Alt peker i retning av at dansk politi etter svært målrettet og iherdig arbeid har sirklet inn mannen som kledde seg ut som postbud i februar i fjor og løsnet skudd mot journalist, forfatter og nå redaktør av Dispatch International, Lars Hedegaard. En ung mann i 20-årene, sosial, både danske og ikke-troende venner med islamsk bakgrunn, vittig tunge, høyt utdannet, en vennlig og kjærlig familie, alt i alt bare gode skussmål. For omgivelsene pekte alt i retning av en lysende karriere og et godt liv i det nye hjemlandet Danmark. Men så var det dette med det ”religiøse”. Ja, jeg setter begrepet i anførselstegn, fordi det gir ingen mening i å bruke et begrep som handler om det guddommelige (enten man tror eller ikke tror) når man vil drepe et medmenneske grunnet hans kritikk av tro/overtro. Det interessante er ikke minst at vi igjen ser dette pene ytre, som endog aktivt tar avstand fra ekstremister, og som deretter lar skjegget gro, og som har tilknytning til en moské der også andre med terrorfantasier har hatt tilknytning.
Det særdeles ubehagelige man sitter igjen med etter å ha lest Jyllands-Postens portrett av den 26 år gamle dansker statsborgeren Basil Hassan, er opplevelsen av tillit/mistillit. Man kan ikke stole på det man ser – det tilsynelatende veltilpassede ytre. På den andre siden kan man nettopp stole på hva man ser: skjegget begynner å gro, man vender seg i bønn mot Mekka i arbeidstiden, og moskeen oppsøkes.
Det som i dag fremstår som nærmest politisk uløselig er at jo mer vi lykkes med det vi tror er integrering: språk, utdannelse, arbeid, endog deltakelse i normale fritidsaktiviteter, dess flere potensielle terrorister fostrer vi. Det jeg tror vi kan slå fast er at vi seiler inn i en voldsom verdikamp i Norge og Europa, en kamp jeg er sikker på at majoriteten av politikere ikke er i nærheten av å fatte, og derfor heller ikke vil klare å møte realpolitisk.
Her fra portrettet av Bilal Hassan i Jyllands-Posten i går, søndag 4.mai.
Sidste gang Omar talte med BH, var der intet på færde og intet ud over det sædvanlige. Det var januar 2013, og de to gamle venner, der havde kendt hinanden helt tilbage fra studietiden, talte om, hvordan det gik med karrieren, vennerne, familien.
Nøjagtig som de altid gjorde.
»Han var bare sig selv. Jeg havde nogle problemer med en kvinde, og han gav mig et par råd om, hvad jeg skulle gøre. Så talte vi om, hvordan han ellers gik og havde det, og det var det. Der var intet som helst underligt eller bekymrende i det,« husker Omar.
Mindre end en måned senere stod BH – ifølge politiet – klædt ud som postbud og ringede på døren på Pelargonievej 7 på Frederiksberg i København.
Med en pistol i hånden og en mission om at slå den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard ihjel.
Som bekendt undveg Hedegaard, og efter noget håndgemæng flygtede gerningsmanden.
Siden efteråret har politiet i al hemmelighed været i hælene på BH, der rejste ud af Danmark samme dag som attentatforsøget.
Op til sidste weekend lykkedes det så tyrkisk politi at anholde BH lidt uden for Istanbul i Tyrkiet, og han sidder nu i et topsikret tyrkisk fængsel, mens de danske myndigheder forsøger at få ham udleveret.
Politiet i Danmark er overbevist om, at BH er den rigtige gerningsmand, også selvom man endnu ikke har kunnet se, om han matcher de dna-spor, der blev fundet efter attentatet. BH nægter sig ifølge sin tyrkiske advokat skyldig.
Men hvem er denne unge mand, der er hovedmistænkt i en sag om drabsforsøg mod en forfatter med islamkritiske ytringer? Jyllands-Posten har talt med en række personer, der kendte BH, før han forsvandt ud af landet, og tegner på den baggrund et portræt af den formodede attentatmand. En mand, der efter alt at dømme har formået at leve et vellykket og ubemærket dobbeltliv: med en videregående uddannelse, karrieren på skinner, en velintegreret familie og intetanende danske venner på den ene side – og direkte forbindelser til islamistiske miljøer på den anden.
»Hovedet skruet rigtigt på«
»Jeg er en moden 20-årig mand. () Jeg er arbejdsom og engagerer mig i de ting, som jeg foretager mig både i forbindelse med min uddannelse, arbejde og privatliv. () Jeg er af den holdning, at samarbejde med forskellige mennesker beriger og styrker individets almene forståelse og således også evnen til at kunne tackle nye udfordringer.«
Sådan præsenterer den i dag 26-årige BH sig selv i et CV, som han skrev, mens han læste til ingeniør i københavnsområdet.
De øvrige punkter i CV’et med forskellige fritids-og sommerferiejob tegner også et billede af en målrettet og velintegreret ung mand med en humanistisk indstilling til livet.
En indstilling, han efter alt at dømme har fået med hjemmefra. BH’s forældre er fra Mellemøsten, men han voksede op sammen med dem og sin storebror i en lejlighed på Nørrebro i København. Her var der ifølge vennerne altid sjovt at være, og forældrene beskrives som varme, grinende og interesserede i andre mennesker. De tog godt imod besøgende, uanset om det var danskere eller indvandrere, og man følte sig velkommen, beskriver gamle venner.
Allerede som helt ung knægt viste BH tegn på at være både arbejdsom og ambitiøs. Som 13-årig fik han sit første fritidsjob, hvor han kørte med reklamer om lørdagen. Året efter blev han, ved siden af skolen, medhjælper i et it-firma, Ambica ApS, hvor han bl. a. skulle indtaste data i en portal til prissammenligninger.
Bjørn Krøyer ejede firmaet, der ikke eksisterer længere, og han husker tydeligt BH, fordi han var én af de få unge, der var stabil nok til at være ansat i adskillige år. De, der blev ansat, var »computernørder« og »havde hovedet rigtigt skruet på«. Og så skulle de i øvrigt fremvise en pletfri straffeattest.
»Han var sådan én, som jeg ville forvente, at det gik godt for i tilværelsen,« siger Bjørn Krøyer. Han husker dog, at BH efter nogle år begyndte at ændre sig og lægge mere vægt på sin muslimske tro. På et tidspunkt lagde de øvrige medarbejdere mærke til, at gulvet på toilettet ofte var plasket til med vand, når BH havde været derude.
»Det viste sig at være fordi, at han skulle vaske sig, før han skulle bede. Vi spurgte ham, om han ikke kunne tørre op efter sig, og det lovede han at gøre,« fortæller Bjørn Krøyer.
I 2005, da BH gik i 2. g på et gymnasium i København, manglede firmaet en ny indtaster. BH anbefalede én af sine venner. Bjørn Krøyer kiggede en ekstra gang, da der stod en ung mand i traditionel muslimsk klædedragt og langt skæg i lokalet.
»Han var en perfekt karikatur på en hellig kriger, men han var stille og rolig og kunne, hvad han skulle, så vi hyrede ham.« De unge indtastere sad i et lokale for sig.
Efter ankomsten af BH’s ven begyndte de at afspille muslimske bønnesange, imens de arbejdede. Bjørn Krøyer husker, at han flere gange bad dem om at skrue ned eller helt slukke. Han husker desuden, at BH, der på det tidspunkt var omkring 18 år, virkede til at være under stor indflydelse af sin ven. Han begyndte også at lade sit skæg vokse.
Bjørn Krøyer studsede over deres opførsel, men de var jo begge dygtige til deres job, så at de to tilsyneladende var meget religiøse, tænkte han ikke videre over.
Nogle måneder senere i 2005 droslede Ambica ned på sine aktiviteter, og de unge medarbejdere stoppede. Året efter blev BH matematisk student, og mens mange af hans danske venner herefter tog et sabbatår, gik han derimod straks i gang med at læse videre på ingeniørstudiet.
Trekløveret
Her fik han hurtigt to gode venner – Kasper, der har dansk baggrund, og Omar, der har mellemøstlig baggrund, men som hverken er troende eller praktiserende muslim. BH, Kasper og Omar sås så ofte både på studiet og i fritiden, at de blandt de andre på uddannelsen blev kendt som lidt af et trekløver.
Kasper og Omar husker BH som en god ven, der var fornuftig, ambitiøs og sjov at være sammen med. Han gik op i sit studie, og han kærede sig om sine venner. Hverken Kasper eller Omar kan i dag begribe, hvis politiet har ret i sine anklager.
»Vi havde det altid sjovt sammen, og han er helt vildt sød. Jeg var også flere gange hjemme hos hans forældre, hvor man kunne mærke, at der var oprigtig familiekærlighed. Du ved, de grinede meget og havde det sjovt sammen. Jeg kan slet ikke få det til at gå op, hvis politiet har fat i den rigtige. Slet, slet ikke,« siger Kasper.
Særligt Omar, der selv kom fra Nørrebro, blev BH’s tætte, fortrolige ven. Det var også Omar, der talte med BH om sine kvindeproblemer blot få uger før attentatet mod Hedegaard.
Både under og efter studietiden mødtes BH og Omar cirka en gang om ugen og løb en lang tur sammen rundt i Nørrebros gader.
»Det var lidt af en tradition for os at løbe sammen. Det var fedt at hænge ud med ham så ofte, for han sagde altid alt muligt grineren, og han havde i det hele taget en form for livsglæde, der også smittede af på os andre,« husker Omar, der ikke selv var nogen stor sportsnørd, men som lod sig inspirere af BH, der var begejstret for at løbe.
BH meldte sig ind i en københavnsk løbeklub, hvor han ifølge daværende medlemmer af klubben egentlig ikke gjorde sig særligt bemærket med hurtige tider, men i klubbladet fortalte han, at han havde løbet halvmaraton og i øvrigt fokuserede på at blive bedre til langdistanceløb. Selv om BH kun var medlem i løbeklubben i et halvt års tid, ville han stadig vedligeholde træningen, og derfor fik han studiekammeraten Omar med på de ugentlige løbeture.
På den måde kunne de også bruge turene som ramme for store og små snakke om studiet, familien, fremtidsdrømme og livet i det hele taget.
»En god muslim«
Nogle gange snakkede de også om mere politiske emner – men når snakken faldt på den slags, talte BH altid for mangfoldighed og imod snæversynethed. Som da den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir i forbindelse med folketingsvalget i 2011 stod på Nørrebro og delte løbesedler ud med en opfordring til muslimer om ikke at stemme, var BH dybt provokeret, husker Omar. På én af deres mange løbeture harcelerede BH over den ekstreme organisations holdninger og metoder.
»Han var ikke politisk som sådan, men han havde bare ingen sympati eller forståelse over for ekstremister. Vi lever jo i et demokrati, og det er vores menneskeret at stemme, sagde han til mig,« husker Omar om BH’s syn på Hizb ut-Tahrir.
»»De er heeelt væk,» som BH ville have sagt,« siger Omar.
BH havde i det hele taget et afslappet forhold til sin religion, husker vennerne fra studietiden. Han var en »god muslim« i den forstand, at han overholdt de basale regler: Han spiste ikke svinekød, han fastede altid under ramadanen og gik da også i moské med jævne mellemrum. Men ifølge vennerne fyldte religion ikke umiddelbart noget særligt i BH’s liv. Det var aldrig noget, han talte om, og slet ikke noget, han prædikede, husker Kasper og Omar.
Tværtimod brød han sig ikke om, når andre på studiet med jævne mellemrum forsøgte at missionere over for BH og de andre medstuderende med mellemøstlig baggrund.
»En gang imellem var der nogle af de andre muslimer fra klassen, der prøvede at overbevise os andre om, at vi skulle være mere troende, men BH (red.) gav intet for det. «De skal sgu ikke bestemme, hvordan andre skal tro eller opføre sig som muslim,» sagde han til mig, når nogen fra studiet gik i gang med at prædike,« husker Omar.
Én gang tog Omar med BH til fredagsbøn i hans lokale moské på Heimdalsgade på Nørrebro, men det var ikke lige noget for ham. Da han ikke selv er troende, var Omar mest af alt taget med af nysgerrighed, men imamen reciterede Koranen på et urarabisk, som han alligevel ikke forstod, og siden er han ikke kommet der.
BH, derimod, pressede aldrig på, for at Omar skulle komme igen.
Terrorforbindelser
Nogle måneder efter, at BH og hans troende ven i kjortel var stoppet hos Ambica, bankede det på døren hos it-firmaet på Frederikssundsvej på Nørrebro. Det var politiet. To betjente ville hente de computere, som de unge data-indtastere havde brugt. Virksomhedens ejer, Bjørn Krøyer, fik at vide, at politiet mistænkte BH’s ven for at have begået noget strafbart.
Han tænkte ikke nærmere over det, før brikkerne faldt på plads godt et år senere, da han i januar 2007 bladrede igennem en avis. På et opslag var et foto og navnet på en 17-årig mand, der som den første herhjemme blev dømt efter den strenge terrorparagraf.
Syv års fængsel lød dommen i den såkaldte Glostrupsag ved Østre Landsret, som fandt det bevist, at den 17-årige i ledtog med en svensk-bosnier og en dansk-tyrker var i fuld gang med at planlægge et terrorangreb et sted i Europa. Bjørn Krøyer genkendte straks den unge mand.
»Det gav et sug i maven, for det var ham, som vi havde haft ansat,« fortæller han. Derfor studsede Bjørn Krøyer over det, da han kort tid efter – på vej på forretningsrejse – fik øje på BH i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn. Her havde BH fået et nyt studiejob.
Det var noget af en kontrast: Den ene ven sad fængslet i en terrorsag, mens den anden arbejdede i sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Bjørn Krøyer rejste med sin bror, der drev virksomhed fra deres fælles kontorer, og som derfor også kendte BH.
»Vi kiggede lige på hinanden og jokede så med, at vi håbede, at han havde fået udskiftet vennekredsen siden sidst.« På BH’s cv står der, at han var sikkerhedsassistent i terminal 2 og 3 i Københavns Lufthavn fra 2006-2007. Jobbet havde han fået igennem et vikarbureau.
Hos Københavns Lufthavn afviser sikkerhedschef Johnnie Müller, at der har været nogen sikkerhedsrisiko ved at have BH ansat. Af lufthavnens registre fremgår det, at BH ikke havde havnekort, dvs. adgang til den del af lufthavnen, som ligger efter sikkerhedstjekket.
Derfor har han ifølge lufthavnen haft en servicefunktion, hvor han f. eks. skulle svare på spørgsmål fra passagererne og fortælle om reglerne, bl. a. at der på det tidspunkt var indført forbud mod at medbringe væsker.
»BH har ikke haft et ID-kort, og han har dermed ikke haft adgang til andet og mere end alle andre uden flybillet,« siger Johnnie Müller i en mail til Jyllands-Posten.
Mindre kontakt
Da BH i slutningen af studiet skulle i praktik, valgte han at tage til Dubai og arbejde i en mindre ingeniørvirksomhed. Ingen af vennerne tænkte noget særligt over det, da BH taler flydende arabisk, hvilket han jo så kunne udnytte i praktikken.
Efter studiet sluttede i 2010, fik BH ikke straks job som ingeniør. Han arbejdede på et lager igennem et vikarbureau og forsøgte også selv at etablere to virksomheder. Karrieren kom dog for alvor i gang, da han kom til at arbejde for et stort dansk konsulentfirma, hvor hans opgaver rettede sig mod vindmølleindustrien.
Det var også i de måneder, at de tidligere tætte studiekammerater begyndte at glide lidt fra hinanden. Den ugentlige kontakt blev til en månedlig kontakt, og løbeture og kaffeaftaler blev til telefonsamtaler og sms’er. Men sådan er det jo, når man efter studiet får travlt med nye karrierer, siger de gamle venner i dag om den mindre og mindre hyppige kontakt til BH.
Da Omar sidste gang mødtes med BH i starten af 2013, lidt over en måned før attentatet mod Lars Hedegaard, fortalte BH, at han netop var blevet gift i Libanon med en libanesisk kvinde. Han overvejede også at få børn, fortalte BH. Det kom bag på de gamle studievenner, at BH pludselig var blevet gift i Libanon – ikke mindst, at de ingen invitation havde fået.
Få uger efter holdt BH op med at svare på sms’er, og ingen af de gamle venner har set eller hørt fra ham siden.
Hvorvidt BH reelt er skyldig i attentatforsøget er endnu uvist. Ligesom graden af hans tilknytning til islamistiske miljøer også er det.
Vennen overfaldt Yahya Hassan
Men moskeen på Heimdalsgade, Taiba-moskéen, hvor BH ifølge Omar jævnligt kom, er gentagne gange blevet kædet sammen med terrormistænkte-og dømte. Bl. a. kom Guantanamo-fangen Slimane Abderrahmane her. Det samme gjaldt de unge i den såkaldte Glasvejssag. Og BH’s ven, der i 2007 blev dømt i Glostrupsagen. Sidstnævnte har afsonet sin dom, men i fjor fik han endnu en fængselsstraf for et overfald på digteren Yahya Hassan.
Efter anholdelsen i Tyrkiet ransagede politiet i Danmark ni adresser. Hvor det nærmere bekendt skete, vil politiet ikke sige noget om, men Jyllands-Posten erfarer, at ét af stederne var BH’s sidste danske adresse i Brønshøj.
Flere naboer fortæller, at der var et massivt politiopbud om aftenen forrige fredag. Øjenvidner så politiet slæbe flere kasser med konfiskerede ejendele væk fra lejligheden.
Der er tilsyneladende tale om en form for dækadresse, da BH ifølge folkeregistret først er meldt flyttet dertil efter attentatforsøget mod Lars Hedegaard. Politiet mener, at han samme dag forlod landet og siden har befundet sig i Tyrkiet og Syrien.
Ifølge politiet er der ikke andre mistænkte i sagen, heller ikke dem, der stadig bor i den ransagede lejlighed i Brønshøj. De beskrives af naboer som meget religiøse mennesker, hvor kvinderne bærer burka.
Og hos politiet er man overbevist om, at man har fat i den rette person.
»Vi har en værdig mistænkt,« som efterforskningsleder Jørgen Skov sagde på et pressemøde for en uge siden.
Lars Hedegaard er ifølge eksperter et symbolsk mål for militante, islamistiske kredse, fordi han har gjort sig bemærket med kontroversielle og kritiske udtalelser om islam. Med BH’s tilsyneladende afslappede forhold til religion og gode karriere kan hans to studiekammerater stadig ikke få det til at passe sammen, at han skulle have udført en så radikal handling som et drabsforsøg på Hedegaard.
Glad og smilende som altid
Det kan til gengæld lektor og islamismeforsker Marco Goli fra Professionshøjskolen Metropol i København. Han peger på, at radikaliserede, unge muslimer ofte er, hvad man vil betragte som velintegrerede: De er bedre uddannede end gennemsnittet og klarer sig også bedre økonomisk og socialt og vil derfor i vidt omfang være i stand til at opretholde et dobbeltliv.
»I forhold til de parametre, som vi normalt måler integration med, er de rigtigt godt kørende,« siger Marco Goli, der i 2010 var medforfatter på en stor undersøgelse om islamisme fra Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet. Her viste det sig, at omkring 6 pct. af unge, danske muslimer havde, hvad man karakteriserede som ekstremt radikaliserede, islamistiske holdninger.
Selv om de umiddelbart efter de klassiske parametre er velintegrerede, er der alligevel nogle ydre tegn at lægge mærke til, påpeger Marco Goli. F. eks. at de deltager i bestemte moskéer og bliver mere optagede af internationale spørgsmål, hvor deres verdenssyn er præget af en tænkning om Vesten kontra islam.
BH’s tidligere arbejdsgiver Bjørn Krøyer kunne da heller ikke undgå at bemærke, at BH i løbet af en kort periode pludselig blev langt mere religiøs og f. eks. begyndte at bede i arbejdstiden. Han oplevede, at BH på det tidspunkt var under stærk indflydelse af sin ven, der siden blev dømt i terrorsagen.
Men da han senere flere gange tilfældigt stødte ind i BH rundtomkring i byen, var det den samme unge mand, som han havde kendt i starten. Skægget var også væk.
»Han lignede bare en ganske almindelig studerende – glad og smilende, som han plejede at være,« siger Bjørn Krøyer.
Hvis anklagerne viser sig at holde stik, er Bjørn Krøyer derfor overbevist om, at det igen må være andre i miljøet, der har påvirket BH til at lade islamistiske holdninger fortrænge ønsket om at klare sig godt og blive integreret i samfundet. Han opfordrer derfor politikerne til »at vågne op og få stoppet de kræfter« :
»BH var et skoleeksempel på én, som ville få en strålende karriere og et godt liv her i Danmark. Hvordan han så er endt op i det morads; det er helt sygt.« Der er nedlagt navneforbud i sagen, og Jyllands-Posten kalder derfor blot den anholdte for BH. Af samme grund er det også undladt at give oplysninger, der kan bruges til at identificere ham. Det gælder f. eks. hans præcise stillingsbetegnelse og den seneste adresse i Danmark, hvor politiet foretog ransagning. De to studiekammerater optræder derfor heller ikke med deres rigtige navne, men de er redaktionen bekendt.