Hva vil det si å være dansk? spør Kasper Støvring, kultursosiolog
Imod den udbredte opfattelse, at danskhed er værdier som demokrati og menneskerettigheder, svarede Finkielkraut befriende: Danskhed er meget mere, det er også Karen Blixen, Hammershøi, landskabet. Det danske er også – og især – noget æstetisk, sanseligt, en særlig ånd og kultur.
Hvad vil det sige at være dansk – at man holder af sit land og sit folk? Det er meget omdiskuterede spørgsmål, som globalisering, indvandring og EU gør aktuelle. Det kan være vanskeligt at svare præcist på spørgsmålene, og det er i sig selv en pointe, som jeg vil opholde mig ved i denne klumme.
Nu kan man hævde, at selve det at vi taler så meget om »danske værdier,« er et udtryk for, at de selvsamme værdier er under pres. Og når man taler om værdier, risikerer man at tale dem ihjel. Værdier skal helst være selvfølgeligheder, noget man knap ved, at man har, man opdager først, at man har dem, når man risikerer at miste dem. Lidt ligesom med vaner: Vi opdager først, at vi har dem, når de bliver brudt. Som når vi møder nogen, der ikke vil give hånd.
Så al den tale om danske værdier er på en måde et krisetegn. Det er imidlertid også betingelsen for, at vi kan genbekræfte dem. Men at tale om »værdier« er også en upræcis måde at tale om det nationale, det folkelige, på.
Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, hvor han blev interviewet til TV og aviser, bl.a. Berlingske. Det handlede især om det nationale, for Finkielkrauts anliggende var at pege på, at vi risikerer at miste en masse goder – frihed, sammenhængskraft og velstand – hvis vi opgiver det nationale til fordel for multikulturalisme og EU.
Imod den udbredte opfattelse, at danskhed er værdier som demokrati og menneskerettigheder, svarede Finkielkraut befriende: Danskhed er meget mere, det er også Karen Blixen, Hammershøi, landskabet. Det danske er også – og især – noget æstetisk, sanseligt, en særlig ånd og kultur. Lige netop dér adskiller Danmark sig fra andre lande, f.eks. Frankrig. Identitet forudsætter forskel. Som han sad dér i DR’s Deadline inkarnerede Finkielkraut nærmest alt det, han talte om: Der er forskelle på danskere og franskmænd, og vi kunne umiddelbart se det på Finkielkrauts sprogbrug, hans gestik, temperamentet, dannelseshorisonten.
DET NATIONALE ER noget anskueligt. Når jeg rejser rundt i Danmark, bliver jeg ofte opstemt af grunde, jeg ikke altid umiddelbart kan forklare. Det gælder bl.a., når jeg ser bygninger som friskoler, højskoler, idrætshaller, forsamlingshuse og de gamle andelsmejerier. Hvorfor gør disse bygninger mig i godt humør? Fordi de vidner om et bestemt folk med en bestemt historie, om danskere der frit har forenet sig i civile bevægelser og samarbejdet om at skabe fælles goder, som også senere generationer har nydt godt af. Disse bygninger er kort sagt symboler på sammenhængskraft.
Når vi taler om »sammenhængskraft,« reflekterer vi abstrakt over en særlig værdi, der præger den danske nation. Men danskerne forener sig ikke med det formål at skabe værdier som sammenhængskraft. De forener sig i glæden ved at synge, læse, samtale, uddanne sig, dyrke sport osv. For det nationale er netop noget konkret og ofte helt håndgribeligt. Det er glæden ved foreningslivet, sproget, litteraturen og kunsten, men også ved det danske flag, det bølgende korn på markerne, en bestemt klang i landskabet, de hvide kirker på bakkerne, lyset, havet, skovene, de mange øer. Vi har kærlighed til vores modersmål og fædreland.
PROBLEMET ER er, at dette elementære træk ved det nationale ofte går tabt i de offentlige debatter om f.eks. udlændinge og EU. Selve præmissen for debatten er fremmed for det nationale. For politiske debatter er netop værdidebatter, og når danskhed identificeres med værdier som demokrati og rettigheder, ja, så har vi overhovedet ikke sagt noget væsentligt om det nationale. For disse værdier er universelle, ikke partikulære, altså ikke udtryk for noget særegent dansk.
Dette fokus på værdier er ganske vist vigtigt, men det medfører også fejlslutninger. Kan man holde af sit eget land og dets værdier uden at anse dem for verdens bedste? Eller sagt på anden måde: Kan man anse sit eget for verdens bedste samtidig med, at man anerkender, at andre folkeslag også ser sådan på deres?
Ja, det både kan og bør man – selv om mange fejlagtigt slutter det modsatte. Danmark er det bedste land for danskerne, men ikke nødvendigvis for andre. Vi holder af vores eget, fordi det er vores eget, ikke fordi det objektivt er det bedste. Danmark er ikke et universelt forbillede, og danske værdier er ikke nogle, som alle andre efterstræber.
Grundtvig udtrykker det meget godt i sangen »Langt højere bjerge.« Andre nationer har højere bakker, klogere mennesker og større bedrifter, men »dansken har hjemme, hvor bøgene gro.« Og at føle sig hjemme, det er sagen! Som Thurø-præsten Thomas Aallmann har formuleret det: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land, Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser.
NETOP AFDØDE Jesper Langballe sagde engang: Vi elsker ikke vores forældre på grund af deres »værdier.« Nej, vi elsker dem, fordi de er vores, fordi de har sørget for os. Vi er opdraget i deres billede. Vi elsker heller ikke vores børn, fordi vi mener, at de objektivt er bedre, eventuelt klogere og smukkere end andre børn, men fordi de er vores. Og på samme måde har andre forældre det jo med deres børn. Ja, vi anser det nærmest for umoralsk, hvis forældre elsker andre børn højere end deres egne, fordi andre børn objektivt er klogere og smukkere. Med vores børn er det som med vores land: De er unikke, og vi elsker dem på godt og ondt med alle deres fejl og mangler.
SÅDAN FORHOLDER DET sig i det mindste med alle levedygtige nationer. Det er derfor, at der er grundlæggelsesmyter: For at retfærdiggøre særlige bånd til vores egne. Man holder af sit fædreland og ønsker at bevare det, fordi man føler, at det er godt. Hvis man ikke føler sig hjemme i sit land, så er man fremmedgjort – og det er der desværre også nogen, der er. Så er man ligeglad med sit land, forenes ikke med sine medborgere, eller man opgiver at være politiker – tjener for sit folk – og deponerer i stedet landets selvbestemmelse i EU.