Gjengitt med forfatterens tillatelse
Af Mikael Jalving
Mette Bock og Liberal Alliance tror, det handler om frihed. De tror, at burka og Puma kan komme ud på ét, og at frihed blot handler om at blande sig udenom.
Det er sjældent, at vi har noget at takke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for. Men ingen regel uden undtagelse.
Domstolens godkendelse af det franske burkaforbud i sidste uge kommer som en oase i en ørken af politisk korrekthed. At godkendelsen kan få positive konsekvenser for kampen for kvalificeret frihed i Vesteuropa var der flere, som straks så. En af dem var Naser Khader, der ilede med en opfordring til et burka-frit Danmark. Ville vi acceptere kvinder i snor og halsbånd, spurgte han.
Det ved jeg endnu ikke, om Liberal Alliances Mette Bock ville. Formentlig. På netavisen 180 grader vendte hun sig i hvert fald mod domstolens beslutning og skrev, at hun troede, at domstolen skulle beskytte borgernes frihedsrettigheder, herunder, som hun kækt formulerede det, «retten til at klæde sig idiotisk».
Er det idiotisk at bære burka? Det skal jeg ikke kunne sige. Man kunne lige så vel mene, det er idiotisk at være korthåret som Mette Bock. Det må hun jo selv om – eller finde en paryk, der passer.
En burka er noget afgørende andet.
En burka er og bliver en maskering. At iføre sig en burka er at fraskrive sig sin genkendelige, jordiske menneskelighed. Burkaen er ikke alene en maske, som man kan tage af eller på, det er en politisk manifestation af, at man ikke tilhører denne verden, dette samfund, men det hinsidige, et system, en universel bevægelse, en tro, og at man som kvinde udtrykker denne ved at fornægte den menneskelige verden af kød, blod og fysisk tilstedeværelse.
At bære burka er intolerance på to ben. Det kan være et nok så tyndt stof. Men det indebærer en dehumanisering, som strider mod alt, hvad Vesten har kært.
Som en af mine venner skrev i en mail: Når jeg ser disse burkaer og niqab’er gå rundt i København, det var vist på selveste Frederiksberg, så kommer jeg uafvendeligt til at tænke på sorte ulykkesfugle. Min ven så i burkaen et varsel.
Førend vi forstår det, forstår vi ingenting i burka-debatten. Mette Bock tror, det handler om frihed. Hun tror, at burka og Puma kan komme ud på ét. Hun tror, at frihed blot handler om at blande sig udenom og forholde sig neutralt-liberalt til verden af i dag.
Men det er sådan, friheden går tabt. I takt med, at der kommer flere og flere ulykkesfugle til, risikerer frihedens grundlag at skride. Er der en dag et sted ude i fremtiden for mange ulykkesfugle, bliver samfundet lavet om. Radikalt. Så skal Mette Bock eller hendes døtre eller børnebørn gå med burka, uanset at Mette Bock engang sagde, det var ”idiotisk”.
Det er derfor, det er blevet sagt, at ethvert frit samfund, der ønsker at forblive frit, må vælge mellem burka eller bikini. Bliver burkaen først for udbredt, så ryger bikinien ved først tænkelige lejlighed.
Det er naturligvis en skærpende overdrivelse. Men den understreger den snævre sammenhæng mellem burka og politik, og at politikere er nødt til at se ud over deres umiddelbare næsetip og tage bestik af selv små fænomener, der risikerer at vokse sig langt større.
Burkaen er sådan et fænomen.
Da Justitsministeriet i 2009 vurderede, at et burkaforbud ville stride mod alverdens konventioner, og et par forkølede embedsmænd og ”islameksperter” talte sig frem til, at der fandtes fire kvinder, som bar burka i Danmark, blev der grinet højlydt i den kreative klasse.
Nu ser man de sorte heldragter overalt i de større danske byer. Samtidig har Menneskerettighedsdomstolen banet vejen.
Hvad venter vi på?