Endnu en bid af det danske forsvar skal afmilitariseres. Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) ønsker, at konstabler, befalingsmænd og officerer i forsvarets materiel- og personaleadministration ikke længere skal bære uniform, men jeans, bøllehat og krøllede skjorter, eller hvad de nu har liggende. I ministeriets skrivelse til forsvaret, så vidt jeg kan se, nævnes de nyeste islamisk inspirerede drab på militært personale i England og Canada ikke med ét ord, så vi kan kun gætte os til sammenhængen.
Men den socialdemokratiske forsvarsminister frygter formentlig ikke alene angreb på dansk militært personel. Han tager, som den gode, funktionalistiske socialdemokrat han er, også del i den permanente revolution, som den danske stat og dens myndigheder er blevet udsat for igennem de seneste 40 år. Med dette udtryk hentyder jeg til den løbende omvurdering af statsmagtens normer og interesser, som især socialister, men også socialdemokrater og borgerlige politikere har implementeret, stort set uden at nogen har protesteret eller bekæmpet dem. Deres sejr er så total, at vi knap nok ænser, hvad der er sket.
Den permanente revolution vokser ud af skæbneåret ’68 og har vendt op og ned på så godt som alting. De eneste undtagelser er vel skattetrykket, som aldrig går ned, og DSB’s serviceniveau, der aldrig bedres. Alt andet er muteret til andre former og logikker.
Det er, for at begynde et sted, derfor, at skolen, altså folkeskolen, ikke længere er skole, men tryllet om til et socialt eksperiment med diffuse begreber og hellige hensigter. Det er også derfor, at gymnasiet ikke længere er gymnasium, dvs. en almendannende studieforberedelse, men en efterskole for middelklassens pigebørn, ligesom det er derfor, at universitetet ikke længere er universitet, men en slags efter-efterskole målt i studietilvækst, der skæpper i universiteternes kasser, så der kan blive råd til nye, prangende bygninger og fancy slogans.
Det er ligeledes på grund af den permanente revolution, at politiet ikke længere er politi, men en del af politikernes og mediernes spejlkabinet. I dag er det politiets omdømme og kommunikationsstrategi, der betyder noget, ikke opklaringsprocenter og den elementære evne til at snuppe forbryderne, hvorfor tyverier for under 100.000 kr. ikke rager dem en høstblomst. Det er også derfor, at de sociale ydelser ikke længere målrettes danskere i uforskyldt nød, men smøres ud over et voksende klientel af ”borgere”, som reelt lever på borgerløn, dvs. varig bestikkelse. Det er samme udvikling, der forklarer, at folkekirken ikke længere er kirke, men coach og lobbyist for mere indvandring fra de varme lande. Det er alt sammen grunden til, at vores myndigheder ikke længere er myndigheder med reel magt, men hule potemkinkulisser, der vælter omkuld, hvis den berømte lort rammer ventilatoren.
Vi er ikke længere røde, hvide, sorte, grønne eller blå. Vi er det hele. Vores grundfarve er regnbuens, og vi har både glemt, hvor vi kommer fra, hvad vi har mistet undervejs, og hvor vi skal hen. Det var derfor, jeg blev lettere opløftet, da jeg i fredagsavisen kunne lægge spalteplads til en ung akademiker ved navn Johan Chr. Nord, som stadig tror på Holger Danske, og som udtalte:
»Ungdommen er ved at indse, at den selvoptagne humanistiske græshoppegeneration før os har befundet sig i et lufttomt rum, hvor de i deres selvgodhed bildte sig ind, at alt ville gå godt, når blot alle skranker i menneskelivet blev nedbrudte. Denne generation valgte at skylle enhver forestilling om ånd, arv og orden ud i lokummet.«
Sig det til de Konservative. Nå, nej. Men så sig det til danskerne.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 16. november 2014, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.