Forfetteren og skribenten Mikael Jalving hadde dog møtt frem, og han bestemte seg der og da for at ikke bare skal han omtale Mona Walter i sin faste spalte i Jyllands-Posten, han skal også invitere henne til sitt radioprogram denne sommeren.
Mona Walter har i en årrekke prøvd å trenge gjennom i den svenske offentligheten med sitt budskap. Uten hell. Det er i seg selv et tydelig symptom på svenskesyken. (Det er nok særlig vanskelig for den svenske eliten at hun har konvertert til kristendommen. Slik har hun vel sviktet sine egne…).
Hun er lige så smuk som Ayaan Hirsi Ali. Hun går elegant klædt og taler flere sprog. Hun er mor til tre døtre. Hun bor i Gøteborg og kom til Sverige fra Somalia som 20-årig i 1994 på flugt fra sekterisme og borgerkrig.
Straks efter sin ankomst blev Mona Walter – for det hedder hun – passet op af lokale imamer, der forklarede den unge kvinde, at hun skulle tildække sin krop og komme noget mere i moskéen. Dér hørte hun, hvordan de lærde mænd prædikede had til det svenske samfund og hellig krig mod de vantro. Hun blev skuffet og vred. Hun ville grene være svensker, hun ville gerne integreres, og hun giftede sig med en etnisk svensker, brød ud af ghettoen og konverterede til kristendommen. Men i dag frygter hun for sine døtres fremtid. Ikke i Somalia, men i Sverige.
I Somalia havde Mona Walter aldrig mødt islam. Hun var bare muslim og gik klædt, som hun ville, relativt ubekymret før uroligheder tvang dem væk. Så kom hun til Gøteborg, og livet på den nordlige klippegrund var en helt anden sag. Det var paradoksalt nok i Vesten – og langt fra islams fjerne kyster – at Mona Walter mødte islam med al dens sharia om stort og småt og hele den sociale kontrol med især kvinder, der udgår fra Koranen og de autoritative skrifter.
Fredag besøgte hun København i forbindelse med præsentationen af Lars Hedegaards bog ”Muhammeds piger”, der nu udgives på svensk og fortæller en bredere historie om kvindens lave stilling i islam og den megen vold og voldtægt, der følger herpå. Ikke en eneste journalist dukkede op, naturligvis, hverken fra danske eller svenske medier, så Mona Walter talte for få øren. Mens jeg lyttede til hendes beretning på formfuldendt engelsk, blev jeg både sløj og harm og lovede mig selv at skrive endnu en klumme om islams fremvækst i Europa. Men jeg indrømmer, at det er ved at udvikle sig til en sur pligt, som jeg føler, at jeg må bære for dem, der bliver ofre for islam, som med kommunismens fald for 25 år siden er blevet den største totalitære trussel mod menneskeheden.
Mona Walter har igennem mange år forsøgt at trænge igennem til svenske medier. Uden held. Selv om hun som sort kvinde ikke er helt så let at afvise som hr. og fru Svensson, der sikkert bare er ”racister”, slet ikke når man hører om hendes oplevelser fra Gøteborgs ghettoområder, der ligger spredt rundt om den gamle fæstningsby som uheldssvangre satellitter. På samme måde har feminister og ”menneskerettighedsaktivister” mødt hende med larmende tavshed til trods for, at hun netop vil redde kvinderne ud af sharia og give menneskerettighederne tilbage til herboende muslimer.
Mona Walter er ikke i tvivl om, at Sverige tvinges ud i en blodig borgerkrig i løbet af et årti eller to, hvis ikke den offentlige samtale åbnes, og det bliver muligt at kritisere den vanvittige masseindvandring til Sverige fra især muslimske lande. På den ene side vil fremmedfrygten vokse; på den anden side vil islams proselytter og bander bliver stærkere.
Jeg sad paf tilbage og lovede at invitere hende ind i mit kommende radioprogram ”Danmarks Stemme” på Radio24syv, som i juli vil rette mikrofonen mod de mange svenske samfundstabuer, herunder bl.a. indvandring, islam, nationen, kriminalitet, straf og den udbredte forestilling om, at Sverige er en humanitær stormagt. Med gudernes hjælp kommer Mona Walter i studiet den 21. juli, det tør jeg godt annoncere, og jeg vædder gerne en kasse af de kolde på, at ingen andre nordiske medier tør invitere hende i studiet før mig. For hun må jo være ekstremist. Og se, hun kender Lars Hedegaard!
Den svenske avisa Dagen har et interessant intervju med Mona Walter, og hennes bakgrunn og opplevelser etter bosetting i Göteborg.