Boualem Sansal har nettopp besøkt festivalen Vild Med Ord i Århus. Der møttes fem fransktalende forfattere. Berlingske tidende intervjuet ham, og det skjedde naturlig nok ikke på ambassaden til Algerie, men på fransk territorium.
”Intoleransens fengsel”, er hva Sansal kaller landet sitt, der han bor med kone og to døtre. Tross massiv undertrykking av demokratiske rettigheter, advarer han om islamismen på inn- og utpust, år ut og år inn. Symptomatisk nok våget han også å delta på en forfatterkonferanse i Jerusalem i 2012.
Det er aldrig sket før, at en forfatter fra et muslimsk land har dristet sig til at møde op i fjendeland.
»Det medførte meget, meget stærke reaktioner. Jeg fik dødstrusler og mistede en masse venner. Ikke bare i Algeriet, men også i Europa, hvor antiisraelitismen er stærk. Jeg fik endda frataget en litteraturpris for min roman »Tilbage til Rue Darwin«,« siger Boualem Sansal.
Han fik prisen af Sammenslutningen af arabiske Ambassadører, men de trak prisen og de medfølgende 100.000 kroner tilbage.
Hvem presset på i kulissene? Ikke overraksende Hamas, som kalte besøket hans i Israel for ”forræderi”. Nå er det slik at Sansal benyttet anledningen til å provosere nettopp Hamas under sitt besøk, ved å omtale gruppen slik: ”Hamas har taget indbyggerne i Gaza som gidsler. Hamas har taget islam som gidsel.”
Flere av bøkene til Sansal er belønnet med litteraturpriser, som Tyskerens landsby (2012) og Tilbake til Rue Darwin (2013). Han kalles gjerne Algeries Salman Rushdie, men foretrekker å kobles til den franskalgeriske nobelprisvinneren Albert Camus. Men hvorfor blir Sansal boende i Algerie? Er det ikke vel dristig, ja, endog dumdristig? Det handler om fedrelandskjærlighet.
»Jeg foretrækker at blive i mit fædreland, og bortset fra truslerne i forbindelse med mit besøg i Israel har der ikke været andre konkrete dødstrusler. Men det er selvfølgelig ikke ufarligt. Jeg siger min mening ligeud og islamisterne hader mig og mange andre bryder sig heller ikke om mig. Regeringen er mig ikke venligt stemt, men jeg bliver i mit fødeland sammen med min familie.«
Har du andre forfattere eller intellektuelle, der støtter dig?
»Nej, jeg føler mig ganske alene. Der er kun få intellektuelle i Algeriet, for under borgerkrigen rejste de fleste til Frankrig, men jeg var ung og blev.«
Camus er kjent for hans utrettelige kamp for menneskets ukrenkelighet, og det er denne tradisjonen Sansal viderefører.
Jeg bor næsten i hans gamle hus, jeg gik på samme skole, hvor han havde gået, og hans mor og min mor var nære veninder. Hans kamp for menneskets værdighed og rettigheder i det 20. århundrede, hvor kommunismen og nazismen tiltrak både almindelige mennesker og kunstnere, minder mig meget om vor situation i dag, Jeg har altid set op til ham. Han er mesteren. Jeg har den samme baggrund som ham, og jeg genkender mig selv i hans bøger.«
(…)
Er det din opfattelse, at der er lighedspunkter mellem nazismen og islamismen?
»Ja, absolut. Der er selvfølgelig forskelle, men grundlæggende er vi i kamp med den samme barbariske fjende. Vesten har undervurderet islamismens fare i årevis, men nu er truslen reel og udvikler sig eksplosivt. Forskellen er muligvis, at nazisterne havde en stat, som de kæmpede for, mens islamisterne er splittet op på mange forskellige nationer med mange forskellige nationale særpræg. Men med etableringen af et kalifat kommer vi muligvis til at se en udvikling, hvor denne forskel også forsvinder. Det er meget farligt, hvad der foregår nu i Syrien og Irak, og islamismens udvikling kan snart blive ganske parallel med Nazitysklands.«
(…)
»Ja, islamismen begyndte som en social bevægelse, men efterhånden blev ideologien udbygget og blev stadig mere militant, og ledere kom til, der opfordrede til at dræbe modstandere. Jeg skrev romanen som en reaktion på islamismens vækst, fordi den minder om nazismen, og hver dag kan jeg se i mit eget kvarter, at det bliver stadig mere radikaliseret. Præcis som i Tyskland, hvor nazismen udviklede sig og efterhånden fik befolkningens støtte.«
Dengang undlod Vesten at tage nazismen og Hitler alvorligt. Begår vi samme fejl nu?
»Ja. Vestens passivitet over for Hitler minder meget om Vestens passivitet nu over for islamismen. Europa vovede dengang ikke i tide at udfordre Hitler, og nu vover Vesten ikke afgørende at udfordre islamismen.«
Men hvad skal man gøre? Vi kan ikke bombe dem alle sønder og sammen?
»Vi må prøve at reagere på en intelligent måde for at lukke den inde. I Algeriet var islamismen blot en lille bevægelse i begyndelsen, og dengang kunne den være overvundet, hvis man havde grebet ind over for Saudi-Arabien, som støttede islamismen.«
Nazisterne og såmænd også kommunisterne brugte jøderne som hadeobjekt for at få folkelig støtte. Ser vi det samme nu med islamister?
»Ja, bestemt. Arabiske ledere og islamister kanaliserer folks had mod jøderne og Israel. Det kan i næste omgang blive andre grupper og vesterlændninge generelt, der bliver mål. Allerede nu er f.eks. homoseksuelle en målgruppe for hadet.«
Er det et politisk had frembragt af Israel-Palæstina-konflikten?
»Ikke kun. Jødehadet i islam går tilbage til Koranen, hvor Muhammed opfordrer til at dræbe dem, og hvor de omtales som svin og aber. Dette udnyttes af islamister, og hadet til Israel blandes med den religiøse fanatisme.«
Du har udtalt dig positivt om Israel. Der står du noget alene, for hovedtendensen blandt Europas intellektuelle er at kritisere Israel skarpt?
»Selvfølgelig skal man kunne kritisere Israel, men de intellektuelle i Europa er fanget af fortidens venstreintellektuelle had til jøder som magtfulde bagmænd og kapitalister og af 1970ernes antiisraelitisme. De har aldrig frigjort sig fra den venstreintellektuelle tradition, som filosoffen Jean-Paul Sartre var repræsentant for, da han udkæmpede de ideologiske kampe med bl.a. Albert Camus. Det var Sartres venstreideologi, der trak det længste strå i den forstand at den stadig dominerer hos intellektuelle, selv om Camus havde ret. Jeg tror, at denne franske tendens gælder for det meste af Europa, og med den følger desværre afskyen for Israel, der sammen med en reel antisemitisme har vist sig at være en farlig cocktail,« siger Boualem Sansal, der i øjeblikket arbejder på en roman om, »hvad der vil ske, hvis en totalitær bevægelse får magten og bevarer den«.
»Vi har set mange totalitære bevægelser få magten, men også at de mister den igen – med undtagelse af Kina, Nordkorea og Cuba. Men hvad nu, hvis islamismen faktisk er i stand til at fastholde magten? Hvordan vil virkeligheden i en sådan stat se ud? Vi ser islamismen brede sig, og ingen ved, om det ikke netop er den totalitære bevægelse, for hvem det vil lykkes at skabe et nyt totalitært tusindårsrige.«