om, at han har fået et stød fra sin bil-alarm. Han kan mærke, at han er døende.
»Sygepasseren i akutmodtagelsen kom med saksen og ville klippe. Jeg sagde, at jeg lige havde købt min nye jakke i Frankfurt, og at han ikke skulle klippe i den. Så fik jeg selvfølgelig en indsprøjtning og forsvandt,« fortæller han.
Sagen er aldrig opklaret. Og norsk politi har siden høstet heftig kritik for sin håndtering af efterforskningen. Journalist Odd Isungset, der er forfatter til bogen Hvem skød William Nygaard, har beskrevet det som Norges svar på Olof Palme-sagen. Det er en hel historie i sig selv.
– Hvad blev udfaldet Rushdie-sagen?
»Vi vandt sagen, men tabte freden, som Salman engang formulerede det. Rushdiesagen var vigtig, fordi den markerede et fast ståsted for menneskeværd og ytringsfrihed som et grundlag for samfundet. Men det var også et slags startsignal for islams fundamentalistiske terror,« siger han og perspektiverer: »Muhammedtegningerne blev måske i første omgang oplevet som en provokation. Men i det lange perspektiv skete det i samme kontekst som Rushdie-sagen, hvor begge dele kan måles og bedømmes positivt – som en markering af menneskelighed med ytringsfriheden i front, om respekten for det enkelte menneske.«
– Hvor ser du den primære trussel mod ytringsfriheden i dag?
»Truslen i dag generelt er en indskrænkning af ubevidst karakter. Ved lovgivning, politiske og religiøse udtalelser, der ikke bliver mødt med tilstrækkelig modstand. Selvcensur og usikkerhed bliver resultatet. Det politisk korrekte er i sig selv en dimension under begrebet selvcensur. På det ydre plan er der et pres, og så er der et pres indefra. Den helt konkrete frygt for terror og drab bliver mere og mere en realitet,« siger han.
»Det er en kolossal vildfarelse kun at se det som et statsligt anliggende. Ytringsfriheden er et personligt ansvar for at vide, hvad det betyder at kæmpe for at bevare de grundlæggende værdier i vores samfund. Ansvaret øges i takt med, at du forvalter ord og ytringer.
Journalisten, redaktøren, forfatteren, forlæggeren, billedkunstneren og musikeren har alle et særligt ansvar,« siger han.
»Ytringsfriheden er et personligt ansvar for at vide, hvad det betyder at kæmpe for at bevare de grundlæggende værdier i vores samfund.«.