Ved å melde fra om asylfusket, ofret Sajad Diansai sin egen oppholdstillatelse, samtidig som han ble hovedvitne i den omfattende rettssaken i Aarhus, der asylfusk er rullet opp de siste månedene. Saken er unik i dansk rettshistorie. Alle seks tiltalte iranere, alle i familie med hverandre, nekter straffeskyld. Dømmes de, blir de også utvist, skriver Jyllands-Posten (29.juni, ikke på nettet). Ifølge påtalemakten står de tiltalte bak en ”velsmurt menneskesmuglingsmaskin”. De seks er tiltalt for åtte tilfeller av asylfusk, men politiet mener dette bare er toppen av isfjellet.
Jeg kan ikke erindre en liknende sak på trykk i skandinavisk media.
Politiet mener, at det reelle tal er langt højere, men har ikke haft tilstrækkelige beviser. Bl. a. har flere vidner sagt, at de har kendskab til flere tilfælde, men de har ikke ønsket at nævne navne, for det kunne ødelægge disse personers chancer for at blive i landet, hvis det kom frem, at de havde købt en falsk asylforklaring.
Hvis anklagerne holder, har familiemedlemmerne udfyldt hvert sit led i kæden lige fra kontakten til potentielle asylansøgere i Iran til flugten til Danmark og leveringen af de falske asylhistorier. Disse historier skulle iranerne terpe i ugevis i familiens hus i Tilst, før de gav sig til kende for myndighederne og søgte asyl.
Menneskesmuglerne i Iran
Sajad Diansai har sat sin egen fremtid i Danmark på spil for at stoppe, hvad han anser som en dybt kriminel familie. For efter han fortalte, at han ikke var desertør, fratog myndighederne ham hans opholdstilladelse, og han står nu til udvisning.
Den nu 30-årige Sajad Diansai blev i marts afhørt i retssagen og står nu frem i Jyllands-Posten med sin historie om, hvordan systemet med de falske asylcases foregik.
»Jeg har altid drømt om at komme til Europa. Men det skulle være via forretninger.
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle komme hertil som asylansøger,« forklarer Sajad Diansai, der taler lidt dansk, men har en bekendt til at tolke under interviewet, da han vil være sikker på ikke at blive misforstået. Han siger, at det i virkeligheden var et forhold til en kvinde, overfald og trusler fra hendes familie og en truende fængselsstraf for usømmelig adfærd uden for ægteskabet, der gjorde, at han besluttede sig for at sige farvel til Iran.
Han fik kontakt med en menneskesmugler, der også kendte den omtalte iranske familie i Tilst, Aarhus. Menneskesmugleren skaffede et falsk pas og visum, fortæller Sajad Diansai. Der var nødvendigt, fordi han ikke selv kunne gå til myndighederne og få udstedt rejsedokumenterne, da han på det tidspunkt var løsladt mod kaution for forholdet til kvinden.
Familien i Tilst
Menneskesmugleren stod for rejsedokumenter og i det hele taget at få Sajad Diansai ud af Iran. Derefter tog Tilst-familien ifølge ham over. Den består af en far og mor, deres tre sønner og den ældste søns kæreste.
De er alle seks tiltalt i sagen, og forældrene og svigerdatteren har været varetægtsfængslede og er nu løsladt, mens den ældste og mellemste søn fortsat sidder i varetægt og har gjort det siden maj i fjor. De to brødre anses af politiet for at være de drivende kræfter i den mulige, organiserede asylsvindel.
Faderen kom som den sidste i familien til Danmark i 2010. Da han blev familiesammenført, har han ikke haft nogen problemer med i perioder at rejse tilbage til Iran. Her sørgede han ifølge anklagemyndigheden for at opspore personer i familiens og vennernes netværk, som gerne ville flygte fra landet. Han skabte angiveligt også kontakten til de menneskesmuglere, som kunne sørge for bl. a. de nødvendige falske dokumenter til rejsen mod Danmark.
Sajad Diansai talte efter eget udsagn første gang med den mellemste bror i familien under en mellemlanding i Europa. Her fik han besked på at købe en billet til Billund.
Ankommet i Billund Lufthavn steg han ind i en taxa og ringede igen til den mellemste bror, som fik taxachaufføren i røret og forklarede, at denne skulle køre til en adresse i Odder, hvor den mellemste bror havde en lejlighed. Her opbevarede Sajad Diansai nogle få ejendele, men det meste af tiden opholdt han sig i Tilst, en forstad vest for Aarhus, som for mange jyder er kendt for sin store Bilka-forretning.
Adressen er Jyllands-Posten bekendt, men den er udeladt her, da den kan identificere familien, som på nuværende tidspunkt ikke er dømt for noget. I det hvide parcelhus bor størsteparten af familiemedlemmerne, og her opholdt Sajad Diansai sig også i en periode efter sin ankomst. Han siger selv, at det var i 18-20 dage.
Den samvittighedsfulde soldat
Familien har ikke modsagt, at han var hos dem, men afviser, at der foregik noget ulovligt under opholdet, og at den havde kendskab til, at Sajad Diansai ville søge asyl. Sajad Diansai fortæller til gengæld, at der ret hurtigt kom ulovlig asylfup på bordet, da han var i Tilst. Det begyndte med, at familien spurgte om hans baggrund for at flygte. Da de havde hørt historien, gav de en nedslående besked: Den forklaring ville ikke give asyl i Danmark.
Men de dårlige nyheder blev fulgt af en løsning.
»De sagde, at jeg ikke skulle være bekymret, for de kendte en advokat, som nok skulle fikse det,« fortæller Sajad Diansai, som aldrig mødte advokaten, men efter nogle dage fik at vide, at advokaten havde sendt en sikker asylcase på e-mail. Men e-mailen, der tilsyneladende var fra en advokat, kunne han ikke læse, da den var på dansk. Så forklaringen blev oversat til farsi, sproget, man taler i Iran, og nedfældet med håndskrift på papir.
»Der skulle mere fokus på det politiske,« forklarer han, og det blev så til forklaringen om en samvittighedsfuld soldat, der nægtede at slå ned på de demonstranter, der krævede demokratiske reformer og mindre magt til ayatollaherne og deres allierede. En af styrkerne ved forklaringen var, at sådanne demonstrationer rent faktisk havde fundet sted.
»Jeg er flygtning«
Familiens historie om den korrupte advokat, der mod betaling kunne fabrikere en falsk, men effektiv asylcase, går igen i adskillige af vidnernes forklaringer. Hver gang er det udlændingeretsadvokaten Annette Møller Hannibals navn, der dukker op. Nogle af vidnerne har endda forklaret, at de måtte sidde i en bil uden for advokatkontoret i et butikscenter, imens én af de iranske brødre var inde at tale med hende om casen.
Ifølge politiet og flere vidner var det dog det pure opspind. Brødrene lod bare, som om de gik ind til advokaten, hvis navn kun blev brugt, fordi storebroren havde haft hende som advokat, da han selv kom til landet i 2001.
Annette Møller Hannibal har kun en kortfattet kommentar: »Det er ærgerligt, at mit navn er blevet misbrugt, men det er sådan noget, man ikke kan gardere sig imod.«
Da Sajad Diansais falske forklaring var tilpas indstuderet, kørte den mellemste bror ham til Politigården i Aarhus. Modsat hvad der måske kan forekomme naturligt, tog Sajad Diansai ikke sine papirer med til politiet.
Ifølge sin vidneforklaring i retten havde han fået besked på at brænde sit pas, efter at Tilst-familien havde taget en kopi af det.
Det gjorde han dog ikke, men han rev det i stykker og skyllede det ud i toilettet.
På Politigården var Sajad Diansai alene, broderen fra Tilst-familien gik ikke med ind.
Ekspeditionen på Politigården i Aarhus har flere forskellige skranker, og Sajad Diansai kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre, men efter at have stået og set desorienteret ud i en stund, kom en medarbejder hen til ham, og så var det, at ordene faldt: »Jeg er flygtning,« sagde Sajad Diansai, som husker, at politifolkene stillede nogle få spørgsmål, gav ham hotel for natten og sendte ham så til København og Center Sandholm dagen efter.
Her blev han først udspurgt af politiet om sin rejserute og identitet. Det gav ikke de store problemer, for her skulle han ikke lyve, men bare fortælle sandheden. Dog med en vigtig undtagelse.
»Jeg havde fået besked på, at jeg ikke skulle fortælle, at jeg havde boet hos familien,« siger Sajad Diansai.
Snyd med asylsystemet
Efter et stykke tid kom selve asylinterviewet med Udlændingestyrelsens repræsentanter. Nu skulle den falske desertørforklaring stå sin prøve. Og den holdt.
»Der kom ikke nogen uventede spørgsmål. Så det var en god case,« siger Sajad Diansai, som et halvt års tid senere fik sin opholdstilladelse og flyttede til Odder syd for Aarhus. Her boede han sammen med den mellemste søn fra den tiltalte familie.
»Jeg fandt ud af, at det var en familie, der gjorde mange forkerte ting og blandt andet hjalp andre med at snyde asylsystemet,« siger Sajad Diansai, hvilket ligger på linje med det, som han har sagt som vidne i retten.
Omvendt mener familien, at Sajad Diansais forklaring er hævn for, at dennes onkel ikke fik asyl i Danmark. Den ældste bror i den iranske familie fra Tilst fortalte således i retten, at det var ham, der ringede til politiet og anmeldte Sajad Diansais onkel for at forsøge at få asyl på et falsk grundlag. Han havde hørt, at onklen bl. a. havde fået lavet et opstillet billede i Iran, hvor det så ud, som om han blev ført bort af to soldater. Som lovlydig borger kunne han ikke sidde det overhørig, forklarede den tiltalte.
Sajad Diansai erkender, at onklen fik taget et opstillet foto. Onklen var skrædder i Iran og kendte to soldater, som han fik til at spille med, så det så ud, som om han blev arresteret lige uden for sin forretning. Men optrinnet var temmelig amatøragtigt udført.
Som flere bemærkede i retten, var soldaterne godt nok iført uniform, men de havde hvide kondisko på i stedet for de reglementerede støvler.
Ifølge Sajad Diansai arrangerede onklen fotoet, fordi han på det tidspunkt allerede var i kontakt med brødrene fra Tilst. De anbefalede angiveligt onklen at skaffe noget billeddokumentation, der kunne gøre det lettere at få asyl i Danmark, fordi det så ville se ud, som om han var forfulgt af myndighederne.
Da onklen kom til Danmark, betalte han angiveligt ca. 55.000 kr. for en falsk asylhistorie, som han øvede, imens han boede de første tre uger hos familien i parcelhuset i Tilst. Derefter opstod der nogle stridigheder mellem onklen og familien i Tilst. Præcist hvad det gik ud på, er uklart, for onklen er ikke blevet afhørt i retten. Da han blev meldt til politiet for den falske asylhistorie, skyndte han sig at rejse tilbage til Iran.
Sajad Diansai forsøgte derefter uden held at få familien til at betale pengene for asylcasen tilbage til onklen, fortæller han. På det tidspunkt skete der store forandringer på det religiøse plan for Sajad Diansai, som var blevet introduceret til en kristen immigrantmenighed af en bekendt fra asylcenteret.
Prisen på asylhistorien stiger
I Kærlighedskirken i Odense følte Sajad Diansai sig hjemme og blev meget tiltrukket af den kristne tro og de kristne budskaber.
»Kristendommen er en mere glædelig religion, som tiltaler mig på mange måder,« siger han, som blev overbevist om, at han skulle sige farvel til (shia) islam.
Sajad Diansai havde også mødt en kvinde med iransk baggrund, som han blev gift med på rådhuset i Nyborg, hvor hun boede. De flyttede sammen, og han fik rengøringsjobs i fitnesscentre på Fyn og i Trekantsområdet.
Det skete om natten, når der ikke var kunder.
”Det var hårdt, men jeg var glad for at være en aktiv del af samfundet,” fortæller Sajad Diansai, som Jyllands-Posten møder på et mindre missionærkontor i Bethesda-bygningen, Indre Missions københavnske hovedkontor på Israels Plads. På den ene side var alt, som det skulle være. På den anden side føltes ingenting rigtigt.
»Jeg havde et job og en kone og en opholdstilladelse, som det er den største drøm for mange iranere at opnå. Men jeg havde fået at vide i kirken, at det, som man kommer til med snyd, det kommer dårligt tilbage. Man skal altid fortælle sandheden,« forklarer han om den nagende, dårlige samvittighed.
Samtidig var familien fra Tilst – fortsat ifølge Sajad Diansais forklaring – begyndt at kræve flere penge end de cirka 40.000 kr., som han allerede havde betalt. I sin tid havde han selv betalt halvdelen med medbragte midler, mens en overførsel fra hans broder sikrede de resterende cirka 20.000 kr. Når der er lidt usikkerhed om beløbet, så skyldes det ifølge Sajad Diansai »den voldsomme inflation«, som Irans økonomi er berygtet for.
Brødrene fra den iranske Tilst-familie fortalte, at myndighederne havde fået nys om, at hans asylcase var falsk, hvilket kunne betyde, at han mistede den. De sagde dog samtidig, at de via advokaten – og et beløb på 10.000 kr. – kunne undgå, at hans sag blev genoptaget.
Sajad Diansai går til politiet
Andre vidner i sagen har fortalt, at de har været udsat for lignende forsøg på afpresning, hvor der blev spillet på, at der skulle penge på bordet, hvis de ikke ville risikere at skulle vinke farvel til deres danske opholdstilladelse.
Sajad Diansai var også nervøs for, at brødrene skulle finde på at afsløre ham, idet de lå inde med kopier af hans pas og visum, som kunne sætte hans forklaring under pres, hvis de gav det til myndighederne. Han havde nemlig fortalt, at han var kommet hertil uden papirer. Ét af beviserne i sagen er adskillige kopier af de iranske asylansøgeres pas og rejsedokumenter, som familien havde liggende på en computer i Tilst.
»Selv uden pengespørgsmålet ville jeg have fortalt det,« siger Sajad Diansai, der med sin kone som tolk gik ind på politistationen i Odense og fortalte »alt, hvad jeg vidste«. Først var han begyndt at fortælle det til en sekretær, men så fik hun fat på en betjent, som kunne tage sagen.
»Det var ikke så længe før, at jeg skulle døbes. Jeg ville gerne være helt ren, når jeg konverterede til kristendommen,« beretter Sajad Diansai om baggrunden for at gå til politiet.
Politiet har fået to andre anmeldelser af familien i Tilst, men ifølge Sajad Diansai var det først, da han meldte sig og dermed ødelagde sit eget opholdsgrundlag, at politiet tog sagen alvorligt. Anklagemyndigheden ønsker ikke at afkræfte dette, men tidsmæssigt er det sandsynligt, at det er Sajad Diansais forklaring, der fik lavinen til at rulle.
Store konsekvenser
Politiet havde da tilsyneladende også behov for et tip for at komme på sporet af sagen. For umiddelbart var der ikke noget mistænkeligt eller påfaldende ved familien.
Parcelhuset i Tilst ligger lidt tilbagetrukket fra vejen på en kotelletgrund midt i ét af landets største parcelhuskvarterer. Det købte den ældste søn, der i dag er 34 år, for en erstatning, som han havde fået efter at være blevet overfaldet på sit job som buschauffør. Efterfølgende var han kommet på revalidering og gået i gang med at læse til diplomingeniør.
Det samme studie er hans kæreste, der også er tiltalt i sagen, indskrevet på. De to fik i januar en datter, som i sit fem måneder korte liv allerede har været med i retten i Aarhus adskillige gange.
Efter anmeldelserne begyndte politiet at aflytte familiens telefoner. I retten er der også blevet fremlagt adskillige e-mails og sms’er, som anklagemyndigheden mener indikerer, at familien beskæftigede sig med menneskesmugling.
»Jeg er i Wien. Skal jeg rive min billet i stykker,« står der bl. a. i en sms fra én af de flygtede iranere til brødrene. Politiet fandt også et større kontant pengebeløb i huset – 85.200 kr. – som er blevet konfiskeret. Desuden havde moderen en bankkonto med 250.000 kr., som menes at være en del af overskuddet på salget af asylhistorier.
Moderen forklarede imidlertid i retten, at hendes konto blev brugt til en fælles opsparing, hvor alle familiemedlemmer satte penge ind. Desuden stammede nogle af pengene også fra hendes frisørsalon, hvor hun f. eks. sparede op til momsbetalingerne.
For Sajad Diansai har konsekvenserne af at gå til politiet været hårde. Ud over at Udlændingestyrelsen har frataget ham opholdsgrundlaget, må han som udvist ikke arbejde. Bilen har måttet sælges, og han bor nu på et firemandsværelse på Asylcenter Auderød.
I øvrigt gik ægteskabet også i stykker, og han er begyndt at få breve fra Experians RKI-register over dårlige betalere. Han har siden fortalt Udlændingestyrelsen, hvad han selv kalder den reelle og ægte udgave af historien: problemerne i kølvandet på kæresteforholdet med en kusine, en truende retssag mv. Forklaringen er blevet afvist af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet som usammenhængende. Desuden er hans troværdighed svækket af, at han begyndte med at afgive en falsk forklaring.
»Der er tre årsager til, at jeg ikke kan vendte tilbage. Der er den verserende sag, som jeg risikerer fængsel for. Der er familien til min ekskæreste, som har truet mig. Og så kan jeg også straffes, fordi jeg har forladt landet ulovligt,« siger han og tilføjer, at han gik med til den falske forklaring, fordi han ikke vidste sit levende råd.
»Jeg var i chok. Jeg var kommet hele vejen til Danmark, og så sagde de, at jeg ikke kunne få asyl, medmindre jeg kom med en ny forklaring,« siger han. Et yderligere forhold, der kan give ham problemer, er, at han risikerer dødsstraf for at være konverteret væk fra islam, tilføjer Sajad Diansai.
På vej til at blive udvist
Under sagen har striben af advokater, der forsvarer de tiltalte, hævdet, at det er et tegn på et meget stort hævnmotiv, når Sajad Diansai er villig til at ofre sin egen fremtid i Danmark for at skade familien fra Tilst.
Omvendt har anklagemyndigheden sagt, at det giver hans vidneforklaring stor troværdighed, at han mister så meget selv ved at give sin forklaring om organiseret asylfup.
I dag er Sajad Diansai i udsendelsesposition. Det vil sige, at han er udvist af Danmark uden udsigt til at få lov at blive her. Som andre afviste iranere er han havnet i et tomrum, der skyldes, at det iranske styre kun vil udstede rejsedokumenter til personer, der frivilligt møder op på den islamiske republiks ambassade i København og får udstedt de nødvendige papirer. Da de fleste iranere nægter dette, havner de i et limbo, hvor de kommer til at sidde i udsendelsesposition i årevis uden at blive udsendt.
Det var ikke det, som Sajad Diansai havde håbet.
»Det er, som om myndighederne kan bruge alle de dele af min forklaring, som der kan bruges i retssagen. Men når jeg fortæller min rigtige asylforklaring, så tror de ikke på mig. Siden jeg gik til politiet og fortalte sandheden, så har jeg bare fået flere og flere problemer,« siger Sajad Diansai, som finder trøst i Gud og Apostelkirken på Vesterbro, som han er tilknyttet.
»Andre i det iranske miljø gør grin med mig. Jeg er «ham, der fik en opholdstilladelse og så ødelagde det for sig selv». Men når jeg kommer hen til kirken, får jeg ro,« siger han og får på dette tidspunkt i interviewet blanke øjne. »Jeg er 30 år og bor på et værelse med tre andre. Jeg har ingen kone og er udvist. Men jeg fortryder ikke, at jeg gik til politiet. Det var det rigtige at gøre.«.
Etter denne lesningen er det vel ganske vanskelig å hevde at asylinstituttet fungerer etter intensjonen. Like fullt er det liten grunn til å tro at EU vil legge om kursen, og dermed vil asylindustrien lever godt videre i Norge også.
Jyllands-Posten skriver videre at politiet mener menneskesmuglingen har foregått slik:
Kontakten i Iran: Faderen, der er tidligere oberst i hæren, lader forstå igennem familiens netværk, at han kan hjælpe folk til at få asyl i Danmark. Som familiesammenført kan han frit rejse til Iran, hvor han opholder sig i længere perioder. Flugten: Familien formidler kontakt til to menneskesmuglere, der kan stå for det praktiske med at få folk fra Iran til Europa.