For 15 år siden sendte Matthiesen en brannfakkel inn i den danske debatten. Nå er han på banen igjen, og som alltid presis og faktuell. Det danske samfunnet har ikke råd til å ta imot økonomiske flyktninger og familiesammenførte, sier den 80 år gamle demografen til Kristeligt Dagblad.
”Jeg mener ikke, at vi skal afskaffe indvandringen. Men det afgørende er, at vi i Danmark får en arbejdskraftindvandring og ikke en indvandring, der er baseret på, at man er økonomisk flygtning eller familiesammenført fra en anden kultur,” siger demografen Poul Christian Matthiessen, der for nylig fejrede sin 80-års-fødselsdag.
”Al historisk erfaring viser, at uensartede samfund skaber mange konflikter,” siger demografen Poul Christian Matthiessen. For 15 år siden vakte hans fremskrivning om indvandring furore. I dag har det vist sig, at hans forskning holdt stik.
Året er 1999. Danmarks førende befolkningsforsker professor, Poul Christian Matthiessen, vækker et ramaskrig, da han ud fra befolkningskurver konkluderer, at Danmark oplever en indvandring uden historisk sidestykke. En indvandring, der vil ændre Danmark for altid, fordi ikke-vestlige indvandrere omkring 2020 vil udgøre op mod 10 procent af den danske befolkning.
(…)
Poul Christian Matthiessen blev for nylig 80 år, men er stadig aktiv i sit fag. To til tre dage om ugen tager han ind til sit kontor på akademiet.
I dag kan han konstatere, at de forudsigelser, der vakte så megen furore dengang, holder stik.
Danmark har bevæget sig fra at have en meget homogen befolkning til at være et samfund, hvor de ikke-vestlige indvandrere i dag udgør 7 procent af befolkningen, og i 2050 vil ikke-vestlige indvandrere udgøre 11 procent.
”Det er ikke noget problem at modtage dygtige indvandrere fra Europa og USA. De stemmer kulturelt overens med danskerne. Problemet er de ikke-vestlige indvandrere, hvoraf mange har dårligere uddannelse og har en helt anden tilgang til samfundet end danskere. Det er her, de virkelige integrationsproblemer består. Og den udvikling er særlig slået igennem i bestemte kommuner,” siger Poul Christian Matthiessen.
Han siger, at han allerede i 1990’erne foreslog oprettelsen af en indvandrerkommission, som kunne belyse problemerne ved indvandringen.
”Den daværende socialdemokratiske socialminister, Karen Jespersen, prøvede faktisk at få den etableret, men de radikale gik imod. De mente, at tallene kunne blive misbrugt. Dengang var der meget tys-tys om indvandrere, og emnet blev fortiet i valgkampene.”
Den politiske fortielsen av problemerne har ifølge Poul Christian Matthiessen hatt konsekvenser helt frem til i dag. Diskrimineringsperspektivet var feil. Det handler om innvandrerens forutsetninger. Matthiessen vil ha på bordet omkosntingene ved innvandringen.
”I 1990’erne var den herskende opfattelse, at indvandrerne var arbejdsløse, fordi de blev diskrimineret. Man spildte nogle år, fordi man ikke ville erkende, at arbejdsløsheden skyldtes dårlige danskkundskaber og manglende uddannelse,” mener Poul Christian Matthiessen.
Han understreger, at der siden er sket store fremskridt.
Politikere på alle fløje er enige om, at arbejdsløsheden blandt indvandrere og efterkommere er et af de største samfundsproblemer, og at der skal satses på danskindlæring i folkeskolen.
Samtidig er der indført en 24-års-regel og et tilknytningskrav for at begrænse antallet af familiesammenføringer.
”Men indstillingen om, at vi alene vide, og danskerne ikke skal have det hele at vide, lever stadig,” siger Poul Christian Matthiessen og henviser til, at social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har skrinlagt den tidligere regerings planer om at nedsætte en særlig kommission, som skulle se på omkostningerne ved indvandringen.
Poul Christian Matthiessen er ikke blind for, at der er mange velintegrerede indvandrere med god uddannelse, og at især mange af pigerne klarer sig godt.
”Men samlet set er beskæftigelsesgraden stadig alt for lav, og udviklingen for pigerne er heller ikke så rosenrød, at de ligefrem uddanner sig i ekspresfart, som økonomiminister Margrethe Vestager (R) siger. En af de triste ting er, at ægteskaber først og fremmest indgås med andre indvandrere. Derfor er der en reel fare for parallelsamfund,” forklarer Poul Christian Matthiessen og henviser til, at Danmark tidligere i historien har modtaget immigranter med en europæisk kulturbaggrund, der er blevet assimileret i det danske samfund efter en generation eller to.
Da tar den uredde professoren igjen fatt i det mest betente: islams mangel på frihetsverdier.
”I dag har vi mange indvandrere med en religion, der går imod nogle af de grundlæggende værdier i samfundet som, at mænd og kvinder skal behandles ens, og at man kan diskutere alle spørgsmål. Det giver et problem. Og samtidig er nogle indvandrere lidt fjendtlige over for livsstilen i Europa, og så går det langsommere med integrationen. Danskere, der tog til USA, ville være amerikanere. De accepterede de normer, der var i samfundet, og blev derfor integreret.”
Som Bærekraftutvalget til Frp, mener Matthiesen at det må tenkes helt nytt knyttet til asyl-/flyktningpolitikk. Vi kan hjelpe langt flere i deres nærområder. De fleste som banker på døren trenger ikke politisk beskyttelse. De er økonomisk motivert.
På langt sigt mener Poul Christian Matthiessen, at det internationale samfund skal bremse indvandringen fra ikke-vestlige lande ved at gentænke hele flygtningepolitikken.
”Hovedparten af de mennesker, der søger asyl i Danmark, er økonomiske flygtninge, og de får ikke asyl. Samtidig lever millioner af mennesker et fattigt liv i flygtningelejre. De få, der har penge til det, kan så betale menneskesmuglere og komme herop. Det vil sige, at de penge, vi bruger på integration, går fra arbejdet med at hjælpe mennesker ude i verdens fattige flygtningelejre.”
Han mener, at FN og EU bør finde et system, så asylansøgere får ophold i deres nærområder.
”Størstedelen af asylsøgerne bliver afvist, fordi de er økonomiske flygtninge. På den måde bliver asylsystemet undergravet. Thorvald Stoltenberg (FN’s flygtningehøjkommissær fra 1990 til 1993, red.) har jo også været inde på, at hele den udvikling undergraver asylsystemet.”
Men hvad skal man så gøre med de mange, der lige nu flygter fra Syrien og Afghanistan?
”Frem for at vi modtager nogle få som asylsøgere, burde man give de penge, vi bruger på asylsystemet, til lejre i eksempelvis Jordan eller Pakistan. Man skulle tage spørgsmålet op i FN-regi. I dag giver asylsystemet penge til en lille gruppe, mens den store gruppe af flygtninge ude i verden lever i dyb fattigdom.”
Et af demografens væsentligste argumenter mod den ikke-vestlige indvandring er, at det multikulturelle samfund har en tendens til at skabe spændinger.
”Man skal passe på ikke at romantisere det multikulturelle samfund. Tænk på Indien, der er præget af voldsomme konflikter mellem hinduer og muslimer. I Europa er Belgien ved at splittes i to på grund af konflikter mellem flamlændere og vallonere. I Spanien er der konflikter i Catalonien.”
Men USA er et vellykket eksempel på et etnisk meget sammensat samfund.
”Ja. Det har USA været fra starten. Men også den model rummer problemer. Den enkelte amerikaner har meget mindre social omsorg for hele samfundet end den enkelte dansker. I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden, fordi vi kender hinanden. Hvis forskellene i et samfund er for store, vil man ikke give penge til de andre, fordi de er for forskellige fra én selv. Tillidsundersøgelser viser, at der er høj grad af tillid til hinanden i det danske samfund, mens tilliden er meget lavere i mere uensartede samfund.”
Er det ikke en drøm at tro, at vi igen kan blive et mere homogent dansk samfund i en globaliseret verden?
”Jeg mener ikke, at vi skal afskaffe indvandringen. Men det afgørende er, at vi i Danmark får en arbejdskraftindvandring og ikke en indvandring, der er baseret på, at man er økonomisk flygtning eller familiesammenført fra en anden kultur. Da vi i Rockwoolfonden på et tidspunkt undersøgte flygtninge, viste det sig, at en betydelig andel havde været på besøg i hjemlandet, mindre end fem år efter at de havde fået asyl. Det tyder på, at det er meget svært at sondre mellem økonomiske og virkelige flygtninge.”
Men er vi ikke på rette vej? I 2011 blev hovedparten af de 57.000 opholdstilladelser givet til mennesker fra Kina, USA og Europa, der skulle arbejde eller studere her i landet. Mens der blev givet 2902 tilladelser til familiesammenføring i 2011 mod 4768 året før.
”Vi er inde i en periode, hvor den ikke-vestlige indvandring har været beskeden. Men der er ingen grund til at tro, at den udvikling vil fortsætte på langt sigt. Verden bliver mere urolig, og der vil komme flere flygtninge.”
Lige nu er det den demografiske udvikling i Europa, der optager den 80-årige demograf.
”I Danmark er det ikke helt så slemt som i andre lande, for der fødes 1,7 levendefødt pr. kvinde. Men i gennemsnit for Europa er fødselstallet nede på 1,5 levendefødt pr. kvinde, og i specielt Syd- og Østeuropa er fødselstallet meget lavt. Det smager lidt af Untergang des Abendlandes (Vesterlandets undergang, red.). Den europæiske kultur er baseret på nogle enestående værdier om ytringsfrihed og lighed. Hvis ikke vi får løst befolkningsproblemerne, vil det svække den økonomiske vækst og gøre Europas stemme svagere. Europa vil blive reduceret til en verdensdel af ældre. Problemet kan kun til en vis grad klares med mere indvandring. Men det skal være den rigtige indvandring.”
Fra Stortingets talestol er det kun representanter fra ett parti som ”kunne finne på” å peke på disse åpenbare forholdene. Sannelig tankevekkende.