Da jeg for 10 år siden arbejdede som taleskriver for daværende kulturminister Brian Mikkelsen, havde jeg en lillefinger med i antologien Den konservative årstid: Betragtninger og visioner efter 2001, som Forlaget Hovedland udgav på partiformand Bendt Bendtsens 50-års fødselsdag. Bogen var fra Brian Mikkelsens side et forsøg på at samle den verserende idédebat, som fandtes udenfor, hvad der dengang hed Det Konservative Folkeparti, mens folketingsgruppen sad i regering, travlt optaget af aktuelle politiske sager.
Det var en slags konservativ oprustning i en tid præget af mangel på tid – via indspark fra folk som bl.a. Bjørn Nørgaard, Claes Kastholm Hansen, Nils Gunder Hansen, Katrine Winkel Holm og Kasper Støvring.
Titlen var bevidst nedtonet.
Konservatismen havde noget til fælles med årstidernes organiske gang, mente vi. Den konservative har modsat socialisten og liberalisten ingen ideologi eller katekismus, men er forpligtet på det forhåndenværende. Den konservative ved, at man må klæde sig efter omstændighederne og huske, hvor man kommer fra for at forstå, hvor man er på vej hen. Det relative og gensidige i den konservative natur var hermed antydet.
Hvis jeg skulle formulere det samme i dag, ville jeg skrive, at konservatismen kommer, når der er brug for den, dvs. i stærkt ideologiske, humanistiske og fremtidsforherligende epoker. Hvilket samtidig forklarer, at der her, 10 år senere, er mere brug for den end nogensinde før.
Konservative tanker udgør en slags modgift, vaccine, stopklods for den værste halleluja og moralisme i politik og kultur, og man mærker i den offentlige mening en voksende efterspørgsel efter den konservative besindelse og grænsedragning i forhold til f.eks. indvandring, rets-, skole og forsvarspolitik. Her tænker jeg ikke på de forunderlige krampetrækninger i det parti, der pt. hedder De Konservative, og hvis nye formand allerede lyder som en klon af DI’s Karsten Dybvad, men på den folkelige bekymring og den debat, der skyder frem i krat og busk.
Flere af de ovennævnte bidragydere har intensiveret arbejdet, og læsere af Kasper Støvring, Morten Uhrskov Jensen, Sørine Gotfredsen, Eva Agnete og Rune Selsings blogs og kommentarer vil vide, at deres vinkler og analyser er med til at forme samtiden på en helt ny og direkte måde.
Hvor det engang vakte hån, spot og latterliggørelse på universitetet og i kulturlivet at sige, man var konservativ, er der i dag større tålsomhed over for denne afvigelse fra den socialdemokratiske, liberale, venstresnoede mainstream. Det er én ting. Noget andet er, at dagens konservative også er blevet mere ligeglade med følgerne og frimodigt udfolder sig i pagt med tidens medier og platforme.
Før sommerferien havde jeg lejlighed til at tale med historiker Jon A.P. Gissel om hans pionerarbejde med den konservative kulturkamp. Hans bog Konservatisme og kulturkamp: Det radikale stormløb i kulturkampen i Danmark i sidste tredjedel af 1800-tallet og konservatismens svar vrimler med navne og titler, de færreste har hørt om. Det skyldes, at disse personer er blevet skrevet ud af danmarkshistorien med den helt store kulturradikale tusch. Farvel til de konservative, goddag til de radikale.
Jon A.P. forklarede nederlaget således:
”Der kom nogle stærke ideer udefra, som spredte sig over hele Europa. Det, som trænger frem i perioden, er ikke særligt gunstigt for de konservative standpunkter. Samtidig er der en masse særlige omstændigheder i Danmark. 1864, forfatningskampen og den indenrigspolitiske strid om parlamentarismen blev på mange måder blandet op i den åndelige kamp.”
”Endelig mener jeg at kunne se, at de konservative i visse afgørende henseender var mere tilbageholdende i fremførelsen af deres synspunkter end den radikale side. De tog til orde, men ikke på samme måde som f.eks. Georg Brandes, og de blev udskiftet på Københavns Universitet, som dengang var landets eneste universitet. Når konservative professorer gik af, blev de afløst af kulturradikale (…) Ikke engang fortiden tilhørte længere de konservative.”
Når Gissels gravearbejde overhovedet kan udkomme i dag, hænger det sandsynlig sammen med, at tidsånden læner sig mere mod de konservative end tidligere.
Det er forlaget Munch & Lorenzen, der udgiver Gissels bog, og samme forlag udsender et læseværdigt årsskrift for borgerlig idédebat under det lidt krukkede navn Critique, som denne gang rummer tankevækkende bidrag af bl.a. idrætshistoriker Hans Bonde om udviklingen fra feminisme til favorisme på universiteterne, historiker Henrik Jensen om fire perioder i Ernst Jüngers forfatterskab og højskolelærer Johan Christian Nords kritik af den humanistiske udlægning af Grundtvig med afsæt i højskoleskikkelsen Aage Møller fra Rønshoved Højskole.
Se også et forlag som Informations. Engang ræverødt, i dag spytter forlaget den ene borgerlige klassiker fra forne tider ud efter den anden: Hobbes, Hume, Smith, Tocqueville, Schopenhauer, Nietzsche, Heidegger, Carl Schmitt… Halli-hallo, hvad sker der?
Med forlagsdirektør Jacob Maagaards ord i JP sker der ikke andet, end at der er tale om ”væsentlige filosofiske værker, som har manglet på dansk.”
Det er vist en underdrivelse. Sådan noget sker ikke ud af det blå, men fordi nogle vil det. Gyldendal og de store ville ikke, men så ville andre.
Det var det, jeg ville sige. De konservative tanker vinder frem, fordi flere og flere efterlyser noget af den viden, som er gået tabt i løbet af de seneste generationer. Som Villy Sørensen vistnok sagde engang, kommer det altid bag på folk, hvor kloge de var i gamle dage. Som om, det var Apple eller Samsung, der opfandt alfabetet, stigbøjlen og den dybe tallerken.
Samtidig er stedse flere ved at gå til i politisk humanisme, hurraoptimisme og champagneeliter, der tænker i jura og menneskerettigheder frem for i politik og kultur. Her opstår konservatismens momentum, ja, dens årstid.
Tillad mig at byde den varmt velkommen!
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 30. september 2014, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.